Undervisningsminister Merete Riisager sender et signal om frihed til folkeskolen og lærerne, men hendes politiske visioner møder modstand fra nogle af skolens tunge interessenter.
• Kandidat i pædagogik fra Københavns Universitet.
• Konsulent og leder i IMS Assima, PricewaterhouseCoopers ogLego.
• Medlem af Folketinget for Liberal Alliance fra september 2011.Markant undervisningsordfører, der var vedholdende i sin kritik affolkeskolereformen.
• Undervisningsminister fra 28. november 2016.
• 41 år gammel, gift og mor til to.
Resultater i Riisagersministerperiode
• Færre bindende Fælles Mål. Til oktober fremsættes etlovforslag, der betyder, at de 3.170 færdigheds- og vidensmål, deri dag er bindende, bliver vejledende. Dermed bliver kun de 215kompetencemål bindende.
• Kortere skoledag. 50 skoler har i skoleåret 2017/18 fået lovtil en kortere skoledag som et forsøg.
• Fagligt løft. På statsministerens initiativ har regeringenafsat 500 millioner kroner til at løfte lavt præsterendeskoler.
• Debat om dannelse. På årets Sorø-møde, der er etuddannelsespolitisk topmøde, satte undervisningsministeren»dannelse« på dagsordenen. Hun har i hele sin ministertid arbejdetfor at gøre folkeskolen til »folkets skole«.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Merete Riisager vil give friheden tilbage til skolerne og lærerne. Men når den liberale ministeren og Christiansborgs undervisningsordførere forsøger at løsne bindingerne for skolens professionelle, møder de modstand: For eksempel protesterede både KL og Finansministeriet over det lovforslag, der skal gøre tusindvis af Fælles Mål vejledende. Og KL er bekymret for, at Riisagers forsøg med kortere skoledage på 50 skoler vil føre til en »ustyrbar« proces.
Annonce:
Så hvordan vil en minister i en mindretalsregering komme igennem med at give mere frihed til lærerne og skolerne? Folkeskolen mødte undervisningsministeren for at høre, hvordan lærerne kommer til at mærke, at der er frihed på dagsordenen i Undervisningsministeriet.
»Jeg er minister på en måde, hvor jeg ønsker at deregulere og give handlefrihed til de professionelle. Vi skal både have en samtale om skolens virke og tale om, hvad der er vigtigt, og hvad der er vores opgave - hvis jeg stadig var i det private erhvervsliv, ville det hedde værdibaseret ledelse«, siger Merete Riisager (Liberal Alliance) og uddyber:
»Det handler ikke kun om at sende signaler ud igennem Emu'en, men også om at folkeskolen er en institution, der skal være levende samtaler omkring. Der vil være konkrete initiativer, men når det handler om dannelse og kundskaber, så handler det om at puste liv i en samtale om skolens virke, og om hvad der er centralt - også i en erkendelse af, at det ikke altid er noget, man kan sætte to sorte streger under«, siger undervisningsministeren.
Før sommerferien kortlagde Folkeskolen de forskellige kommuners mange projekter og mål for skolen i serien »Projektitis«. Spørgeundersøgelsen viste, at kommunerne i vid udstrækning har lagt egne mål og projekter oven i de mål og regler, som skolerne er pålagt af Undervisningsministeriet.
Hjælper det noget at have en minister, der taler om frihed og dannelse, hvis kommunernes forvaltninger insisterer på egne mål og projekter?
»Folkeskolen er en konstruktion, hvor der lovgives fra Christiansborg, og hvor der udsendes regler og forordninger fra ministeriet, men som styres decentralt af kommunerne og skolelederne. Det er hele det kompleks, som lærerne arbejder i«, siger Merete Riisager og bruger debatten om Fælles Mål som eksempel:
»I forligskredsen bag folkeskolen har vi besluttet, at en stor del af læringsmålene ikke skal være lovbindende. Årsagen er, at der skal være et frirum til den levende undervisning. Så vil der være en diskussion om, hvordan det skal finde sted, hvordan det skal implementeres, hvordan vejledningerne skal være og så videre. Det er et stort og solidt arbejde, hvor mange forskellige interessenter skal arbejde sammen. Men signalerne sendes fra mig. Det er mig, der er ministeren og har det overordnede ansvar for, at skolen fungerer«, siger hun.
