Ministeren har sendt invitation til 400 udvalgte skoler om løbende evaluering af folkeskolereformen

400 skoler udvalgt til panel om folkeskolereform

400 skoler er repræsentativt udvalgt af SFI til at deltage i et panel og udveksle erfaringer om folkeskolereformen. Panelet består af forældre, elever, lærere, pædagoger og skoleledere, og deres erfaringer skal danne grundlag for evaluering og følgeforskning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsministeriet beskriver i en pressemeddelelse den nye skoledag efter august 2014 - "en skoledag med mere bevægelse, flere timer, nye fag og hvor der skal indgå flere varierede undervisningsformer og andre måder at lære på i løbet af dagen".

Over de næste fem år vil deltagerne i panelet blive spurgt til de ændringer, som reformen indebærer. Det vil foregå som spørgeskemaer til paneldeltagerne. Det vil tage mellem 15 og 25 minutter at besvare et spørgeskema.

"Besvarelserne skal blandt andet være med til at skabe et solidt indblik i, hvordan undervisning og den nye skoledag bliver tilrettelagt, og hvordan den bliver oplevet af eleverne", står der i pressemeddelelsen.

Evaluering og følgeforskning skal bestå af en systematisk indsamling af data fra det nye panel, spørgeskemaer til forvaltninger samt allerede igangsatte dataindsamlinger, registerdata og kvalitative dataindsamlinger samt et antal evaluerings- og følgeforskningsprojekter, der skal afdække reformens temaer og hvor data analyseres via anerkendte forsknings- og evalueringsmetoder, skriver Undervisningsministeriet, der også oplyser, at KL bakker op om programmet og opfordrer kommuner og skoler til at deltage.

Programmet bliver tilrettelagt i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut Eva, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Via  University College, Børneforskningscenteret og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Forskning.

"Med den nye folkeskole sker der store forandringer i hverdagen for elever, medarbejdere og ledere. De erfaringer, som skolerne gør sig undervejs med den nye skoledag, skal vi lære af. Både for at de kan være til glæde for andre skoler, og så vi udvikler folkeskolen til gavn for elevernes læring og trivsel baseret på den bedste tilgængelige viden", siger Christine Antorini.