Kan det virkelig være rigtigt, at politikerne ikke bruger den megen følgeforskning, de selv har bedt om, og som de bruger 75 millioner på?

Ja og nej, lyder svaret fra politikerne selv. Vi følger med i, hvad forskningen om skolereformen fortæller os, men vi bestemmer selv, hvordan og hvorvidt vi reagerer på den, lyder svaret videre.

»Jeg har ikke læst alle rapporterne, men jeg har typisk kigget i dem. Og nogle af dem har jeg også fået nogle fine resumeer af, hvor der står, hvor man skal dykke ned«, siger undervisningsordfører i Radikale Venstre Marianne Jelved og fortæller, at hun får gennemgået rapporterne i fællesskab med de øvrige partier i folkeskoleforligskredsen.

»Her er det nogle embedsmænd, der gennemgår dem for os, og så stiller vi spørgsmål. Hvor validt er det her, og kan man sige, at det her karakteriserer hele skolen?« siger hun.

Marianne Jelved medgiver, at det ikke er muligt for hende at overskue de mange rapporter. »Kan man overskue 41 rapporter? Nej, men man får en eller anden fornemmelse af, hvor der er nogle huller, som man kan tænke videre på«.

Politikere har ikke tid til reform-forskningen

Syv rapporter på samme tid

Samme melding kommer fra regeringen. Undervisningsordfører for Venstre Anni Matthiesen roser Undervisningsministeriets embedsfolk for at være gode til at sætte forligskredsen ind i rapporterne. Men antallet af rapporter kan være overvældende, siger hun.

»Det er klart, at når rapporterne vælter ind, så kræver det jo sit. Vi får typisk præsenteret fem eller syv rapporter på samme tid ved en teknisk gennemgang«, siger Anni Matthiesen.

Hun mener, at det må være op til forskerne at vurdere, om 57 rapporter er for mange.

»Så selv om det kan virke voldsomt, så får du ikke mig til at sige, at de der syv kunne vi godt have undladt. For det har jeg ikke grundlag for. Jeg må have tillid til, at man havde helt styr på, hvad man gerne ville følge forskningsmæssigt, da reformen blev indført«, siger hun.

Lover ingen ændringer efter nummer 57

Ingen af partierne vil imidlertid give nogen garantier for, at 57. rapport bliver grundlaget for en endelig politisk dom over reformen.

»Det er svært at vide, hvor meget rapporterne kommer til at have betydning for, om vi foretager ændringer. Lige nu laver vi ikke om på tingene. Men alligevel har vi hver især nogle ønsker, og de kommer jo frem, når vi nærmer os et valg«, lyder det fra Marianne Jelved.

Hvor vigtig er konklusionerne fra følgeforskningen for Radikale Venstres politik?

»Det har jeg ingen anelse om. Det har vi overhovedet ikke gjort op. Det er også noget, vi vil tage stilling til i forligskredsen. Man prøver jo at holde sammen på det i forligskredsen«.

I Socialistisk Folkeparti tør undervisningsordfører Jacob Mark heller ikke sætte sig fast på, at den sidste rapport i 2020 bliver den, som for alvor sætter gang i en politisk forhandling om skolen.

»Jeg har stadig til gode at opleve, at alle partier i Folketinget læser en evaluering med samme briller. Forskningen følger jo virkelig mange parametre, og derfor er det også forskelligt, hvad partierne dykker ned i og finder interessant«, siger han.

Jacob Mark er ligesom KL fortaler for, at følgeforskningen bør fremskyndes. Han understreger imidlertid, at han på ingen måde ville have været forskningen foruden.

Midtvejsstatus i 2020

Endnu er der ikke foretaget nogen ændringer af reformelementerne. Men partierne sidder p.t. og forhandler om de ændringer vedrørende kortere skoledag, en halvering af den understøttende undervisning og forsøg med selvstyrende folkeskoler, som regeringen har spillet ud med. Ændringer, de altså ønsker at foretage, inden partierne har alle rapporterne i hænde.

»De justeringer, vi lægger op til, er af ting, vi godt ved, at vi er nødt til at have fat i uanset hvad. Vi kan jo ikke vente med at kigge på 16b (muligheden for at gøre skoledagen kortere, redaktionen), for det er noget, Rigsrevisionen har pålagt os. Så vi kan ikke bare afvente følgeforskningen«, siger Anni Matthiesen.

I Socialdemokratiet afviser undervisningsordfører Annette Lind, at følgeforskningsprogrammet skulle være for stort. Men udgivelsesdatoerne for rapporterne behøver ikke at være definerende for, hvornår forligskredsen kan gå til forhandlinger, siger hun.

»Vi har allerede mange rapporter nu, så jeg synes sådan set, at det er fornuftigt, at vi så forhandler nu ud fra det, vi har. Og så er det klart, at vi kommer til at gå meget i dybden med sidste evaluering, når den kommer«.

Hun mener imidlertid, at det vil være for tidligt at vurdere, om reformen har været en succes, når den sidste rapport ligger klar i 2020.

»Jeg tænker, at det er en midtvejsstatus, og selvfølgelig skal vi blive ved med at følge den. I Canada og andre steder siger man, at effekten kommer langt senere. Men fem år er nok til, at vi lige stopper og ser, om der er nogle ting, vi skal have ændret«, siger hun.

Okay at håndplukke lidt

Enhedslisten står uden for forligskredsen, og derfor har undervisningsordfører Jakob Sølvhøj ikke kendskab til, hvor meget og hvordan partierne i forligskredsen drøfter de mange rapporter. Men det vil undre ham, hvis partierne ikke har det med at bruge rapporterne til deres egen fordel.

»Vi har vel alle en tendens til, at vi er gladere for den forskning og de undersøgelser, der giver medhold til vores egne synspunkter. Men det er selvfølgelig vigtigt, at forskningen bliver brugt grundigt og seriøst. Ellers giver det ikke noget«.

Imens venter endnu 13 rapporter ud af de 57, politikerne kan plukke fra, som det passer ind i tidens politiske dagsorden.