Afgangsprøver og skolestart evalueres
Danmarks Evalueringsinstitut tager fat på en ny runde
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I øjeblikket har Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) travlt med at færdiggøre sit første projekt på grundskoleområdet - en evaluering af skolevæsenerne i Hirtshals og Middelfart Kommuner. Rapporten bliver offentliggjort i juni.
Men allerede nu er de næste projekter besluttet, jævnfør følgende procedure: Eva's ledelse har udarbejdet et udkast til en handlingsplan, som er blevet godkendt af instituttets bestyrelse og skriftligt kommenteret af repræsentantskabet, hvorefter såvel kommentar som handlingsplan er endelig godkendt af undervisningsministeren, hvorpå handlingsplan 2001 er blevet offentliggjort.
Det blev afgangsprøverne og skolestarten.
'Vi er i gang med evaluering af to skolevæsener i øjeblikket, så det skal ikke lige være det igen, og det skal heller ikke være fagevalueringer, fordi det gør vi på gymnasieområdet. Så det er oplagt med tematiske evalueringer i folkeskolen', begrunder direktør for Eva, Christian Thune.
Når det lige blev afgangsprøverne og skolestarten, så er det, fordi 'det er to store, væsentlige og krævende områder, som også er fremme i debatten. Dem vil vi gerne synliggøre'.
Skoler kan ikke sige nej
Evalueringen af afgangsprøverne skal blandt andet undersøge, om prøverne giver eleverne en formel kompetence, der står mål med ressourceforbruget, og om der er overensstemmelse mellem prøver og undervisningens formål. Desuden skal forholdet mellem afgangsprøverne og aftagerinstitutionernes brug af dem belyses.
Endelig skal evalueringen undersøge, hvilken betydning de nye prøveformer i fysik og matematik samt projektopgaven har haft for undervisningen. Og om der kunne være behov for nye prøveformer på andre fagområder.
I evalueringen af skolestarten vil Eva blandt andet undersøge, om undervisningen i børnehaveklassen betyder, at skolestarten reelt er rykket ned, eller om der i børnehaveklassen stadig er tale om førskoleaktiviteter.
Evalueringen vil også se på, om børnehaveklassen og de første skoleår påvirker hinanden med hensyn til pædagogiske metoder og faglighed.
Endelig skal evalueringen kortlægge omfanget af kommunale og skolemæssige handlings- og indholdsplaner for børnehaveklassen.
Eva vil i løbet af foråret melde ud, hvilke kommuner og skoler der skal deltage i evalueringerne, som går i gang i august og afsluttes juni 2002. De udvalgte kommuner og skoler kan ikke sige nej. Det kunne Hirtshals og Middelfart på grund af den daværende fredsordning F2000.Læs mere på www.eva.dk