Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er en luder. Det vidste jeg ikke selv, men for et par uger siden var der nogen, som havde tildelt mig erhvervet. 

Med skæve bogstaver havde personen delt nyheden adskillige gange i et af lokalerne på skolen. Udover at jeg var en luder, var der også skrevet opfordringer til at stikke ting op diverse steder på navngivne kollegaer – og børn. 

Jeg slettede hele baduljen med det samme og slog det hen med, at jeg formentlig havde gjort mig upopulær den dag ved at bede en eller flere elever om at samle deres skrald op, ikke spille bold indendørs eller tale pænt til andre. Antagelsen om, at jeg havde skiftet erhverv, var formentlig ikke personlig, men rettet mod min rolle på skolen.

Men da jeg gik hjem den eftermiddag, kunne jeg alligevel ikke slippe det. Jeg synes det er på tide, vi siger fra overfor, hvordan lærere bliver behandlet og talt til. Regeringen har i hvert fald lovet os autoriteten tilbage, selvom der mangler handling bag ordene.

Internetsproget rykker ind i skolen

Personligt oplever jeg, at især de sociale medier udfordrer vores næstekærlighed, rummelighed og sammenhængskraft.

Tidligere var det betoning, mimik og kropssprog, der underbyggede og forstærkede vores budskaber. I dag har versalier, emojis og en grov retorik taget over.

Og det spreder sig. De hårde ord er ikke længere kun forbeholdt sociale mediers kommentarspor og graffiti på væggene. Det er også begyndt at infiltrere det talte sprog. Jeg påpeger for eksempel tit overfor elever, at de kunne udtrykke sig på den halve tid, hvis de fjernede ordet ’fucking’ fra deres vokabular.

Jeg er også meget tydelig omkring, at ord som 'luder', 'bøsserøv' og opfordringer til at kneppe dette eller hint ikke ønskes i klassen, at ord gør ondt og at de er det stik modsatte af den gode tone, vi alle sammen ønsker.

Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at den voldsomme mistrivsel vi ser blandt unge i dag, hænger sammen sociale medier. Så meget desto mere er der vel for pokker grund til at sætte hælene i, når internet-jargonen pludselig får lov at flyde ud gennem munden og blyanten.

Det er på tide, at vi siger fra

Vi kan ganske enkelt ikke byde vores børn og unge at vokse op i et Danmark, hvor det er de få grænseløse, der sætter dagsordenen, og hvor man skal være angst for overfusninger, udskamning og grov retorik.

Vi lærer vores børn, at de skal sige til og sige fra. Men når jeg ser tonen på nettet - og skriften på væggen - så ville 13-årige Kristina saftsuseme være loren ved at sige fra. Selv som 45-årig var jeg lige ved at lade det passere og arkivere det under ’det bedste er at ignorere det’.

Men jeg er ikke en usikker teenager længere. Jeg er lærer, og jeg har ansvaret for den næste generation, deres trivsel, deres dannelse og deres ytringsevne. Og jeg skal hjælpe dem med at værne om selvrespekt, sprog og den gode tone.

Derfor valgt jeg at oprette episoden med de hårde ord på væggen på SafetyNet. Det samme system, vi registrerer arbejdsskader i. Det er svært at gøre mere, da jeg ikke ved, hvem der har skrevet ordene.

Jeg kender mine egne elever rigtig godt og kan ikke forestille mig, at det er en fra min egen klasse, der har gjort det. Men jeg vil alligevel forsætte med at have forløb og lektioner, hvor den gode tone er på skemaet, ligesom jeg vil minde dem om, at vi skal tale pænt til hinanden. Det er vigtigt, hvis vi alle sammen skal trives. Både i skolen og i samfundet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk