Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Duften af grillpølser og lyden af larmende børn er ved at lægge sig.

Tilbage sidder 500 glade elever, der har været på skovsommertur. Der har været remoulade, ketchup og kaos overalt, men det gør ikke noget, for eleverne nød, at der var højt til loftet.

Blandt lærerne var det dog ikke alle, som var lige begejstret for skovturen. Mens nogle af mine kollegaer dokumenterede hele dagen på deres telefoner og deltog i ringridning og fangeleg, stod andre på sidelinjen og så passivt til.

Det er præcis det billede, jeg har af frihedsforsøget, som min skole er en del af: For nogle lærere tænder det en gnist, men det for andre slukker begejstringen.

For mig blev det et symbol på endnu en spareøvelse, som ikke løser folkeskolens reelle og aktuelle udfordringer. Det ville kræve en bedre økonomi og flere lærere og pædagoger i klasserne. Det fik vi ikke med frihedsforsøget.

Svært at udvikle nedefra

Problemet er, at vi på trods af gode intentioner arbejder under alt for uklare rammer og med en økonomi, der slet ikke rækker.

Ambitionen om, at vi skal udvikle vores skole nedefra, er uoverskuelig, da timerne, vi lærere skal bruge på at udtænke og planlægge nye initiativer, er svære at placere på en opgaveoversigt.

Jeg mener heller ikke, at vi i frihedsforsøget er lykkedes med at løfte det faglige niveau eller fremme det gode børneliv. I stedet er folkeskolerne i Esbjerg blevet gode til at sælge netop deres skole ved at pakke den ind i buzzwords og pædagogiske trends.

Derfor kommer jeg nogle gange til at frygte, at friheden skaber profilskoler og øger konkurrencen skolerne i mellem. Vi mister indhold og substans til fordel for et perfekt ydre og muligheden for først at møde klokken 09.00.

De elever, som før frihedsforsøget kæmpede mere i folkeskolen end de andre børn, har heller ikke fået bedre kort på hånden nu. Vi mangler fortsat tolærertimer og en lavere klassekvotient. Og uanset hvor mange mellemformer, vi tilbyder, er jeg bange for, at det ikke er godt nok.

Vi har ikke tid til eleverne

Det er også tydeligt, at vi stadig har svært ved at dække de behov, eleverne har. Hvis vi har et barn, som har brug for særlig tilrettelagt undervisning, ender de i stedet ofte med 26 klassekammerater og halvanden time med en pædagog om ugen – hvis altså ikke pædagogen er syg den dag.

Tiden til de mange vigtige opgaver er blevet for knap, og mens inklusionsopgaven og dokumentationsbyrden vokser, bliver tiden til forberedelse og relationsarbejde mindre. Det lægger et pres på elevernes, lærernes og børnehaveklasseledernes trivsel.

Det skal vi gøre bedre, for trivslen er forudsætningen for en god og velfungerende folkeskole, hvor færre elever og lærere deltager passivt fra sidelinjen. 

Vi må tænke langsigtet

Det er også tydeligt, at den kortere skoledag, er et hit hos eleverne. Blandt lærerne var vi også glade i starten, da det betød, at vi kunne være to lærere i flere af undervisningstimerne.

Men nu hvor økonomien presser, er der ikke længere råd til at være to voksne i klasserne, og de korte skoledage endt som en spareøvelse, der både rammer kvaliteten og kvantiteten

Hvis folkeskolens elever og lærere skal lykkes på sigt, kræver det et helikopterperspektiv og en langsigtet øremærket politisk investering i folkeskolen.

Vi kan ikke være bekendt ikke at kunne tilgodese de behov, som vores elever kommer med, og vi kan ikke være bekendt at lukke øjnene for, at folkeskolen står over for en række store udfordringer efter mange års underfinansiering.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk