Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Frihedsdagsordenen fylder meget i debatten om den gode skoledag. Men jeg vil gerne spørge; frisætter vi for frisættelsens skyld, eller gør vi det for at skabe den bedst mulige folkeskole? 

Lige nu har vi store ambitioner for folkeskolen: praksisfaglige rammer, lektiefri, åbenhed, styrket inklusion og bekæmpelse af stigende mistrivsel. Frisættelse er et vigtigt redskab, der kan skabe bedre forudsætninger og muligheder for eleverne ude lokalt.

Men frisættelsen må aldrig udelukkende være en flugt fra målstyring. Vi skal frisætte, fordi det kommer os elever til gode. 

I min optik er det helt afgørende, at frisættelsen er meningsfuld og finder sted med et klart formål. Vi ser ind i en tid, hvor kommunerne er nødt til at stramme bæltet. I en rundspørge med svar fra 65 kommuner svarer over 80 procent, at de skal spare på velfærden næste år. Noget, der får konsekvenser for skolerne. Derfor er det helt centralt, at frisættelsen ikke bliver et kompromis med kvaliteten i folkeskolen.

Med frisættelse kommer der en mulighed for at skære i to-lærerordninger og et sammenhængende pensum. Derudover må vores rettigheder heller ikke glemmes, når vi frisætter. Der skal være frihed til at skabe de gode skoler, men der skal også være rammer, som sikrer, at det slet ikke er en mulighed at gå på kompromis med vores rettigheder. Uden en klar sikring af vores rettigheder, tabes hele formålet med frisættelse på gulvet. Den meningsfulde frisættelse finder nemlig kun sted, hvis vi elever inddrages. Ellers frisætter vi nemlig for frisættelsens skyld – og ikke for vores, elevernes. 

Hver skole og hvert lokalsamfund er unikt

Frisættelse bør ikke påtvinges alle skoler ensartet. Hver skole og hvert lokalsamfund er unikt med sine egne udfordringer og muligheder. Derfor skal frisættelsen give skolerne mulighed for at tilpasse undervisningen til deres specifikke behov. Det handler om at skabe bedre forudsætninger og muligheder for den enkelte elev på et lokalt niveau. 

Vi skal ikke benytte frisættelse som et middel til at skabe alt det, der var ambitionen med folkeskolereformen, men i stedet til at imødekomme folkeskolens fremtidige udfordringer. 

Frisættelse rummer nemlig mange løsninger på fremtidens problemer. Med ambitioner om en mere praksisfaglig skole kommer vi til at mangle lærere, der kan undervise i fagene. Her kan frisættelse medvirke til, at der kan kigges uden for skolens nuværende rammer og i højere grad udnytte kompetencerne og den faglighed, der eksisterer ude lokalt blandt eksempelvis faglærte, der er på deltid, pensionister eller lærlinge, som er under uddannelse. Frisættelse skal være med til at skabe en åben og lokalforandret skole, hvor den enkelte skole og vi elever får ejerskab.

Jeg tror, at frisættelsen kan være et nytænkende, konstruktivt greb, men kun hvis formålet er på plads, og der samtidig er klare rammer, som sikrer vores rettigheder. 

Vi elever skal løbende inddrages, når frisættelse på de enkelte skoler skal ud og leve i praksis. Kun sådan frisætter vi for at skabe den bedst mulige folkeskole.    

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk