Fagplaner
Johny Kristensen
Nu bliver alle lærere involveret i fremtidens fagplaner for skolen
Alle folkeskoler har i dag fået brev fra Mattias Tesfaye og Sammen om Skolen med et spørgeskema, hvor lærere, pædagoger og skoleledere kan give input til de kommende læreplaner for folkeskolens fag.
Hvad er god og motiverende undervisning på vores skole?
Hvad fungerer særligt godt, og hvad fungerer mindre godt i Fælles Mål?
Sådan lyder to af spørgsmålene i det brev, hvor medarbejderne ved alle landets folkeskoler i dag bliver bedt om at give input til de kommende læreplaner for skolens fag, som allerede er døbt 'fagplaner' og skal erstatte Fælles Mål.
”Det er en kæmpe forandring af folkeskolen, at vi nu tager et opgør med de eksisterende læreplaner. Med de nye fagplaner får lærerne frihed til at lave undervisning, der skaber engagement i netop deres klasse. Det er ude på skolerne, at de ved, hvad der virker. Og hvad der ikke gør. Derfor er lærerne, eleverne og skoleledernes bidrag helt afgørende", siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der i dag på vegne af Sammen om Skolen-partnerskabet og folkeskoleforliget har sendt et brev til samtlige folkeskoler.
Materialet til folkeskolerne
"Det handler om, at vi skal have slankere læreplaner, vi skal fokusere på fagenes kernestof, og så skal vi give jer, der varetager undervisningen, langt mere frihed til at tilrettelægge den, så den passer til jeres klasse", siger han i en video i det udsendte materiale, hvor også formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen appellerer til, at lærerne giver deres input til brugbare planer, som kan give en mere sprudlende undervisning.
Skolernes bidrag vil blive overleveret til ekspertgruppen for fagfornyelsen, der blev nedsat i januar 2024.
Ved udgangen af året skal ekspertgruppen aflevere et beslutningsgrundlag til folkeskolens forligskreds med forslag til et enkelt format for Folkeskolens Fagplaner.