Med folkeskolereformen blev didaktikken læringsmålstyret. Hvor undervisningen i den danske skole traditionelt har været optaget af indholdet i undervisningen, blev idealet, at eleverne skulle »lære at lære«. Merete Riisager vil have en samtale, hvor viden, erkendelse og forståelse igen kommer på dagsordenen i stedet for form og metode.
»Der er behov for at have en samtale om indholdet. Indholdet er skolens vigtigste opgave og sjæl. Det er ekstremt vigtigt at have en forståelse i det pædagogiske miljø af, at børn også skal internalisere viden. Ved at gøre det opbygger man sin hjerne rent kognitivt. Det er ikke nok at kunne oversætte en tekst ved hjælp af Google Translate - det at lære et sprog selv opbygger ens hjerne og gør den i stand til at analysere andre ting«, siger Merete Riisager og fortsætter:
Annonce:
»Det handler om, at børn skal lære noget - og dette noget er vigtigt, fordi det giver dig myndighed og gør dig i stand til at agere. Dannelse er at have viden, forståelse og erkendelser, der gør dig i stand til at træffe beslutninger på et godt grundlag«.
»Skolen er mere end at lære færdigheder, skolen er en reproduktion og genopfindelse af det samfund, vi har. Det vil sige, at det, som vi beslutter er væsentligt og centralt i skolen, er afgørende for, hvordan vi genskaber det samfund, vi lever i. Den erkendelse er rigtig vigtig: Skolen er en samfunds- og kulturinstitution, man ikke bare kan reducere til færdighedstilegnelse«, siger undervisningsministeren.
Formålsparagraffen er central
Ud over fokus på undervisningens indhold arbejder ministeren for en større balance mellem skolens formål og mål. I folkeskolens formålsparagraf står for eksempel, at eleverne skal forberedes til et samfund med frihed og folkestyre. Merete Riisager har ingen planer om at ændre formålsparagraffen, sådan som KL har foreslået. Tværtimod mener hun, at den bør blive en mere central del af skolevirkeligheden.
»Vi har ikke været eksplicitte nok i forhold til at forklare børn og unge, hvad forudsætningerne for et frit samfund er. Vi har tænkt, at det var givet, men det er det slet ikke. Det er ikke noget, vi har prioriteret generelt. Derfor kan der godt være lærere, der har taget ansvaret for det, men det har ikke spillet nogen større rolle i samtalen om skolen. Det er mere væsentligt end nogen sinde at undervise i grundlaget for vores samfund«.
Med frihed følger ansvar
Selv om ministeren - nogle gange sammen med folkeskoleforligskredsen, andre gange uden - arbejder for at skabe et større frirum til god undervisning, er det ikke sådan, at alle døre står åbne i den politiske verden. I høringssvaret vedrørende færre bindende Fælles Mål skrev KL for eksempel, at organisationen ikke vil overlade sin ret til at prioritere mellem mål og opgaver til skolerne og lærerne: »Det er derfor KL's forventning, at den mulighed for lokale prioriteringer, der omtales i bemærkninger i lovforslaget, omfatter både kommunale og skolemæssige prioriteringer.
Merete Riisager ville, da Folkeskolen var på besøg en af de første dage i det nye skoleår, ikke forholde sig til høringssvarene, fordi høringsprocessen stadig var i gang. Men overordnet siger hun:
»Har der nogensinde siddet en minister, der har gennemført sine ting, uden at der er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved det? Det er en proces, og nu bliver der sat en standard om dels den gode undervisning, dels en samtale om indholdet. Nogle vil sige: 'Det er næsten ikke nogen ændring'; andre vil sige: 'Det er en kæmpestor ændring'. Det betyder ikke, at man ikke skal måle på sin undervisning og være bevidst om, hvad det er, eleverne forstår, men vi må ikke reducere undervisningen til bare at være færdighedstilegnelse«.
