Matematikvanskeligheder kan have psykologiske og didaktiske årsager. Det tænkende klasserum kan give eleverne større tro på sig selv i faget, skriver Mie Dalsgaard.

Prisnomineret: Mies undersøgelse viser, hvordan det tænkende klasserum får usikre og fagligt svage elever til at engagere sig

Hvis elever har negative opfattelser om matematik og sig selv, kan det tænkende klasserum være med til at afhjælpe denne form for matematikvanskeligheder, skriver Mie Dalsgaard i sit pædagogiske diplomprojekt, der er nomineret til pris hos Lærerprofession.dk

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere af Mie Brigsted Dalsgaards kolleger havde gennem længere tid efterlyst en bedre måde at arbejde med mundtlig matematik på, og derfor blev der etableret et 'tænkende klasserum' i et lokale på skolen. I lokalet arbejder eleverne i grupper på tavler, så deres arbejde er synligt, og de kan lade sig inspirere af hinanden. Gruppedannelsen er tilfældig, så eleverne får mulighed for at bryde med fastlåste roller, og opsamling sker midt i lokalet, så alle kan se hinandens arbejde på tavlerne. 

Lærerne oplevede, at der derinde kom mere mundtlighed ind i undervisningen, og at konceptet kunne mere end forventet. Kollegerne fortalte om positiv stemning, elever, der nu havde mere mod på at deltage, og en mere positiv selvforståelse i faget.

Konceptet 'det tænkende klasserum' er udviklet af den canadiske professor Peter Liljedahl, der havde set, at der i matematiktimerne mange steder ”forekommer en høj simulering af lærerens viden og ikke i tilstrækkelig grad selvstændig tænkning og engagement fra elevernes side”. Det tænkende klasserum er et forslag til at få eleverne i tænkning og faglig udvikling, skriver Mie Dalsgaard, og i sit projekt har hun via spørgeskema og interview undersøgt, hvordan fire lærere og deres elever oplever arbejdet i det tænkende klasserum i forhold til motivation, deltagelsesmuligheder, fagligt selvværd og tryghed.

Lærernes oplevelser gjorde Mie Dalsgaard nysgerrig på, om det tænkende klasserum kan være med til at reducere eller forebygge matematikvanskeligheder. I projektet undersøger hun derfor, hvordan hun kan ”identificere og udnytte mulighederne i det tænkende klasserum til at forebygge eller reducere de psykologiske og didaktiske årsager til matematikvanskelighederne på skolen”.

 

Matematikangst og elevernes opfattelser

Mie Dalsgaard undersøger de psykologiske barrierer for elevernes udbytte af undervisningen. Følelser har en afgørende betydning for læring, og hun beskriver, hvordan negative beliefs om matematik ”kan give et negativt forhold til faget og dermed påvirke beliefs om selvet”. Det kan for eksempel være:

· Kun ét resultat er rigtigt (fremstiller faget som dømmende)

· De dygtige elever kan regne hurtigt (får mange elever til at føle sig dumme)

· Matematik er et fag man enten kan, eller ikke kan (kan fungere som et værn mod smertefulde følelser hos elever, der har det svært med matematik)

Hun skriver, at det også kan gå i den modsatte retning, så beliefs om selvet påvirker beliefs om matematik. Det viser sig ved, at eleven for eksempel som en forsvarsmekanisme opfatter matematik som noget unødvendigt, hvilket sandsynligvis vil påvirke motivation og deltagelse i faget. Når eleverne udvikler negative beliefs både i forhold til sig selv og til faget, er der en risiko for at udvikle matematikangst, som viser sig ved ”en følelse af anspændthed, ængstelse eller frygt, når man udsættes for matematikrelaterede stimuli”.

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Bedre deltagelsesmuligheder

Lærerne fortæller i undersøgelsen, at de ser ”en begejstring og motivation hos eleverne, når de arbejder i det tænkende klasserum. De lægger særligt mærke til, at langt de fleste elever finder noget at byde ind med i gruppearbejdet”.

Mie Dalsgaard mener derfor, ”at denne undervisningsform virker tilgængelig for eleverne, at indholdet er meningsfuldt, og at nogle endda lader deres barrierer mod læring træde i baggrunden eller er begyndt at nedbryde dem - det er alt sammen gode reaktioner på matematiske situationer, der formentlig vil påvirke elevernes beliefs i en positiv retning”.

Større tryghed og faglig selvforståelse

I spørgeskemaundersøgelsen til eleverne viser der sig en væsentlig forskel i forhold til elevernes tryghed ved at sige noget fagligt i den almindelige klasseundervisning og i Det tænkende klasserum. 23 procent af eleverne svarer, at de er nervøse for at sige noget i klassen, men ikke i det tænkende klasserum. Mie Dalsgaard har også spurgt lærerne om deres oplevelse af elevernes tryghed, og en af dem fortæller: “Det mest trygge for dem, der har det svært, er, at det er så lille en gruppe. De står og snakker så få sammen… Det ser jeg som det altoverskyggende! Jeg har ellers to-tre elever der har det virkelig stramt med matematikken, men de kan godt åbne munden - i dét her”.

Det tyder på, at det tænkende klasserum kan være en øvebane for mundtlighed, og at flere elever her får en tryghed og motivation til at overskride barrierer for læring og kan være i gang med at ændre deres beliefs om sig selv og faget, skriver Mie Brigsted Dalsgaard.

Læs projektet her:

En lærer fortalte, hvordan en elev fandt sin vej ind i matematikken: ”En ting, der virkelig fik åbnet mine øjne for det tænkende klasserum, var at iagttage en elev, der normalt har det svært i matematik, begynde at fungere og bidrage! Måske var det ikke den mest oplagte vej gennem opgaven, men eleven fandt sin vej”.

Om Mie Dalsgaard vinder en pris afsløres fredag den 15. november, når Lærerprofession.dk hædrer de vindende projekter i København.