Vi er politikere med kommercielle karrierer bag os. Vi har levet af såkaldt innovation, inden vi blev folkevalgte. Eksempelvis har den ene af os bygget et processtyringsværktøj, mens den anden har opfundet et segmenteringsværktøj. Vi er medlemmer af et parti, der hylder innovation. Innovation rummer nogle af de bedste sider af velfungerende samfund: muligheden for at sætte menneskers iboende nysgerrighed og trang til at løse problemer fri på nye måder og omsætte dem på et frit marked til fælles bedste.

Innovative samfund er gode at bo i. Samfund, der undertrykker innovation er det modsatte. Innovative samfund har generelt højere levestandard og højere gennemsnitlig levealder. Når undertrykkelsen af innovation består i årtier, sætter det sig varige spor. Hvis du ikke tror os, så prøv at krydse frem og tilbage mellem det tidligere Østtyskland og Vesttyskland et par gange. Årtier efter murens fald kan sporene efter stagnationen i det tidligere Østtyskland stadig ses i landskabet. Færre virksomheder og færre velholdte bygninger.

Innovation er fantastisk. Men i skolen bør det fylde langt mindre. Hvorfor? Fordi børn ikke kan eller skal innovere. De bør i stedet koncentrere sig om at lære, forstå og erkende. Børn må naturligvis gerne lære om præmisserne for innovation. I matematik lærer de basal forståelse for regnskab. I historie lærer de om kapitalismens virkemidler. I samfundsfag om ejendomsretten. Måske har de emneuge, hvor de leger at skolen er en by med virksomheder. De leger, arbejder kreativt og lærer at stille kvalificerede, kritiske spørgsmål.

Men er det rimeligt at forvente, at børn kan opfinde produkter, der potentielt kan afsættes på et marked? Det mener vi ikke. Det er heller ikke rimeligt at forlange, at lærere i alle fag skal undervise i det. Man kan være en gudsbenådet dansklærer uden den mindste viden om, hvordan man opfinder et nyt produkt eller hvordan man kapitaliserer på det. Derfor er det langt bedre for eleven, at dansklæreren koncentrerer sig om at lære barnet det, han/hun ved noget om: Litteraturen, skriftsproget, poesien og den kritiske tænkning. Alt dette får barnet nemlig brug for som voksen. Også hvis han eller hun ender med at arbejde innovativt.

Det er ironisk, at en centrum-venstre-regering i konkurrencestatsiver overplastrede skolen med innovation og dermed med en kommercialisering af skolens indhold og undervisning, mens vi - der hylder markedet - argumenterer for at neddrosle dette fokus i skolen.

Forskellen skyldes nok, at vi modsat centrum-venstre betragter barndommen som en tid, der har værdi i sig selv. Barndommen og skolen er ikke blot et forstudie til at blive en effektiv skatteborger. På samme måde ser vi skolen som en samfundsinstitution og ikke som statens forlængede arm til at skabe effektive borgere. Skolen er også et sted for dannelse og kulturoverlevering. Skolen er et værksted. Skolen skal udfordre, vejlede og skabe rum for eftertænksomhed. Derfor bør innovation som begreb fylde ganske lidt i skolen og på det almene gymnasium, mens kreativitet og kritisk tænkning bør fylde mere. Derfor er vi også glade for, at det med aftalen om at justere folkeskolen er besluttet, at der skal være færre faglige bindinger i arbejdet med innovation og entreprenørskab (og de andre tværgående temaer), eksempelvis ved at det målrettes færre fag.