Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Lasse fra min gamle 9.-klasse udbrød sidste år: “Martin, jeg føler virkelig at alt det, vi laver i samfundsfag, er vigtigt!”. Måske var det en skjult stikpille til samfundsfagslæreren, der uge efter uge havde understreget, at netop dagens centrale begreber og problemstillinger var supervigtige. Jeg tror dog også, det var en erkendelse af, at Lasse hver eneste uge mødte nyt stof og nye perspektiver, han ikke kunne træde ud i livet uden.

Som samfundsfagslærer oplever jeg da også en helt vild stoftrængsel. Realistisk set når jeg syv forløb i løbet af 8. og 9. klasse, hvoraf jeg mener, at de seks af dem næsten er givet på forhånd.

Man kan nemlig ikke komme udenom at arbejde med demokrati, magt og medier, herunder elevernes egne demokratiske deltagelsesmuligheder og den formelle, demokratiske styringskæde. 

Ideologier og partier er selvfølgelig også vigtigt, og det er jo heller ikke noget, vi lige klarer på en dobbeltlektion. 

Det skal vi også nå

Nå ja, så skal der også arbejdes med økonomi – fra den helt private, over den nationale til den globale.

Og nå ja, så skal vi lige have om sociale og kulturelle forhold, for det er vigtigt både at arbejde med socialisering og sociale og kulturelle forskelle.

Og nå ja, så må vi ikke glemme international politik og EU, for det er jo også vildt betydningsfuldt og en del af samfundsfagets mål.

Det er alt sammen relevant og supervigtigt, synes samfundsfagslæreren her, som ender med at mose alt for meget stof ned i timerne. For hov, vi skal jo også arbejde med undersøgelsesmetoder, formidling, informationssøgning, sprog, skriftsprog og statistik. Det er nemlig også færdigheds- og vidensområder, som er beskrevet i ’Fælles Mål’ for samfundsfag. Og så nåede vi heller ikke kriminalitet, ligestilling, flygtninge eller bæredygtighed i år.

Oven i alt dette skal undervisningen også gribe begivenheder fra dag til dag. Det er måske noget af det allervigtigste: At der er rum for en kvalificeret, kritisk og nuanceret samtale om og undersøgelse af det, der sker i samfundet netop nu. Men det bliver tit noget, vi haster os igennem, for vi skal jo også lige nå det om markedsøkonomi og blandingsøkonomi, der står i årsplanen.

Skolens mindste fag

Jeg er så heldig at være en del af fagudvalget for samfundsfag, som skal arbejde med den nye fagplan for samfundsfag. Jeg mener, at det er fornuftigt, at vi får set på dem – og ikke mindst på antallet af mål for faget. Samfundsfag er nemlig skolens mindste fag, som i sin nuværende form indeholder hele 19 færdigheds- og vidensområder, der skal pløjes igennem på 120 undervisningstimer fordelt på to skoleår.

Læg dertil at samfundsfagets nuværende fælles mål er meget indholdstunge og skaber langt flere begrænsninger end målene i de øvrige kulturfag, historie og kristendomskundskab, hvor målene i langt højere grad er kompetencer, der kan udvikles på tværs af en lang række emner.

Så selvfølgelig drømmer jeg om flere timer til samfundsfag. Man kunne sagtens starte i 6.-7. klasse med demokrati, medborgerskab, menneskerettigheder og privatøkonomi. Men alle fagnørder drømmer jo om flere timer i netop deres fag, og skoledagene er bestemt lange nok. Derfor handler det om at skære faget skarpt til, hvilket vi kan gøre i arbejdet med fagets mange mål.

For en del af vores elever er samfundsfag i folkeskolen den eneste samfundsfagsundervisning, de nogensinde får. Det bliver godt at formulere et samfundsfag, der både pirrer nysgerrigheden, men også gør Lasse og hans klassekammerater til endnu mere handlekraftige, kritiske og deltagende medborgere – uanset hvilken retning deres uddannelsesvej går.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk