Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Du skal gøre, hvad læreren siger første gang”. Budskabet hænger på væggen over whiteboardet i den 3. klasse, vi befinder os i. Det rummer ikke bare en opfordring til eleverne, budskabet afslører også et helt særligt børnesyn, som i disse år møder modstand.

Budskabet på væggen lægger nemlig op til, at det er de 28 børn i klassen, der må indordne sig under skolens rammer og ikke omvendt. Udfordringen er bare, at det børnesyn strider mod det inddragende af slagsen, som vores nye og unge børnefamilier bærer med sig i opdragelsen.

Måske er skolens største udfordring, at vi mangler et elevsyn, der er i børnehøjde, samtidig med at det også passer til skolens virke og væsen. Her foreslår vi det medskabende elevsyn.

Det betyder, at elever er med til at forberede, gennemføre og skabe skolegang. Ældre elever kan for eksempel undervise yngre elever. Samtidig med at elever kan være med til at skrive, tegne og forme skolebøger, skolefilm, radiopodcast, skoleindretning, forældremøder og meget mere.

Det medfører nye autoritetsbalancer, hvor lærere skal give én slags autoritet fra sig – men også tage en anden til sig, hvor de leder og facilitere et medlærerskab. Der er allerede mange pædagoger og lærere, som arbejder med et sådan elevsyn under overskriften ’fællesskabende didaktik’, men det er vores indtryk, at de ofte oplever at stå alene i processen.

Elever som hylstre, der skal fyldes op

Børn i de fleste hjem i norden er blevet fuldgyldige deltagere i familiens liv. Fra 1997 blev det forbudt i Danmark at bruge fysisk vold i opdragelse af børn, og nybagte forældre blev i stedet opmuntret til at forstå deres børns behov.

Alt imens børnene fik ordet omkring spisebordet derhjemme, gik Danmark i ’Pisachok’ i 2001. Her strammede man op på en i forvejen noget stillestående skoledidaktik.

Læringssynet blev smallere og flere kvantitative læringsmål blev indført. Det var initiativer der ikke ligefrem kaldte på inddragelse og undervisningskreativitet, men på et mere instrumentelt syn på eleverne, hvor man i større grad ser dem som hylstre, der skal fyldes op. Det resulterede i undervisning, der ofte var og er overhøring og gentagelse af det lærte stof, der følges op med gentagne tests.

De børn, som skolen modtager i dag, er ikke de samme børn som for 30 år siden, og clashet mellem det moderne børnesyn, eleverne møder hjemmefra, og kravene fra skolen fører netop til de disciplinerende udsagn som: ”Du skal gøre, hvad læreren siger første gang”.

Ud fra et moderne børneperspektiv kunne man så svare: ”Hvad nu hvis læreren tager fejl?”.

40 procent forsvinder

Clashet mellem de to børnesyn kan have betydning for den stigende mistrivsel blandt børn og unge og lærerflugten.

Vi ser i disse år flere negative udviklinger på skoleområdet. Der er faldende faglig og social trivsel i skolerne, flere børn, der ikke består afgangseksamen – især i de fattigere dele af Danmark – faldende interesse for at søge ind på læreruddannelsen, og blandt dem der gennemfører, forsvinder 40 procent fra lærerkaldet indenfor fem år. Samtidig bliver flere og flere børn taget ud af folkeskolen.

Samlet set peger disse faktorer på en fundamental krise i skolen, som ikke kan bortforklares med enkeltårsager som skærme, sociale medier, Aula eller pylrede forældre.

Hvis vores analyse er korrekt, så er skolen som institution fastlåst mellem de to modsatrettede forståelser, hvor hjemmets børnesyn står på den ene side og samfundets instrumentalisering står på den anden.

Et medskabende elevsyn kan spejle det ændrede børnesyn i hjemmene uden at være det helt samme. Så længe der trækkes på den forståelse, der ligger bag, som handler om at give børn plads som medskaber af skolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk