Når vigtige stemmer på børne- og ungeområdet bliver ved at kæmpe for, at lærere skal kunne tilegne sig en anden professions titel med en 2-årig overbygning, så signalerer de samtidig, at dét at være lærer ikke er “fint” nok til at arbejde i PPR. At det er nødvendigt at pynte sig med lånte fjer. Men det burde det ikke være. Vi kan noget forskelligt, fordi vi har hver vores uddannelse, og vi burde i stedet fokusere på den styrke, der ligger i det tværprofessionelle samarbejde, når det fungerer. Derudover er vi i en tid, hvor lærermanglen i klasselokalerne bliver større og større, og jeg mener derfor, at vi burde sætte alle sejl ind på at understrege værdien af lærerprofessionen, og kæmpe for vilkår, der gør, at lærerne får lyst til at blive og udøve deres faglighed.

Fire formænd: Vi har behov for en psykologfaglig overbygning

Jeg har som psykolog i PPR gennem en lang periode - med undren - kunne konstatere, at det tilsyneladende er meget vigtigt for forskellige aktører, herunder Danmarks Lærerforening, at lærerne skal kunne tilegne sig psykologtitlen uden at tage den uddannelse der følger med. En del af argumenterne bygger på stråmænd som fx, at ‘psykologer udelukkende arbejder individfokuseret’, selvom det ofte handler om, at PPR er ramt af en tsunami af PPV-bestillinger fra skolerne, samt psykiatrihenvisningspres fra forældre. Begge dele “koster” en del tid bag et skrivebord (og pålægges ofte psykologerne), der i stedet kunne være brugt på at være til stede på skolerne, hvor der kunne arbejdes med klasseindsatser.

Desuden er der heldigvis allerede mange dygtige PPR-ansatte lærere og pædagoger (nogle af dem med en cand.pæd. i pædagogisk psykologi, der netop er en eksisterende PPR-rettet overbygning), som udøver deres faglighed i tværfaglige samarbejder med bl.a. psykologer, hvorfor “kampen om psykologtitlen” virker sært opportunistisk i en tid, hvor der er en uendelig række af alvorlige udfordringer på børne- og ungeområdet.

Nogle af disse udfordringer omhandler massive rekrutteringsvanskeligheder på skoleområdet, øget brug af lærervikarer, og lærere, der flygter fra jobbet, pga. dårlige vilkår og rammer for at udøve deres faglighed. Dét er en katastrofe, og hvad nytter det med nye “skolepsykologer”, hvis de lærere, som de skal skal rådgive på skolerne, ikke er der? Det bliver som en slange, der spiser sin egen hale.

Når jeg har talt med lærere i mit professionelle netværk, har jeg udelukkende oplevet hovedrysten over forslaget om “psykologoverbygningen”. De beskriver, at det netop er en styrke, at vi psykologer kommer med en anden faglig baggrund, og at vi så tværprofessionelt arbejder os i retning af gode løsninger for både enkelte børn og for fællesskabet. Når vi bliver særligt udfordrede i dén proces, handler det stort set altid om, at rammerne for at gøre det, der er behov for, ikke er til stede, og derfor beskrev en af lærerne det som en hån mod dem og deres faglighed, at deres egen fagforening taler om nødvendigheden af en “skolepsykolog”-titel for at kunne hjælpe børnene.

Sidste år sendte mere end 1000 psykologer et brev til politikerne (Åbent brev fra over 1.000 psykologer: Der skal ske noget nu, ellers er det for sent - politiken.dk), hvor vi pegede på nogle af de store udfordringer vi ser på børne- og ungeområdet. Ingen af de problemer løses med en “psykologuddannelse light”. Derimod er det afgørende med vilkår og rammer, der sikrer, at dygtige lærere kan skabe en god hverdag for børnene og de unge, og at det tværprofessionelle samarbejde med PPR’s forskellige faggrupper understøtter bæredygtige løsninger, når der er behov for dét.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.