Inspiration - DSA
Det kan være, som om de bærer hele verdens kriser og problemer på deres små skuldre. For de kan have oplevet helvede på jord, selv om de kun er otte år.
I denne uge er landets børn og unge vendt tilbage til skolen efter en lang juleferie. For de fleste børn har ferien været præget af hygge og afslapning med julefilm og Disneys juleshow. Men for mange flygtningefamilier har nyheder om krig og konflikter kørt som underliggende baggrundstema, og derfor kan deres egne traumer blive vækket til live af billeder af blod, død og ødelæggelse.
I mit arbejde som børnepsykolog for traumatiserede børn og unge med flygtningebaggrund møder jeg mange forældre og fagprofessionelle, som fortæller om udfordringer med at tolke og forstå traumatiserede børns reaktioner og adfærdsmønstre. Adfærd og reaktioner på hverdagens udfordringer, der kan skifte fra dag til dag og pege i forskellige retninger.
Barnet og familien ender ofte på lange ventelister til udredning i psykiatrien eller bliver henvist til kommunen med mistanke om familiære problemer, som skal undersøges og løses lokalt. Andre bliver helt overset og/eller forklaret med tværkulturelle forskelle, som ”man jo ikke bør blande sig i”.
Traumer hos børn kan vise sig på mange forskellige måder. Nogle børn kravler på væggene både i timerne og i frikvarteret, og de kan have vanskeligheder med at danne relationer og venskaber. Andre er mere tilbageholdende, stille og nærmest frosne i udtrykket. De klager ofte over søvnmangel, mavepine, hovedpine og svingende humør og overskud.
Fælles for de fleste børn med flygtningebaggrund er, at de har oplevet en kaotisk omvæltning og en ufrivillig adskillelse fra alt det velkendte og trygge. Nogle børn har oplevet krig, bombninger, flere dage med mangel på basale fornødenheder, og at død og ødelæggelse truer ved hvert gadehjørne. Andre har også oplevet tab af nærtstående og adskillelse fra forældre, søskende, bedsteforældre og venner.
Uanset hvordan bagagen ser ud, er den tung at bære. For barnet, for familien, og for de fagprofessionelle omkring dem, som skal hjælpe med integration, opbyggelse af en stabil hverdag og fremadrettet udvikling i et nyt land.
Det er en svær opgave at tage på sig, når man mistænker, at barnet og familien har et eller ofte flere traumer som forhindring i denne udvikling. For bør man spørge ind til deres fortid? Risikerer man at ”vække traumerne til live”, når man spørger eller presser for meget? Mange fagprofessionelle genkender at blive ramt af en berøringsangst, hvor de enten møder familierne med en overdreven hensyntagen eller går langt udenom for ikke at gøre noget forkert.
Det er en vanskelig og vigtig opgave at hjælpe et traumatiseret barnesind tilbage til en tro på, at verden er et trygt sted, hvor man kan stole på, at der er sikkerhed og ro. Det kan også være overvældende at høre om barnets oplevelser og se dets smerte og kamp for at fungere i hverdagen.
Den forudsigelighed, ramme og stabilitet, som folkeskolen kan tilbyde, er uundværlig, og din rolle som lærer er en af de vigtigste for barnet. Derfor er det afgørende, at der er adgang til viden, støtte, opkvalificering og rådgivning til alle fagprofessionelle, som arbejder med og omkring børn med traumatiske oplevelser i bagagen.
Det er også afgørende, at du ved, at der er professionel hjælp at hente for barnet og familien i et af landets specialiserede centre, som behandler og støtter traumeramte flygtninge.
