Mange svenske lærere frygter, at de skal agere stikkere for immigrationsmyndighederne og angive elever, der muligvis opholder sig i landet ulovligt.
monkeybusinessimages
Svenske lærere frygter at skulle være angivere for regeringen
Sveriges nye højrefløjsregering vil indføre en lov, der forpligter kommunerne til at informere immigrationsmyndighederne om politiet, hvis de kommer i kontakt med personer, de mistænker opholder sig i Sverige uden tilladelse. Det kan for eksempel være i skolen.
Svenske lærere risikerer at havne i en situation, hvor de bliver nødt til at bryde loven, siger læreruddanner og medlem af det svenske læreretiske råd David Lifmark til Läraren.se.
Det læreretiske råd advarer imod et afsnit i den såkaldte Tidöaftale mellem Moderaterna, Kristdemokraterna, Liberalerna og Sverigedemokraterna, hvor de fire højrefløjspartier vil indføre en lov, som forpligter kommuner og andre myndigheder til at indberette til politiet eller immigrationsmyndighederne, hvis de kommer i kontakt med personer, der muligvis opholder sig ulovligt i landet.
Lærernes etiske råd og mange lærere, der har ytret sig i debatten på sociale medier, læser afsnittet sådan, at lærere forventes at angive til myndighederne, hvis de støder på familier, der opholder sig i Sverige ulovligt.
"Det er ikke læreres opgave. Lærere vil være lærere, ikke agere meddelere for fx Migrationsverket eller politiet. Det trækker tæppet væk under udøvelsen af jobbet. Det er ekstra alvorligt, og det er derfor, vi ikke ønsker, at loven bliver til noget, at det kan medføre, at lærere havner i en situation, hvor de føler, de er nødt til at bryde loven", siger David Lifmark til Lärarförbundets medie Läraren.
De to store svenske lærerforbund, Lärarförbundet och Lärarnas riksförbund, vedtog i 2001 en fælles professionsetik for udøvelsen af lærererhvervet. Af den fremgår det, at lærere skal tage vare på information om eleverne og ikke videregive informationer, som de har fået via jobbet, hvis det ikke er til elevens bedste.
"Lærere skal have tillidsfulde relationer til elever og deres omsorgspersoner", påpeger David Lifmark.
Det nye regeringsgrundlag nævner, at der kan være situationer, bl.a. i sundhedsvæsenet, hvor det kan være rigtigt ikke at informere myndighederne, og partierne lægger derfor op til at undersøge, om der skal fastlægges undtagelser fra informationspligten.
Det svenske læreretiske råd beder derfor nu om, at lærere bliver undtaget.