Dårlig test - ingen sommerferie

Amerikanske skoleelever, der ikke klarer læse- eller regneprøver, tvinges i sommerskole og risikerer at dumpe

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er stille i klassen - musestille. Alle kigger på uret. Præcis klokken 9.15 giver den kvindelige lærer den første instruktion.

'Dette er et eksempel - I skal ikkeskrive noget. Hvilket dyr har vinger? A. En fugl. B. En hund . . . Ja, det er A, så der skal en bolle omkring A'et. Har I forstået det?'

De 23 elever i 4. klasse på PS 199-skolen i Manhattans Upper West-kvarter nikker bekræftende - helt samtidigt med titusindvis af andre 4.-klasse-elever i New York by og i New York stat, der denne majdag får testet deres sciencekundskaber.

'Nu har I 45 minutter til at besvare spørgsmålene, og der skal være helt stille under prøverne - værsågod at gå i gang'.

Mens eleverne kaster sig over opgavearket, kaster jeg et blik på de instruktive papskilte, der hænger ned fra loftet. På ét lyder budskabet under overskriften evaluering: Vi opstiller kriterier, og vi evaluerer vores arbejde.

Evaluering står højt på dagsordenen i USA, endda i en grad, så det er et væsentligt tema i den igangværende præsidentkampagne. Assessment - som det hedder - deler nationen og sender dårlige testelever i sommerskole i hobetal. Flere stater, herunder New York, har nemlig indført den konsekvenspædagogik, at eleverne i 3., 4. eller 5. klasse, der ikke opnår det forjættede minimum i forårets læse- eller regneprøve, tvinges til at gå i sommerskole. Det er ikke leg og læring, der er på programmet, men testtræning. For hvis en ny prøve ikke bestås i august, må de gå klassen om.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig de problemer, denne blinde tro på testning afstedkommer. Børnene oplever nederlag, forældrene er ængstelige, og ferierne går i vasken, mens skolerne får store problemer med planlægning af næste skoleår. Sidst, men ikke mindst, slår det store testapparat tilbage i undervisningen og præger den. I værste tilfælde bliver læseplan til testplan.

Test kan være nyttige

Skolevejleder Kirsten Loderer fortæller, at hun og hendes kolleger dog også anerkender, at test faktisk kan give nyttig viden. For eksempel om stille børn, der afslører stor viden i prøverne. Eller børn, der har blinde pletter, som testen giver nyttig indsigt i, så lærerne kan forbedre deres undervisning. Hun fastslår: 'På vores skole bliver ingen elever bedømt udelukkende på de lovbefalede test. Lærerne ser bredt på eleverne, inddrager dem og deres forældre, og vi sætter de bløde værdier højt'.

Derfor var der sidste år også færre end ti fra skolens bredt sammensatte elevgruppe på over 500 børn, der måtte gå om. Kirsten Loderer tilføjer: 'Dagens natur/teknikprøve, der er en multiple choice-test, bliver fulgt op af en 'hands on'-prøve i næste uge. Her kan børnene vise deres færdigheder ved nogle små eksperimenter med elektriske kredsløb, måling af temperatur og lignende'.

Andre er mere bekymrede for deres elevers testevner, for 47 lærere og skoleinspektører i New York står anklaget for at have svindlet med sidste års prøver. Skoler, der ikke opnår ordentlige resultater, er nemlig af politikerne blevet truet med at blive lukket, selv om det måske bliver ved truslen. Men der ruller også hoveder på højere plan, idet skoledirektørernes levetid i New York ikke overstiger to år. For tiden er stillingen ubesat, blandt andet fordi minimumskravene har været sat for højt, og 9.000 elever sidste år ufortjent havnede i sommerskole. Som spørgsmålet formuleres her: 'Skal evalueringsredskaberne føre eller følge undervisningen?'

Politikerne stresser lærerne

Antidarwinisterne i staten Kansas, der tabte kampen om at fjerne udviklingslæren fra de lokale læseplaner, har vejret morgenluft. De kæmper nu for at få spørgsmål om evolutionen ud af testene, vel vidende at så ryger de nok også ud af undervisningen. Som de siger i USA: 'Teaching og testing er tæt forbundne'.

Skoleinspektør på PS 199 Gary Goldstein mener, at testene er gode reskaber, der blot skal bruges med omtanke. Han bruger dem i samarbejdet med det pædagogiske personale til at udvikle undervisningen. Derfor fastslår han: 'Problemet er først og fremmest politikernes pres og manglende tålmodighed. Lærerne bliver stressede af, at der ikke er tid til at få evalueringerne til at virke i en bredere sammenhæng'.

PS 199 klarer sig, fordi skolen er velfungerende og har god forældreopbakning, og af skolens informationsfolder fremgår det klart, at man også lægger stor vægt på de kreative og musiske sider. Der er dramatilbud, samarbejde med en balletskole og New York Filharmonikerne; der er skrive- og læseprojekter og billedkunstaktiviteter, og for børnene i handicapafdelingen er der 'rullestolsballet'. Inspektør Goldstein er derfor især bekymret for skolerne i de ressourcesvage områder.

'Mit største ønske er, at systemet giver os tid til at gennemføre de fornuftige reformer, der er sat i gang, så vi kan skabe de gode skoler, vi ønsker for vores børn', fastslår Gary Goldstein, inden han skynder sig ind til en forældresamtale.

Efter scienceprøven er 4. klasse på PS 199 nok ikke i tvivl om, at deres arbejde bliver evalueret. Måske funderer de over, om de mon selv er med til at opstille kriterierne. Der er imidlertid ingen tvivl om, at de lever op til skolens motto, der forkyndes med store bogstaver bag den bevæbnede dørvagt ved skolens indgang: 'Arbejd hårdt og vær venlig'.-Jan Trojaborg er formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse