Lærere glemmer Fælles mål i undervisningen

En ny undersøgelse viser, at Fælles mål ikke fylder meget, når lærere planlægger undervisningen. Kendskabet til målene er ikke godt nok, og hverken lærere eller skoleledere ser Fælles mål som en forudsætning for kvalitet i undervisningen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreres kendskab til Fælles Måls indhold er ikke godt nok, så når undervisningen tilrettelægges, ligger fokus mere på emner og aktiviteter. Det fastslår en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, Eva, som på foranledning af formandskabet for Skolerådet har undersøgt læreres og skolelederes brug af og syn på faghæfterne med de bindende mål for undervisningen på fem skoler.

Udover det dårlige kendskab konkluderer rapporten også, at en manglende forventning fra skolelederne er med til at få lærere til at droppe målene. Den viser desuden, at både lærere og skoleledere ikke ser brugen af Fælles mål som en forudsætning for læring, samt at de forventer, at Fælles mål allerede er integreret i lærebogsmaterialer.

Mål i undervisningen virker Næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange mener, at Fælles mål burde inddrages i undervisningen i langt større grad. Vejledningerne kan give undervisningen kvalitet, og hun mener især, trin- og slutmål kan være nyttige i forbindelse med evaluering af undervisningen og elevernes faglige niveau.

"Vi har lige fået bevist, at de seneste års store fokus og klare mål for dansk og matematik også har hævet elevernes evner i dansk og matematik. Mål i undervisningen virker, så det er vigtigt, at Fælles mål bliver inddraget mere end hidtil", siger hun.

Dorte Lange mener dog, at lærerne har stået for alene med opgaven uden at få tilstrækkelig information. Hun efterspørger, at man fra Ministeriet for Børn og Undervisning vil gøre en større indsats for at informere om Fælles mål, og hvordan de skal bruges i undervisningen. Hun understreger samtidig, at hun synes, informationsindsatsen er et fælles ansvar, som DLF gerne vil tage del i.

Der skal strammes op Anders Balle, formand for Skolelederforeningen, er rystet over, hvor lidt Fælles mål bliver brugt. Han ser det som et godt styringsredskab for lærerne, og han er derfor frustreret over lærere og skolelederes manglende brug af det.

"Der er en alt for udbredt "frit-slag-kultur", hvor lærerne har den indstilling, at de bedst selv ved, hvordan undervisningen skal være. Men vi skal have styrket fokus på det, der er vigtigt - og i Fælles Mål er der taget kvalificeret stilling til, hvad det helt præcist er. Der burde strammes op ude på skolerne og skabes en kultur om, at Fælles Mål skal inddrages - og så må skolelederne følge op på, om det så også sker", siger han.

Fælles Mål i reformudspillet Anders Balle er enig med Dorte Lange i, at Ministeriet for Børn og Undervisning og kommunerne bør tage affære, så Fælles mål kan blive implementeret bedre.

Regeringen er dog allerede opmærksomme på, at Fælles mål ikke er så letanvendelige for lærere. I regeringens udspil til en ny folkeskolereform står derfor, at regeringen ønsker en forenkling af Fælles Mål i dansk og matematik inden udgangen af 2013 og de resterende fag inden skolestart 2014. Det skal blive lettere at anvende Fælles mål i undervisningen, samt tydeligere for lærere, skoleledere, forældre og elever, hvad det forventes, at den enkelte elev kan på hvert klassetrin.

Læs mere

Hent rapporten Fælles Mål i folkeskolen