Hvis politikerne sænker skatten, vil flere være tilbøjelige til at arbejde mere, fordi de kan beholde og forbruge flere penge. Dermed vil den umiddelbare udgift, det er at sænke skatten, betale sig i det lange løb.

Sådan siger Finansministeriets regnemodeller, når politikere skal lave deres ”for og imod”- lister ved for eksempel finanslovsforhandlingerne.

Men når politikerne skal tage stilling til, om flere lærere i folkeskolen eller bedre normering i daginstitutioner er en god investering i det lange løb, så vil svaret ifølge regnemodellerne være nej.

Regnemaskinen kan nemlig tilsyneladende ikke regne på langsigtede konsekvenser på menneskers adfærd – såkaldt dynamiske effekter – når det politiske forslag handler om velfærd.

Derfor vil en styrkelse af velfærden, herunder folkeskolen, altid på papiret fremstå som en ren udgift. Og det er et kæmpe problem. Det mener Virkelighedens Velfærd, et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, FOA, Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal og BUPL, der tirsdag holdt en høring på Christiansborg for at sætte fokus på ubalancen.

”Finansministeriet regner investeringer i folkeskolen som en ren udgift, selvom det er indlysende, at der på længere sigt er store samfundsøkonomiske gevinster ved at sikre, at vi får flere unge bedre videre i livet, end vi gør i dag. Derfor skal regnemodellerne vendes, så vi kan lave de rigtige og vigtige investeringer”, lyder det fra Gordon Ørskov Madsen.

En skævvridning med konsekvenser

Flere forskere, analytikere og politikere var inviteret til høringen om regnemodellerne. Heri blandt Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han argumenterede i sin tale for, at regnemodellerne i værste tilfælde kan give politikerne en forfejlet tro på, at visse beslutninger er billigere for samfundet end andre.

”Finansministeriet har nogle modeller, hvor det groft sagt kun kan betale sig samfundsøkonomisk at give skattelettelser eller sænke dagpengesatsen. Alt andet er penge ud ad vinduet. Det er en skævvridning, at man bruger de dynamiske effekter med så stor sikkerhed ved skattelettelser, men man bruger det ikke på velfærdspolitik”, siger direktøren.

Ministerens skoleregnemaskine skulle i luften før valget: Logik for perlehøns omsat til regneark

Grunden til, at Finansministeriet ikke medregner de langsigtede adfærdskonsekvenser på velfærdsområdet er, at der ikke er nok viden og forskning om, hvad det vil betyde at skrue på de forskellige knapper. Sådan lød det fra Torben M. Andersen, tidligere overvismand og ph.d. i økonomi:

”Finansministeriets princip er, at der skal være solid empirisk evidens for de dynamiske effekter, før de bliver regnet med. Og der er vores viden på nogle områder bare for usikre. Men der bliver det et politisk ansvar og vurdering at sige: Godt, der er ikke regnet på nogle konkrete effekter, men vi tror på, at det er det rigtige alligevel”, sagde Torben Andersen.

Den pointe blev gentaget af folketingspolitiker Torsten Schack Pedersen (V), der mente, at debatten foregik på et forkert grundlag.

”Der er sådan en grundtone i denne her debat, som lyder: ”Hvorfor kan vi ikke bare få regnemodellerne til at sige, at de offentlige investeringer er meget bedre, end de er, og omvendt at skattelettelser er dårlige?”.

Manglende viden er politisk

Den anklage faldt dog ikke i god jord hos lærerformand Gordon Ørskov Madsen:

”Jeg har ikke et ønske om at bruge flere penge. Lige nu er der besparelser i kommunerne, samtidig med at specialområdet stiger i pris, og man er tvunget til at fjerne forebyggende indsatser som f.eks. tolærerordninger. Og når udgifterne stiger til specialiserede områder, skulle vi så ikke sætte ind meget tidligere med forebyggende indsatser, som er billigere i det lange løb? Det kunne forbedre liv og spare penge på samme tid. Lad os da undersøge det”.

Samme budskab lød fra både folketingspolitiker Pelle Dragsted (Ø) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF).

”Det er rigtigt, at der mangler empiri, men hvis man ikke gør en aktiv indsats for at hente viden, så er det jo et problem. Det er en politisk prioritering, at man poster penge i forskning om skattelettelser og ikke i velfærd, f.eks. hvad det betyder for samfundet at antallet af udsatte børn vokser”, sagde Lisbeth Bech-Nielsen.

Pelle Dragsted var en af dem, der hejste flaget for, at hele "paradigmet" omkring regnemodellerne er forfejlet, og at de regner forkert generelt - også ved skattelettelser.

"Vi opfatter økonomi som naturvidenskab, og det er det ikke. Det er et studie af hvordan mennesker agerer på bestemte beslutninger. Det er socialvidenskab. De empiriske data, man bruger, er meget svage".

"I Sverige og Norge regner de netop af den grund ikke dynamiske effekter af skattelettelser. Det er jo et politisk valg, at nogen har valgt at gøre det herhjemme".