Eleverne i 8. klasse på Fløng Skole har hver fået en iPad - nu skal effekten måles
Fløng Skole og UC Sjælland samarbejder om iPad-læringsprojekt
I foråret blev alle elever i 7.a og 7.b på Fløng Skole i Høje-Taastrup Kommune udstyret med en iPad. Nu arbejder skolen sammen med læreruddannelsen i Roskilde om at måle effekten.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"I foråret opstod der en mulighed for at indkøbe iPads til et helt klassetrin. Samtidig har vi gennem praktikanter fra læreruddannelsen i Roskilde fået kontakt til UC Sjælland. Derigennem har der formet sig et spændende og givende samarbejde", fortæller souschef på Fløng Skole, Anne-Marie Andreasen.
Det var de to daværende 7. klasser på Fløng Skole, der blev udvalgt til at være forsøgsklasse i foråret. Efter en prøveperiode frem til sommerferien besluttede skolen sig for at indgå i et samarbejde med UC Sjælland.
"Vi valgte 7. klassetrin, fordi vi så kan fortsætte i 8. og 9. klasse. Ved at køre et længerevarende, sammenhængende forløb kan vi få mere læring ud af det, og det bliver tydeligere, hvad eleverne er blevet bedre til", fortæller Anne-Marie Andreasen.
Fire forsøg i ét
Projektet består af fire eksemplariske forløb:
1) Det skal efter den såkaldte SAMR-model undersøges, hvor meget iPad'en påvirker undervisningen. Der er fire trin, hvor man på det første alene bruger tabletten til at digitalisere kendte undervisningsformer, mens man på fjerde trin laver undervisning, der kun kan lade sig gøre med en iPad.
2) Der skal laves forsøg med 'Flipped Classroom', hvor eleverne ser instruktions-videoer hjemme og løser opgaver i skolen. Eleven sender efter at have set videoen spørgsmål til læreren, der så ved, hvad der skal forklares yderligere og trænes i timen.
3) Det skal undersøges hvordan lærerne indbyrdes kan forberede sig og videndele om undervisningsforløb eller temaer. Overskriften er her 'Lesson Studies'.
4) Der bliver sat fokus på tabletternes pædagogiske og psykologiske effekter. For eksempel hvordan det påvirker elev-lærer-relationen og relationen eleverne i mellem, at de nu arbejder på iPads.
Høje-Taastrup-elever tester ny skole-computer
Lærerne får ekstra timer
For at projektet kan blive til virkelighed, har Fløng Skole søgt og fået 130.000 kroner fra en udviklingspulje under Høje-Taastrup Kommune.
"De går blandt andet til at give lærerne ekstra ekstra timer til at gå med i projektet og samarbejde med læreruddannelsen. Og så har der været behov for at indkøbe fysiske ting som ekstra printere og stik", fortæller Anne-Marie Andreasen.
Hun håber på, at Fløng Skole ved at være med i projektet kan komme et skridt foran it-udviklingen.
"Udviklingen på it-området går så utrolig stærkt. Ting bliver hurtigt forældede, så vi tænkte, at nu må vi gøre noget for at være på forkant. Hvis ikke man gør noget for at komme i gang og komme videre, bliver man hurtigt fanget i den samme trummerum, hvor man gør, som man altid har gjort", siger souschefen, der selv har en diplomuddannelse i it.
Anne-Marie Andreasen håber samtidig på en positiv reaktion fra de elever og lærere, der deltager i projektet.
"Jeg håber helt klart på, at det kan være med til at inspirere og løfte, så de unge mennesker kan få endnu mere ud af deres undervisning", siger hun.