Ministeren understreger, at lærerne stadig skal måle på deres undervisning, men de skal lokalt have større indflydelse på hvordan og hvornår, og det kræver, at de fagprofessionelle på skolerne tager ansvaret på sig.
»Frihed og ansvar hænger sammen. Det er uløseligt forbundet. Hvis man vil give mere frihed, så er man afhængig af, at nogen griber det som et ansvar. Men min erfaring er bare, at det ofte sker. Hvis man sørger for at klargøre, hvad opgaven er, så vil de fleste professionelle tage imod ansvaret. Vi har meget dygtige mennesker ansat i den danske folkeskole, og de har en god uddannelse. Det kan godt være, at der sidder et par stykker, der gerne vil fritages for mere ansvar, men jeg tror langt hen ad vejen, at lærere som faggruppe er med på at tage noget ansvar på sig«, siger hun.
Frihedsbisserne sætter kursen
Merete Riisager har også påtaget sig at sørge for, at alle i ministeriet arbejder i retning af at give mere frihed til lærerne. Hun har åbnet »Frihedssekretariatet« - et nyt sekretariat i Undervisningsministeriet, hvor medarbejderne, ligesom de såkaldte budgetbisser i Finansministeriet, går tingenes økonomiske konsekvenser efter i sømmene. På samme måde arbejder to embedsmænd med at binde frihedsinitiativerne sammen. Så mens ministeriet tidligere var meget optaget af mål og regulering, peger pilen i dag også organisatorisk i en anden retning:
»Jeg tror, at mange oplever, at der bliver sat en anden dagsorden for en række ting. Vi har departementet og to styrelser, det er 900 mennesker i alt. Nogle gange kan der være behov for, at der sidder nogle personer centralt og binder tingene sammen«, siger Merete Riisager.
Ud over forandringerne i selve departementet kommer der også til at ske ændringer ude i kommunerne, lover hun uden at ville løfte sløret for, hvad der konkret er planlagt.
»Det er både en central og decentral proces, men uden den decentrale proces er den centrale proces ligegyldig. Man skal gribe nogle af de her dagsordener decentralt. Jeg laver greb, der faciliteter det decentrale arbejde, men det er ude i klasselokalerne, tingene sker«, siger ministeren.
Test er kommet for at blive
»De fortsætter, tror jeg. Der er nogle klart definerede, meget snævre mål. Uanset hvilke parametre man måler folkeskolen på, er der aldrig et parameter, der måler alt. Uanset om vi taler nationale test eller målsætninger for folkeskolereformen - eller Pisa. Enhver måling er et udsnit af fagligheden. Jeg synes, det er væsentligt, at man har en samtale om det, der rækker ud over også«, siger Merete Riisager.
Men selv om ministeren ikke opfatter de nationale mål med folkeskolereformen som »de primære barrierer for, at hverdagen kan fungere«, vil hun gerne nedtone betydningen af testene og ikke udelukkende definere folkeskolereformens succes via de snævre testmål.
»Det kan godt være fint at måle på dansk og matematik, fordi det er der, tingene starter. Man skal lære at læse, skrive og regne for at tilegne sig de andre fag i skolen. Men det giver ikke mening at reducere skolens opgave til færdighedsmål i dansk og matematik. Så det duer ikke, hvis lærerne siger: 'Hvis vi klarer skærene på de parametre, der ligger i folkeskolereformen, så er vi i mål'«, siger Merete Riisager og uddyber:
»Det handler om at give test den betydning, de skal have, og ikke mere end det. Der er ikke noget i vejen med test og eksamener, man må bare ikke opskrive dem til at være udslagsgivende for hele skolens virke, for det er de ikke«.
Med Merete Riisager er der altså en undervisningsminister, der vil ændre ved både skolens indhold og rammer. Spørgsmålet er, om hun har magt, som hun har agt. Det næste skoleår vil gøre os klogere på, om »frihedsbisserne« eller ønskerne om styring bliver de mest markante i folkeskolens virkelighed.