For mange elever gik hjem hver dag uden at have fået de udfordringer, de havde krav på.

Sådan var oplevelsen på Nordvangskolen i Esbjerg, hvor man har eksperimenteret med dynamisk holddeling på 7. årgang. Målet var at skabe større faglig inklusion af de elever, der har fagligt gode eller meget gode evner. Men i dag mener lærere og skoleleder, at alle elever har fået noget positivt ud af det.

»Alle har opnået et løft. Vi har fået gladere elever og lærere, tilfredse forældre og fred på kontoret«, som skoleleder Torben Mørup sammenfatter resultatet.

Boksebolden på hans kontor er blevet rørt mindre under udviklingsprojektet, fordi delingen gav noget positivt til alle på 7. årgang.

Forældrene var ellers temmelig skeptiske, da de i 2005 hørte om ideen. De frygtede, at der ville blive tale om et taberhold og et mere elitært hold af elever.

»Det var hårdt at stå til forældremødet og holde fast i ideen«, fortæller Mette Cramer, der er lærer på 7. årgang.

»Men allerede til næste møde sagde forældrene, at børnene var blevet gladere for at gå i skole. Det har givet enormt meget for den sociale trivsel blandt eleverne«.

Uudnyttet potentiale

Da Nordvangskolen fik henvendelse fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning om at deltage i udviklingsprojektet om inklusion, InkA - inklusionsagenter i Esbjerg Kommune - havde man netop fået resultatet af en undersøgelse, der viste, at skolens elever generelt klarede sig godt til afgangsprøven, men når man korrigerede for sociale faktorer, burde eleverne klare sig bedre. Noget tydede altså på, at der var et fagligt potentiale, der ikke blev udnyttet.

»Vi taler altid om, hvad vi skal gøre for at løfte den tunge ende af klasserne. Vi taler sjældent om de fagligt stærke. Dér tænker vi, at de nok skal klare sig. Men vi besluttede, at i InkA skulle alle med«, siger Mette Cramer.

Det førte til beslutningen om at elevdifferentiere på 7. årgang i engelsk og matematik. Tidligere havde man erfaring med at elevdifferentiere nogle læsekurser med stor succes, men havde ikke prøvet at overføre erfaringerne til andre fag.

Også et socialt løft

De to 7.-klassers forhold til hinanden var præget af småkonflikter og rivalisering, men de blev nu i 49 procent af undervisningstiden i engelsk til én gruppe - det er den undervisningstid, som folkeskoleloven giver mulighed for at holddele i.

Eleverne fik en fælles optakt, blev så delt i hold og mødtes igen i slutningen af undervisningstiden for at få en fælles afslutning. For eksempel blev engelsktimerne i seks uger brugt til et emne. Matematiklærerne besluttede at dele holdene efter køn, evne og emne, mens engelsklærerne valgte en rendyrket faglig deling i tre hold.

Holdene var dynamiske, så eleverne kunne skifte, hvis de ikke længere hørte til på det hold, de oprindeligt var placeret på. I engelsk blev der et hold for de fagligt stærke, og resten blev delt i to hold. Et par elever var fagligt svagere i engelsk, men for ikke at få et meget lille hold valgte man at gøre det på den måde.

Efter hvert emne blev eleverne testet, men lærerne evaluerede hver uge og kunne flytte en elev, hvis vedkommende var i en forkert gruppe.

Mette Cramer fremhæver, at eleverne fik det bedre socialt. De afreagerede ikke deres faglige nederlag i frikvarteret, men hyggede sig på tværs i de to klasser. Der var også bedre muligheder for ikke at »hænge på veninden« i timen, men i stedet finde en anden partner. De mindre hold betyder tryghed, og der er heller ikke så mange elever, der skal vente på, at én får formuleret sin sætning.

For eksempel sidder to elever fra hver sin klasse og skal lære hinanden at kende ved at tale sammen på engelsk. Samtidig får de bøjet nogle uregelmæssige verber.

»På hold 1 går det hurtigt, så eleverne skal være velforberedte og deltage aktivt. Hvis deres indsats her ikke er god nok, rykker de til det andet hold. Det betyder, at der går sport i det for en del af dem«, siger Mette Cramer.

Alle hold har haft samme grammatik, men eleverne på niveau 3 får mere hjælp.

Elevdifferentiering koster

De involverede lærere fik til en begyndelse 20 ekstra forberedelsestimer. Der blev knyttet et par ekstra faglærere til, så man kunne danne tre hold, og der blev givet penge til ekstra undervisningsmaterialer.

»Elevdifferentiering koster. Det kræver ekstra resurser i 49 procent af undervisningstiden. Vi finansierer det selv, så det går ud over noget andet på skolen, men det er en god investering«, mener skoleleder Torben Mørup.

Mette Cramer mener, at skolen har sparet nogle timer til specialundervisning og i AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel), men Torben Mørup er ikke enig. Til gengæld har alle fået et løft, understreger han.

»Jeg tror ikke, det ville kunne lykkes uden ekstra resurser, men det er ikke voldsomt dyrt«.

Holddelingen har også givet mere faglig sparring blandt lærerne, og de har oprettet en idébank med gode input. Samarbejdet betyder, at undervisningen er stramt planlagt, så alle ved, hvad de andre gør. Der er mere systematik med papirer og mapper blandt lærerne.

Skolen prøvede samme model for børnehaveklassen med tre hold og tre lærere til to store klasser, men det havde ikke samme positive resultat, fordi de ikke kendte eleverne godt nok endnu. Skolelederen anbefaler, at man venter med holddelingen til efter 3. klasse.

Her i det nye skoleår har man oprettet et hold, hvor fem-seks særligt dygtige elever får lov til at udforske naturfagene ekstra. Men det sker uden for almindelig skoletid.