USA

Donald Trump har allerede præsenteret en række planer for, hvordan han vil gøre de amerikanske skoler "great".

Her er Trumps skolepolitik:
Vil indføre bøn og lade forældre fyre lærere

Hvad kan det komme til at betyde for de amerikanske lærere og elever, at Donald Trump i dag vender tilbage til Det Hvide Hus? Folkeskolen har samlet en række markante skoleudmeldinger fra USA's nye præsident.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Donald Trump i dag officielt bliver USA's 47. præsident, sker det med en række planer for ændringer af det amerikanske skole- og uddannelsessystem.

For selvom det ikke er skole og uddannelse, der har fyldt mest i de danske mediers dækning af Donald Trump, har han faktisk også her annonceret en række markante planer for sin nye embedsperiode.

Allerede fem dage efter sin valgsejr annoncerede han i en video, hvad han kalder for 10 "nøgleideer" til at ”genopbygge det amerikanske skolesystem” og at gøre skolerne great".

Der er ikke umiddelbart tale om meget konkrete og detaljerede ideer. Meget konkret er det dog, at den nye præsident har en ambition om som noget af det første i sin periode at nedlægge uddannelsesministeriet for at tage ”uddannelse væk fra Washington D.C.”.

Det skal give de enkelte stater mere indflydelse på skolerne, og de vil gøre det meget bedre end ministeriet, mener Donald Trump. For ”det kan ikke gøres dårligere” end i dag.

Ambitionerne er faktisk ikke nye. Allerede i sin første embedsperiode talte Trump om helt at lukke ministeriet, og amerikanske medier beretter om, at det er et ønske, som andre republikanere før ham også har haft. 

Meget tyder dog på, at Donald Trump heller ikke i denne embedsperiode vil få sit ønske opfyldt om at fjerne uddannelsesområdet helt fra den føderale regering. Ifølge BBC vil det nemlig kræve, at han får opbakning fra et mindre antal demokrater i senatet, hvilket der er ”0 procents chance for”, lyder det fra mediet

Vil løfte skolerne op til dansk niveau

I videoen hævder den nye præsident også, at USA bruger over tre gange så mange penge pr. elev som noget andet land, og ”alligevel er vi den absolutte bund. Vi er nogle af de værste”, siger han. Under valgkampen udtalte Donald Trump desuden, at han har et håb om, at de amerikanske elever kan blive lige så dygtige som eleverne i Danmark, Sverige og Norge. Og også Kina.

Donald Trump fortæller også, at han vil bakke op om, at der bliver indført bøn i skolerne, uden han i videoen kommer nærmere ind på, hvad han mener med det.

De senere år har lærernes emne- og metodefrihed været et stort emne i flere stater, hvilket flere steder har ført til konkrete begrænsninger på, hvilke emner og litteratur eleverne må møde i undervisningen. Noget, der i løbet af skoleåret 2023/2024 førte til, at flere end 10.000 bøger blev fjernet fra bibliotekshylder

Og det er en retning, den nye præsident støtter. I sin video erklærer Donald Trump, at han vil sikre, at der ikke sker ”politisk indoktrinering” i de amerikanske klasselokaler. Og undervejs i valgkampen gav Donald Trump udtryk for, at ”det, de underviser i i skolerne i dag, er sindssygt”.

Tilbage i 2023 annoncerede han desuden, at han vil indføre et certifikat til lærere, "som omfavner patriotiske værdier og forstår, at deres job ikke er at indoktrinere børn".

Forældre skal kunne fyre som i 'The Apprentice'

Den nye præsident hævder også, at han vil give forældrene mere magt til at ansætte og belønne dygtige lærere og skoleledere, men:

”Også til at fyre de dårlige, dem som præsterer utilfredsstillende. De skal fyres som i The Apprentice".  (tidligere reality-program som på dansk blev kaldt 'Kandidaten', hvor en række kandidater kæmpede om at blive ansat af Donald Trump, red.)

"Du er fyret'”, lyder det i videoen fra Donald Trump på samme vis, som han i årevis sagde i det kendte program. 

Den nye præsident ønsker generelt at give forældre mere indflydelse på deres børns skolegang. Det skal blandt ske ved at udvide en ordning kaldet school choice, som giver nogle forældre et offentligt beløb til at finansiere et skifte til en privatskole eller sågar, hvis forældrene ønsker at hjemmeskole deres børn.

De amerikanske elever kan også se frem til, at de fremover skal undervises i at elske deres land, lyder det fra deres nye præsident. Et modtræk til den undervisning, der sker i dag, hvor de ifølge Trump generelt undervises i at hade deres land. 

Donald Trump fortæller også, at han vil ”bestræbe” sig på at give alle elever mulighed for at komme i praktik, som kan lægge vejen til deres første job.

”De (eleverne, red.) kommer til at blive meget, meget succesfulde. Jeg ønsker, at de bliver mere succesfulde end Trump”, siger den nye præsident i videoen og tilføjer, at det vil gøre ham til det ”gladeste menneske i verden”.

Vil lave alternativ til universiteterne

Den nye præsident har også ved flere lejligheder udtalt sig meget negativt om flere af de amerikanske universiteter, som han har anklaget for indoktrinere de studerende til at blive kommunister eller terrorister. 

Han er så stor modstander, at han har annonceret, at han vil pålægge universiteterne "skatter, bøder og sagsanlæg". Penge, vil han herefter bruge på at etablere en helt ny "gratis, verdensklasse-uddannelse”, han vil kalde for The American Academy, der skal være en form for onlineuniversitet. Trump vil lade den svare til en bachelorgrad.

"Den vil være helt upolitisk, og der vil ikke blive tilladt wokeness eller jihadisme", udtaler Donald Trump i en anden video om sine visioner.