Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I seneste nummer af Folkeskolen har journalist Sebastian Bjerril skrevet en længere nyhedsanalyse om indholdet og intentionerne med den nye skoleaftale.

Flere gange undervejs henviser han til, at ambitionerne i lighed med tidligere er, at de reviderede fagplaner for lærerne kommer til at virke som et praktisk værktøj. Og fra såvel politikere som fra skolens parter og medlemmerne af den ekspertgruppe, der skal udvikle skabelonen for den forestående revision, har han fået optimistiske bud på, at det vil ske, fordi lærerne denne gang er med hele vejen.

Men det er en naiv optimisme, og det vil næppe komme til at ske, da tekster, som bliver udsendt centralt fra ministeriet, aldrig kan blive relevante for praksis.

Den konkrete virkelighed ude på folkeskolerne er alt for broget til, at fagene kan fanges ind af generelle forskrifter. Hvis lærerne for eksempel skal tilrettelægge deres undervisning efter den enkelte elevs forudsætninger, som der står i Folkeskoleloven, kan hverken indhold eller form på en meningsgivende måde fastsættes centralt.

Der har gennem alle år siddet lærere med i de ministerielle udvalg, der har revideret faghæfterne. Men det giver som sagt ingen garanti for, at de kan bruges i praksis. Efter alt sandsynlighed vil de nye fagplaner forsat kun blive brugt af ministeriet, forlagene og underviserne på læreruddannelsen. Men det er som sådan også fint nok.

Lokale varianter kunne gøre fagplanerne relevante 

Vi skal helt tilbage til en gang i 1970’erne og slutningen af 80’erne, hvis vi skal finde eksempler på, at lærerne brugte faghæfterne i deres daglige arbejde.

Det skyldtes ikke, at lærerstanden dengang var statslige tjenestemænd og mere artige, men derimod at kommunerne landet over dengang prioriterede fagbeskrivelserne langt højere, end det blev kutyme da New Public Management ramte den offentlige forvaltning i Danmark i 1980’erne.

Dengang blev der i mange af landets kommuner og på tværs af skolerne nedsat lokale læseplansudvalg for de enkelte fag. Her kunne man med udgangspunkt i ministeriets vejledende hæfter udarbejde lokale varianter.

Typisk for mange af de lokale læseplaner var for eksempel, at de i langt hørere grad rettede sig mod elevernes udviklingsmæssige progression. Derudover blev der også mange steder fokus på det lokalhistoriske.

Det gav af gode grunde det ejerskab til faghæfterne, der skal til for at gøre dem brugbare i det daglige for lærerne. Men der er selvfølgelig omkostninger forbundet med at lave læseplansudvalgene, og det bliver næppe prioriteret i de kommunale budgetter, selvom det ville højne effekten af fagplanerne og styrke det lokale demokrati ude på skolerne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk