Uddannelsesplanen for eleverne i udskolingen indeholder en række af de samme elementer som elevplanen - for eksempel hvilken ungdomsuddannelse en elev vil påbegynde.

Regeringen: Enklere elevplaner skal frigive tid til undervisning

Regeringen sætter nu i gang i en kortlægning af, hvordan elevplaner og uddannelsesplaner kan forenkles, så lærerne kan få mere tid til at undervise. Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen håber på en lovændring i 2019.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skal være slut med hvert år at lave så omfangsrige elevplaner, som kravet er i dag (rettet 19/8 - 2019 kl. 13.03). Og uddannelsesplanen og elevplanen skal integreres i én plan.

Det håber Venstres børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen bliver realiteten af en kortlægning at elevplanerne, som regeringen har besluttet at gennemføre som en del af Sammenhængsreformen.

Se hvilke regler lærerne melder som de mest trælse

Stort ønske om regelændring

Regeringen har kigget på de forslag, der er kommet ind i forbindelse med kampagnen Meld en regel, den udvidede udfordringsret og innovationsministerens Danmarksturné. I alt er der kommet 1167 forslag. Af dem har regeringen samlet set besluttet at imødekomme cirka 350 forslag. Og ét af de forslag som regeringen tager fat på er at forenkle elev- og uddannelsesplanerne, fortæller Anni Matthiesen.

"Vi hører fra lærere, ledere og andre ude på skolerne, er at elevplanen er for detaljeret. Der skal fyldes for mange informationer i planen i forhold til, hvad den kan bruges til, og hvad der kommer ud af den. Derudover er der også en uddannelsesplan for eleverne i udskolingen, som indeholder en række af de samme elementer som elevplanen - for eksempel hvilken ungdomsuddannelse en elev vil påbegynde. Derfor glæder det mig også meget, at regeringen nu tager fat på forenkle og sammenlægge planerne", siger Anni Matthiesen.

Debat: Opgør med målstyring: Obligatoriske læringsplatforme, elevplaner og nationale test bør afskaffes

Flere måder at forenkle elevplaner på

En af de meldinger, der er modtaget i forbindelse med 'Meld en regel' har lydt: 

"Elevplaner er blevet omfangsrige og kræver dermed meget tid bag pc'en i en lærers arbejdsdag. Er det den rette form? Og er tiden godt givet ud i forhold det udnytte, det giver i skole-/hjem-samarbejdet?". 

Forenklingerne af elevplan og uddannelsesplan skulle gerne give lærerne mere tid til undervisningsopgaven, fortæller Anni Matthiesen.

"Formålet er blandt andet at skolelærerne skal bruge mindre tid på registreringer og mere tid på kerneopgaven; nemlig undervisning".

Hun peger på, at elevplanerne kunne indeholde færre fag eller færre klassetrin, hvor fag skal vurderes.

"Alene når man tæller op, hvad det så kræver af planer for hver af de knap 550.000 folkeskoleelever, vi har i dag, så bliver det jo voldsomt bureaukratisk og tager tid fra eleverne. Samtidig lyder kritikken også på, at planerne er for detaljerede, og at de skal udfyldes for alt for mange fag".  

Kan blive en realitet i skoleåret 2020/2021

Anni Matthiesen fortæller, at der bliver nedsat en gruppe, som skal lave en grundig kortlægning af, hvordan elevplanerne bedst kan forenkles. Og på baggrund af kortlægningen vil regeringen fremlægge et forslag, der skal forhandles med partierne i forligskredsen, inden der kan fremsættes et lovforslag.

"Går alt, som vi håber på, vil lovændringen kunne vedtages i efteråret 2019 med henblik på, at skolerne fra skoleåret 2020/2021 kan tage én samlet elevplan i brug".