Hvad gør man som lærer, når man underviser elever, der af forskellige årsager ikke spiser bestemte madvarer? 

Det var hovedspørgsmålet, som Akademi for Madkundskabsdidaktik satte sig for at undersøge tilbage i 2021, og som er resulteret i rapporten Madmæssig Mangfoldighed i Madkundskab. 

Ideen til projektet kom fra lektor i madkundskab ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole Majbritt Pless, som havde en fornemmelse af, at lærerne tacklede madmæssig mangfoldighed meget forskelligt. Den teori holdt stik. 

"Det var faktisk noget af et eventyr, vi kom ud på, da vi gik i gang med at spørge madkundskabslærerne. For vi fik en del svar, vi ikke havde ventet, og det viste sig, at der virkelig var store forskelle", fortæller professor i madkundskab Karen Wistoft, som står i spidsen for akademiets seks undervisere fra professionshøjskolerne.

De mest overraskende svar handlede om det, som akademiet valgte at kalde 'gastro-nationalisme'. 

For eksempel skrev en lærer: 

"Jeg synes ikke, at man skal deklamere, at man underviser i madmæssig mangfoldighed – det er som at hænge [det snavsede] vasketøjet offentlig til skue. Mærkeligt tema!".

Den type svar kom fra to-tre procent af lærerne, så det var langt fra mainstream.

"Lærerne mente, at deres opgave var at formidle de danske nationalretter i madkundskab og ikke andet. Det duer slet ikke. Madkultur og måltider er et af de fire kompetenceområder, og det fremgår af læreplanen, at det handler om kultur og diversitet i forskellige lande og forskellige køkkener. Du kan ikke leve op til fagets formål, hvis du bare klipper det ud", siger Karen Wistoft.

Kompetenceområdet er der, for at man kan arbejde med geografi og kultur, og det er oplagt at forholde sig til elevernes egne kulturelle og religiøse præferencer, mener hun. 

"Hvis man kun underviser i dansk mad, svarer det nærmest til, at man kun arbejder med  kristendommen i faget kristendomskundskab", siger hun.

Nogle er for pressede til at tage verden ind

Karen Wistoft understreger, at det kun var få lærere, der gik så langt i deres modstand mod andre kulturers mad i faget. Men det betyder ikke, at resten alle arbejdede aktivitet med diversitet. 

Akademiets analyse viser, at en tredjedel af lærerne arbejder didaktisk med madmæssig mangfoldighed og reflekterer over det i deres forberedelse og gennemførelsen af undervisningen. En tredjedel gør det sjældent. Og en tredjedel gør det slet ikke. 

"Vi troede, at de erfarne ville være de mest låste, men det er tværtimod de mest uerfarne, som ikke kan overskue at tage andre kulturer ind eller tage hensyn til eleverne, fordi de bruger alle deres kræfter på bare at holde faget kørende", fortæller hun.

I den anden ende af skalaen fik de svar fra lærere, som arbejdede meget aktivt med diversiteten i faget. En lærer svarer for eksempel: 

"For mig indebærer undervisning og læring om madmæssig mangfoldighed, at man har blik for, hvorfor man har de mad- og smagspræferencer, man har. Granske lidt i det. Mad har jo ofte en fundering i nogle traditioner. Det kan være familiemæssige traditioner, men de kan også være kulturelle, farvet af de trends eller de folk, man omgås. Hvordan ens mad- og smagspræferencer udvikler sig gennem livet er – for mig at se – vigtigt at tage fat i meget tidligt".

Andre bruger eleverne som resurser

Karen Wistoft var imponeret over at se, hvordan nogle lærere reflekteret brugte mangfoldigheden både som et indholdsemne, men også som en ramme for undervisning. 

Hun nævner for eksempel en skole på Amager, hvor lærerne inviterede forældrene ind med deres nationalretter til måltidsfællesskaber og fik en dialog om, hvordan vi lever og spiser forskelligt. 

"Det overraskede os også positivt, hvordan de her knalddygtige lærere brugte de elever, som ikke spiste forskellige typer mad af forskellige årsager som resurser til at fortælle, og dermed hjalp de andre elever til at forstå og acceptere andre madmæssige præferencer".  

Hun er selv ikke et øjeblik i tvivl om, at det er til stor gavn for eleverne, at man arbejder bevidst med madmæssig mangfoldighed i madkundskab. Og det passer perfekt ind tankerne om at arbejde praksisfagligt i skolen. 

"Madkundskab handler om at gøre børnene nysgerrige og give dem madmæssige erfaringer. Børn vil jo rigtigt gerne lære at lave mad fra andre lande og kulturer, og de skal have lov til at eksperimentere og reflektere over hinandens præferencer. Det skaber nysgerrighed og faglig stolthed", siger hun.