Det er nemt at være bagklog. Men når man hører begejstringen hos de fire centrale parter i Samarbejdet om Skolen, er det svært at lade være med at prøve. For hvorfor er det først nu, det kan lade sig gøre for parterne at sætte sig sammen og finde frem til løsninger for folkeskolen, og hvorfor kunne man ikke gøre det for ti år siden?
Det ærgrer formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.
”Hvis man havde ønsket det, så kunne man sagtens have skabt den her form for samarbejde i 2012. Men forskellen til i dag er helt grundlæggende, at nu vil alle parter det forpligtende samarbejde. Vi er jo alle sammen blevet klogere, ikke mindst på Christiansborg og i KL. Nu siger politikerne, at de vil gøre præcis det modsatte af 13-forløbet, og det er vi meget enige med dem i. Derfor er der ingen grundt til at hænge fast i det gamle. Men alligevel kan jeg da godt ærgre mig over, at det blev som det blev, for vi kunne have undgået nogle virkelig trælse år”.
Det er nemt at være bagklog. Men når man hører begejstringen hos de fire centrale parter i Samarbejdet om Skolen, er det svært at lade være med at prøve. For hvorfor er det først nu, det kan lade sig gøre for parterne at sætte sig sammen og finde frem til løsninger for folkeskolen, og hvorfor kunne man ikke gøre det for ti år siden?
Det ærgrer formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.
”Hvis man havde ønsket det, så kunne man sagtens have skabt den her form for samarbejde i 2012. Men vi er jo alle sammen blevet klogere, ikke mindst på Christiansborg og i KL. Nu siger politikerne, at de vil gøre præcis det modsatte, og det har vi bestemt fidus til, så der er ingen grundt til at hænge fast i det gamle. Men alligevel kan jeg da godt ærgre mig over, at det blev som det blev, for vi kunne have undgået nogle virkelig trælse år”.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er enig med lærernes formand i, det godt kunne have ladet sig gøre. Men i 2012 hed undervisningsministeren Christine Antorini (S) og Pernille Rosenkrantz-Theil var for nyligt skiftet fra Enhedslisten til Socialdemokratiet og blevet valgt ind i Folketinget igen 2011.
”Hvis der havde været politisk vilje til det, havde man kunnet det. Det blev foreslået, og det var ikke det, der skete”, siger hun.
Gordon Ørskov Madsen var heller ikke formand for Danmarks Lærerforening under konflikten mellem lærerne, kommunerne og den daværende socialdemokratiske regering, men spørger man ministeren, havde det ingen betydning.
”Nej, det mener jeg simpelthen ikke, at det har. Jeg har haft et enormt godt samarbejde med Anders Bondo Christensen, og det har jeg fuldstændig på samme måde med Gordon Ørskov Madsen”.
Hun havde ideen til et samarbejde allerede i 2012, dengang kaldte hun det bare et fempartssamarbejde med henvisning til arbejdsmarkedets trepartssamarbejder, som hun har stor kærlighed til fra sine mange år på det område.
”Hvis vi gerne vil forandre på så stor og kompleks en institution som folkeskolen, så kan det kun lykkes i fællesskab på tværs af lærere og forældre og kommuner og stat og forvaltninger. Vi har haft udfordringer omkring skolen, som vi egentlig alle sammen gerne har ville løse i årtier, men det er ikke sket. Jeg tror på at nøglen er samarbejdet mellem parterne”, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Det gik for stærkt i ’13
I Skolelederforeningen kom Claus Hjortdal også først til som formand i 2014, men han sad som næstformand under konflikten.
”Man kunne godt have gjort det samme på det tidspunkt, hvis vi havde haft tiden og roen i maven. Der var jo en forløber i Ny Nordisk Skole med visioner for, hvor vi skulle hen, som tog udgangspunkt i, hvad der foregik ude på skolerne. Men dels blev det kædet samme med overenskomsten, og det var en kæmpe brøler. Og dels havde man et politisk ønske om at få sat store synlige fodtrin, så alt skulle presset igennem hurtigt. Det gik for stærkt, fordi Helle Thorning havde for travlt med at få slået søm i”, siger han.
Formand for KL's børne- og undervisnijngsudvalg Thomas Gyldal Petersen var også borgmester i Herlev dengang.
”Det er nemt at være bagklog. Jeg var jo selv med i ’12 og ’13. Ja, hvorfor gjorde vi så ikke det. Det var fordi tiden og psykologien omkring skolen var en anden. Set i bakspejlet havde det da været meget sjovere og måske også mere perspektivrigt, hvis vi havde gjort det. Men med respekt for, at alle, der sad med det afgørende ansvar inklusive mig selv, analyserede situationen anderledes, så var det åbenbart ikke en mulighed. Det har det så været nu, og det glæder jeg mig over”, siger han.
Han lægger heller ikke skjul på, at man i KL har været klar til den her form for samarbejde længe, netop fordi de har kunnet se konsekvenserne af den anden model.
”Når der ikke er fællesskab om skolen, så står skolen ikke så stærkt. Så vi har oven på 13 og forløbet derefter, gjort os erfaringer om, at vi ikke bare har en interesse, men også et ansvar for, at skolen også på nationalt plan bliver så god, at vi kan understøtte det samarbejde, der skal være ude omkring”.
Han peger på, at KL allerede inden ministerens invitation sidste år var i gang med et samarbejde med Lærerforeningen i Ny Start, hvor de også havde inviteret Skolelederforeningen med.
”Vores forhold til parterne i skolen har altid været godt og konstruktivt. Men vi har nok lige skulle hen over '13-konflikten og få det lidt på afstand, før det reelt var muligt for alle parter – inklusive mig selv - uden håndbremsen trukket”.
Det lokale samarbejde har været i gang længe
Et af de næste step i Sammen om Skolen er at etablere lokale Sammen om skolen-samarbejder. Her kan Claus Hjortdal godt bliver i tvivl om, hvordan det vil fungere, fordi han kender en del forvaltningschefer, som ikke har for vane at blande det politiske med det, der foregår på gulvet.
Men ifølge professor Jacob Torfing, så havde mange kommuner allerede inden Sammen om Skolen flyttet sig over mod en styringsform, hvor de i langt højere grad samarbejder med praktikerne. Det billede kan Thomas Gyldal fra KL godt kende.
”Det er jo, fordi man i den kommunale sektor og i den enkelte kommunalbestyrelse arbejder langt mere løsningsorienteret og knap så konfliktorienteret som Christiansborg. Det med at tage udgangspunkt i en fælles analyse, det er en stærkere tradition i det lokale demokrati. Vi har altid haft et tæt og fortroligt samarbejde mellem lærerforeningerne og kommunerne lokalt, selv i de år hvor det var rigtigt svært. Problemet var, at konfliktniveauet var så højt, at det stod i vejen for den fælles analyse”.
