Regeringen vil lave skoleloven om, så skoler og kommuner får mulighed for at dele eleverne i hold efter fagligt niveau. For eksempel så de bedste læsere i skolens 1.-klasser i perioder går på hold sammen - eventuelt også med elever fra 2. og 3. klasse, der matcher dem læsefagligt. Svage læsere skal på samme vis gå på hold med hinanden.

Regeringens mål er at styrke elevernes faglige færdigheder blandt andet på denne måde.

Det er et kontroversielt forslag. Det bryder med det begreb om undervisningsdifferentiering, der var en nyskabelse i 93-loven, og genindfører - i tillempet form - tilsyneladende et gammelt begreb om differentiering af eleverne.

'93-loven interesserer sig for et andet bærende princip, som refererer til undervisningsdifferentiering, nemlig at læreren skulle afstemme undervisningen i forhold til forskellige forudsætninger, engagementer, motiver og interesser. Det var et samarbejde, der tålte forskellighed', siger Pernille Hviid, adjunkt på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet.

'Det er måske det, regeringen er i gang med at skabe tvivl om. Om det i virkeligheden er bedre med den gammeldags facon, nemlig elevdifferentiering, hvor de frække kommer forrest, og de dumme kommer bagerst'.

Andre måder

Pernille Hviid har netop lagt sidste hånd på sin ph.d.-afhandling 'Børneliv i udvikling'. Hun har over en treårig periode sammenlagt gjort observationer i trekvart år i klasselokaler og skole/fritidsordninger på to skoler. Hun har fulgt børnehaveklasser, 1.-, 2.- og 3.-klasser, syv i alt, og har interviewet 80 børn.

Hun har undersøgt børnenes muligheder for at udvikle sig i skolen, og i det perspektiv kan man sagtens nytænke spørgsmålet om differentiering, siger hun. Det er bare ikke det, regeringen synes at gøre.

'Vi har allerede en slags elevdifferentiering, hvor man foretager skillelinjer mellem børn ud fra forestillinger om, at alder gør en forskel. Når de har en bestemt alder, går de i 1. klasse og så videre'.

'Men man kunne med fordel prøve at finde nogle samarbejdspartnere børn imellem, som har nogle engagementsfelter og nogle interesser fælles, hvor de faktisk er gode sparringspartnere for hinandens udvikling. Og det kan da godt være på tværs af klasser og klassetrin i et eller andet omfang'.

'Men når regeringen omtaler nye principper, lyder det, som om det har nogle kedelige bieffekter - at vi laver en skillelinje mellem de kloge og de dumme en gang til med en særlig indsats over for de svageste'.

Pernille Hviid mener, der er mere fremtid i at nytænke differentieringsbegrebet, når det nu skal være.

'Det kunne være interessant at tænke hele differentieringen om - hvad er det, der gør, at børn bliver placeret sammen med andre børn? At børn kan opdage og skabe fælles engagementer i uddannelsessammenhænge, kan nemlig være både frydefuldt og rumme store udviklingspotentialer i alle aldre og på tværs af alder'.

'Jeg tror, at store børn ville være meget interesserede i at lære små børn op og små børn meget interesserede i at stå i lære hos store børn, når det drejer sig om noget, der har betydning for dem', siger hun på grundlag af sine mange observationer og interview.

'Det ser ud til, at noget af det bedste, børn ved, er at blive ligesom større børn. Måske er deres ønske ikke altid at blive ligesom voksne. Jeg mener, at større børn kan være rigtig gode læremestre for mindre børn. For de ejer ægte begejstring, og inden for visse områder ved de ofte lidt mere, for eksempel inden for computer-området'. 'Så man kan godt tænke positivt i en anden differentiering begrundet i børns engagement i verden og på skolebænken, men man kan selvfølgelig også tænke det traditionelt og gammeldags og gøre som før, hvor man foretog nogle vurderinger af de kloge og de dumme i undervisningen og så delte eleverne ud fra det'.

'Det er der bare ikke noget særligt progressivt og generativt i. Det er ikke nyskabende. Det er, ligesom skolen er i størstedelen af verden allerede'.

'Selvfølgelig er der børn, der har brug for helt andre læringsrum end det, klasselokalet kan tilbyde, og de skal tilbydes andre muligheder. Men det er jo ikke de børn, regeringen har i tankerne med ændringsforslaget'.

Hellere en rummelig skole

Forslaget er også et brud med tidligere undervisningsminister Margrethe Vestagers ønske om at gøre folkeskolen mere rummelig, påpeger Pernille Hviid.

'Det var Margrethe Vestagers slagord på vej ud ad døren, at skolen skulle tåle mangfoldighed og forskellighed. At forskellighed i samarbejdende fællesskaber var en fordel. Og at mangfoldighed i skolen skulle afspejle og diskutere den mangfoldighed, børn oplever i den senmoderne kultur, de lever i'. Men den nye regering vil tilsyneladende skille eleverne 'for at få orden på tropperne', og det ligner mere ti skridt tilbage end ti frem, mener Pernille Hviid.

Under sine feltstudier i skolefritidsordninger, hvor børn på mellem seks og ti år færdes frit mellem hinanden, har hun gjort det fund, at større børn faktisk meget ofte hjælper mindre børn og ser ud til at nyde det.

'Det er meget interessant at studere, hvor villige større børn er til at lære fra sig. Men de får jo også noget ud af det - de bliver jo større af det, kan man sige. Og hvor villige små børn er til at blive lært op af større børn. Faktisk fungerer de store ofte som læremestre for de små'.

'Det er et område, som vi ikke rigtig har fået tænkt igennem inden for pædagogikken - de store resurser, der faktisk er i, at børn gerne vil lære hinanden noget. De skaber viden sammen, og at kunne skabe viden er en mindst lige så vigtig erfaring at gøre sig i skolen som at modtage viden. For sagen er jo, at dagens børn, fremtidens voksne, skal vide mere, end vi ved'. 'Jeg har faktisk aldrig set børn, som ikke havde lyst til at hjælpe andre børn, når de sad ved siden af hinanden eller arbejdede sammen i grupper, uanset om det var børn, der klarede sig rigtig godt i skolen, eller børn, der ikke klarede sig så godt', siger Pernille Hviid.

Ti skridt

Regeringen har spillet ud med en række forslag til ændringer af folkeskoleloven, 'Ti skridt mod en bedre folkeskole'.

Folkeskolen sætter fokus på de ti skridt i dette og kommende numre.

Blå bog

Pernille Hviid er adjunkt ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og har netop lagt sidste hånd på sin ph.d.-afhandling 'Børneliv i udvikling - om børns engagementer i deres hverdagsliv i skole og fritidsinstitution'. Hun har over tre år sammenlagt gjort observationer i trekvart år i syv klasser fra børnehaveklasse til og med 3. klasse på to skoler. Desuden har hun gjort feltstudier i skolernes skole/fritidsordning. Hun har endvidere interviewet 80 af børnene.