Dette er et sammendrag af Stefan Hermanns tale til Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum 30. oktober 2024.

Skolen og læreren har aldrig været vigtigere. Det var de indledende ord i min tale til Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum. Det var dels en hyldest til lærerprofessionen, dels en opfordring om at være med til at gentegne skolen og jeres kamp fremover.

For der er fortsat meget at kæmpe for, og i kampen findes friheden. Skolen er en livsformende begivenhed, ikke bare en lang parentes i opvæksten. Den er ikke bare individdannende, men også samfundsdannende. Og kun en stærk lærerprofession kan oplyse eleverne og indfri formålsparagraffens løfte. Skolen er ikke et mellemrum i livet, men et grundfjeld i samfundet. En midte, hvorfra lærerne lader elever skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port, som det hedder i Livstræet. Når det er bedst.

Folkeskolen fik igen en nøglerolle

Jeg siger det bevidst højtideligt som en kontrast til, at mange er kommet til at se skolen som et mellemrum, og en institution der leverer en service, vi kalder læring, og trivsel af mere eller mindre høj kvalitet. Læreren ses som en funktion i en institution, der alt for ofte forbindes med mistrivsel og problemer med inklusion, og som fravælges af for mange forældre. Man kan savne den dirrende vigtighed, som tidligere var på spil.

Historisk set begyndte lærerprofessionen at organisere sig efter de læsterlige klø i 1864. Hvad udadtil tabtes, skulle indadtil vindes. Skolerne skulle fæstne et Dannevirke i hvert bryst, som venstremanden og skolelæreren Chresten Berg sagde.

Almueskolen bliver folkeskole i 1899. Skolelæreren bliver folkelærer. Et lokalt samlingspunkt i skabelsen af det moderne Danmark.

Efter Anden Verdenskrig vendte man sig igen mod skolen og gjorde ungdommen til arena for oplysning og demokrati. Eleverne skulle være selvstændige og demokratisk sindede. For syd for Danmark havde unge demokratier stemt despoter til magten.

Mere og bedre skole med en demokratisk, human pædagogik var afgørende i velfærdsstatens opbygning fra 1950’erne. I de vilde globaliseringstider i 2000’erne måtte folkeskolen igen have en nøglerolle. Når kineserne var billigere, skulle vi være bedre, lød mantraet. Flere skulle være bedre, nå mere og gør det hurtigere.

Den største og vigtigste udfordring

Hvor står vi så nu, hvor lærerne loves frihed fra læringsmål og andre krav? Hvor det enorme sammenhold i modstanden mod reformen i 2013 og L409 kan veksles til en ny vibrerende vigtighed her 150 år efter dannelsen af Danmarks Lærerforening? Hvor frihed fra noget kan blive til frihed til noget?

I dag er den største og vigtigste udfordring naturkrisen, hvor vi har sendt de kommende generationers muligheder på kasino og forvaltet naturen, som var den et F1-lån.

Her ligger et nyt grønt, alment dannelsesprojekt til højrebenet. Vi skal lære sammen, fordi vi skal leve sammen, som Alexander von Oettingen har sagt. Og nu skal vi gøre det med et andet bagtæppe end hidtil; nemlig uden at destruere vores fælles livsgrundlag.

Skolen kan aldrig fikse det, men yde sit bidrag. Som den har gjort før, når en krise skulle vendes fra undergang til overgang. Eleverne skal ikke opleve klimaskam eller -skyld, men sammenhæng og virkelyst, og vi skal finde de bånd, der skaber frihed og fællesskab. Hertil er skolen og lærerprofessionen den bedste mulighed, vi har. Tekniske løsninger, politiske aftaler og regulering, løser næppe det hele af sig selv.

Danmarks Lærerforening er i dag en forenet lærerprofession. Det skal I kæmpe for at vedblive. For mere end nogensinde hviler jeres autoritet i styrken af jeres fællesskab og evne til at være hinandens læremestre og solidariske kritikere med øje for, hvordan formålet kan og bør forstås i vor tid. Som K.E. Løgstrup sagde ved et andet jubilæum i 1981 kort før han døde: at holde skole indebærer oplysning om den natur, vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk