Hjalleseskolen i Odense, hvor Erling Thomsen er træner og leder, er en af de skoler, der har optagelseskriterier til eliteklassen
Hung Tien Vu
Eliteidrætsskoler bryder folkeskoleloven
18 af landets folkeskoler har optagelseskriterier for at komme ind på deres eliteidrætslinje. Det er ulovligt, ifølge en afgørelse fra Undervisningsministeriet. Opdeling i klasser må ikke være betinget af evner og særlige forudsætninger.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undervisningsministeriet har netop slået fast, at folkeskoler ikke må have særlige adgangskriterier for optagelse i en klasse. Optagelse på en skole og opdeling i klasser skal ske efter princippet om den udelte skole:
"Det vil blandt andet sige, at elevernes opdeling i klasserne ikke kan betinges af standpunkt, evner og øvrige særlige forudsætninger", står der i afgørelsen fra Undervisningsministeriet.
Afgørelse glæder DLF
Jesper Støier, afdelingschef for Skole- og uddannelsespolitik i Danmarks Lærerforening, glæder sig over afgørelsen fra Undervisningsministeriet:
"Afgørelsen er ikke overraskende for os. Vi har undret os over, at det kunne lade sig gøre at have en praksis, hvor man reelt delte børn efter evner og kompetencer på nogle bestemte områder. Nu er det slået fast, at man ikke kan have skoler med særlige optagelseskriterier", siger han til folkeskolen.dk.
Eliteidrætsskolerne kræver, at eleverne har et særligt højt sportsligt niveau for at blive optaget. Optagelsesproceduren varierer fra skole til skole, men typisk er det sådan, at de ansøgere, der er på landsholdet i deres idrætsgren, har førsteret til at komme ind.
Mere idræt stadig i orden
Afgørelsen fra Undervisningsministeriet slår samtidig fast, at det ifølge folkeskoleloven er lovligt at oprette skoler og klasser med en særlig profil, hvor der lægges vægt på visse fag eller aspekter i undervisningen.
"Man kan sagtens lave skoler med en sportsprofil, hvor man dyrker meget idræt. Det er der ikke noget til hinder for. Men man kan ikke lave en skole, hvor der er nogle børn, der ikke kan gå på skolen, fordi de har svagere evner end andre på et eller andet område. Det synes vi er en kerne i forståelsen af enhedsskolen", siger Jesper Støier.