Skolestatus 2018
Kun én skolenedlæggelse, og den blev allerede besluttet for over et år siden. Hertil kommer nogle få sammenlægninger. Det viser Folkeskolens årlige undersøgelse af, hvilke skoler der nedlægges eller slås sammen til sommer. På ti år er antallet af folkeskoler og specialskoler ellers reduceret med over 350.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
1 skole nedlægges
Røsnæs Skole med 75 elever er den eneste skole, der nedlægges i 2018. Politikerne i Kalundborg kunne have sløjfet skolen i 2017, men gav den et år mere, så landsbyen kunne nå at anmelde en friskole. Det er præcis, hvad der er sket.
18 skoler lægges sammen
Varde Kommune tegner sig for otte af de skoler, der lægges sammen til sommer. Skolerne lægges sammen parvis, og i to tilfælde fører det til skoler med tre matrikler, da den ene part i fusionen har to afdelinger i forvejen. I Furesø Kommune har det selvstændige ADHD- og Autismecenter sin ADHD-afdeling på Syvstjerneskolen og autismeafdelingen på Lille Værløse Skole. Til august bliver de to afdelinger lagt ind under deres respektive værtsskoler.
Kun én skole nedlægges næste skoleår
I Skive Kommune lægges tre skoler sammen, og Høje-Taastrup Kommune lægger også to skoler sammen. Beslutningen blev truffet i forbindelse med fristen for at nedlægge skoler i 2016, uden at der dengang blev sat årstal på udførelsen.
4 afdelinger bliver selvstændige
Afdelingerne på Dragør Skole Syd og Dragør Skole Nord i Dragør Kommune bliver selvstændige. Det samme gør afdelingerne Enghave og Melby på Frederiksværk Skole i Halsnæs Kommune. Samlet set bliver to nuværende skoler således til fire.
3 skoler mister hver en afdeling
I Varde Kommune lukker Billum Skole officielt. Skolen er en afdeling af Blåvandshuk Skole i Oksbøl og har været uden elever i dette skoleår, da der sidste sommer åbnede en friskole i byen. Udsigten til et år med en meget lille folkeskoleafdeling fik forældre til at flytte deres børn til hovedskolen i Oksbøl fra skoleårets start.
1 ny specialskole
Hørsholm Kommune planlægger at åbne en specialskole i foråret 2019.
Kilde: Lærerkredsene i DLF.