Fyring af skolechef får både lærere, skoleledere og politiker til at undre sig

Det vækker stor undren blandt både lærere, skoleledere og hos et kommunalbestyrelsesmedlem, at direktionen i Syddjurs Kommune har fritaget skolechef Marit Aasland for tjeneste med henblik på en fyring. Skolelederne har skrevet en støtteerklæring til skolechefen, og fyringen bliver også rejst politisk.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Marit Aasland har været skolechef i Syddjurs Kommune siden 2008, men i tirsdags blev hun pludselig fritaget for tjeneste. Kommunen har ikke meldt ud, hvorfor den vil fyre Marit Aasland, men skolelederne har skrevet et brev til både direktionen og medlemmerne af kommunalbestyrelsen, hvor de giver hende deres fulde opbakning.

"Vi har haft et godt samarbejde med skolechefen, hvilket kommer til udtryk i den nyligt gennemførte ledelsesevaluering. Vi kender Marit Aasland som en dygtig og dybt engageret kæmper for børnenes og medarbejdernes skole", skriver skolelederne blandt andet i brevet, som Århus Stiftstidende refererer fra.

Lærerforeningen havde ikke set fyringen komme

Heller ikke formanden for Djurs Lærerforening, Lisbeth Bøwes, forstår, hvorfor Marit Aasland skal fyres.

"Der er ikke sivet noget som helst ud om årsagen. Jeg kan kun sige, at fyringen vækker stor undren hele vejen rundt, også hos os. Vi havde ikke set den komme. Vi står midt i implementeringen af en skolereform, hvor vi skal til at samle op på, hvordan det er gået indtil nu, og se frem mod næste skoleår. Så vælger kommunen at fyre skolechefen og konstituere en dagtilbudschef, som ikke kender skoleområdet. Det er en meget dårlig timing", siger Lisbeth Bøwes.

Skolechefen har været sat på en meget vanskelig opgave

Marit Aasland er kendt som en skolechef, der tør stå fast i diskussioner med både politikere og direktion, skriver Århus Stiftstidende. Om det er årsagen til fyringen, tør Lisbeth Bøwes ikke sige. Men hun er ikke i tvivl om, at Marit Aasland har været sat på en yderst vanskelig opgave med at implementere skolereformen og lærernes nye arbejdstid.

"Syddjurs er en meget fattig kommune, og budgetmæssigt er der lagt op til besparelse i 2016, som svarer til 16 fuldtidsstillinger på skoleområdet. De har både vi og andre vægret os imod, for det giver ikke mening med alt det nye. Det har Marit Aasland også set, men om det er årsagen til fyringen, ved jeg ikke", siger Lisbeth Bøwes.

Politiker kalder skolechefen arbejdsom, pligtopfyldende og loyal

Heller ikke kommunalbestyrelsesmedlem Jørgen Brøgger (K) kender årsagen. Han sidder ellers i udvalget for familie og institutioner, som han i to perioder har været formand for. Han vil have en forklaring på kommunalbestyrelsens møde på onsdag.

"Det er en fuldstændig uforståelig afskedigelse. Siden 2008 har jeg kendt Marit Aasland som en arbejdsom, pligtopfyldende og loyal skolechef, men nu kan hun pludselig ikke bruges længere. Det kræver jeg en forklaring på" siger Jørgen Brøgger til Århus Stiftstidende.

I avisen stiller udvalgsformand Per Zeidler (LA) i udsigt, at kommunalbestyrelsen for en orientering om Marit Aasland på onsdag.