Den inkluderende skole er kendetegnet ved, at eleven oplever sig som en naturlig og værdifuld deltager i et fællesskab. Men en inkluderende praksis betyder ikke, at alle elever uanset fysisk og psykisk tilstand skal være en del af skolens fællesskab. Det vil altid være nødvendigt at ekskludere, og nogle gange er det desværre den eneste mulighed.

Det mener organisationspsykolog Rasmus Alenkær, der står bag en serie på tre bøger om den inkluderende skole. Mange har skrevet bidrag til den første - grundbogen, der udkom tidligere i år - og til praksisbogen, der udkommer her først i oktober. Næste år udkommer den tredje bog, der har et ledelsesmæssigt perspektiv.

Glasset er fyldt

»I starten betød rummelighed og inklusion det samme, men det gør det ikke mere«, siger Rasmus Alenkær.

»Tidligere sagde man: Vi er en institution, vi har en målgruppe, og vi har disse måder at håndtere den på. Men så kommer der udefra - fra centralt hold - et krav om, at institutionen skal have en større målgruppe. Okay, siger man så, de børn må vi rumme i vores normalsystem, og vi må se, hvordan de kan være med, uden at vi laver om på vores eksisterende praksis. Men det giver ingen mening. Man har et glas, der er fyldt, og så hælder man mere i det«.

»Så går det galt med eleverne, forældrene bliver vrede, og lærerne går ned med stress. At fortsætte som man plejer, men med en gruppe, der ikke er, som den plejer at være - det svarer til at have en hammer i sin værktøjskasse og så tro, at man kan bygge et helt hus med dette ene stykke værktøj. Det kan man ikke«.

Han kalder rummelighed for misforstået inklusion og siger, at det er den lige vej til ødelæggelse. Han fremhæver et eksempel fra England, hvor man har en omfattende inklusionsstrategi, der er blevet løbende revideret igennem de seneste 20 år, så den hele tiden forholder sig til den virkelighed, den sætter rammen for. Det er nemlig en vigtig pointe at revidere efter forholdene, mener han.

Der er en grænse

Nogle gange kan man ikke gøre mere, når man har prøvet de gode viljer, det gode samarbejde og forskellige måder at løse problemerne på. Så må man stoppe, hvis det ikke har båret frugt.

»Der er en grænse for inklusion, men den kan man ikke sætte fra starten. Den må opstå i processen. Alle er i udgangspunktet velkomne, men ikke alt er i orden. Man må for eksempel ikke slå, råbe 'spasser' eller ødelægge tingene på andre måder for andre«, siger han.

Man har fælles regler for, hvad der er tilladt, og så har man en plan b, når reglerne overtrædes.

»Regler eksisterer alle steder, men de er ikke nødvendigvis skrevet ned, og det skal de være. De skal være kendte, og man skal vide, hvad man gør, når de overtrædes. Lærere går netop ned med stress, når de oplever, at deres regler overskrides«.

Men eleverne kan ikke forstå, hvis reglerne er meget forskellige fra lærer til lærer, derfor skal de være enige om reglerne.

Når man vil inkludere i praksis, skal man vælge et afgrænset fokusområde og opstille et konkret mål. Der skal sættes udviklingstid af, og den tid skal bruges på dette mål for denne gruppe og ikke til alt muligt andet, påpeger Rasmus Alenkær. Det er sjældent muligt at iværksætte udviklingsprojekter, der omfatter hele skolen på én gang.

Desuden skal man huske, at inklusion minimum koster det samme som den normale drift og højst sandsynligt noget mere.

»Man kan ikke spare penge her. Jo, hvis vi er rigtig gode, og processerne går rigtig godt, så kan vi spare penge om 20 år. Men udviklingstid og ekstern konsulentbistand koster noget«, siger han.

At se på mulighederne

I et kapitel i bogen har konsulent ved Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion Christian Quvang interviewet to unge om deres oplevelser i en ekskluderende skole. De fortæller om deres specialundervisning, hvor de var taget ud af klassen, og om at føle sig dum. De fortæller om problemer med at være udenfor og anderledes. Men samtidig fremhæver de begge, at det netop var i de ekskluderende sammenhænge, at de især oplevede at lære noget, der konstruktivt og fremadrettet har bidraget til deres udvikling.

Rasmus Alenkær understreger, at han taler om en bevægelse mod en mere inkluderende skole og ikke om en fuldt inkluderende skole. Målet med praksisbogen er at understøtte en skole, hvor man ikke ekskluderer per automatik, når man møder en vanskelig udfordring, men hvor man i stedet forholder sig til mulighederne inden for egne rammer og prøver at finde nye redskaber og strukturer til at klare opgaven.

Rummelighed og inklusion er ikke det samme, understreger organisationspsykolog Rasmus Alenkær i sin bog »Den inkluderende skole i praksis«.

Inklusion er: Vi er begge forskellige som mennesker, men vi har lige meget ret til at være del af fællesskabet.

Rummelighed er: Det er mig, der er »rigtig«, og dig, der er »forkert«, men jeg vil da gerne prøve at rumme dig.

I starten betød inklusion og rummelighed det samme, men for Rasmus Alenkær er det vigtigt at skelne. Inklusion handler ikke bare om at rumme eller integrere. Inklusion handler om den enkelte elevs oplevelse af at være en naturlig og værdifuld deltager i et socialt og fagligt fællesskab.

InkA-projektet i Esbjerg omfatter fire skoler - Blåbjerggårdskolen, Nordvangskolen, Rørkjær Skole og Kvaglundskolen. Projektet ledes af Rasmus Alenkær, og der er tale om meget forskellige projekter på de fire skoler.

Definitionen i InkA-projektet:

Rummelighed: Noget specielt placeres inden for de samme rammer som noget alment. Det specielle og det almene har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men det befinder sig inden for de samme fysiske rammer.

Inklusion: Alle elever oplever sig selv og hinanden som en naturlig del af det fællesskab, som skolen repræsenterer.

»Det er ikke inkluderende skolepraksis, at alle elever til enhver tid skal være sammen. For at føle sig som en del af fællesskabet har nogle elever brug for i perioder at lære alene, i par eller i små grupper. Alle undervisningsaktiviteter er dog del af et tema eller et projekt, som er fælles for elevens jævnaldrende«, skriver Esbjerg Kommune.

Læs mere om InkA på www.ppr.esbjergkommune.dk