Onlineundervisning

”Jeg ser en tendens til, at når noget bliver svært i skolens, så outsourcer man det. Og det er en rigtig ærgerlig tendens. Jeg synes, at vi skal sørge for at opbygge en folkeskole med mangfoldige kompetencer, det gør vi ved at investere ind i skolen”, siger Regitze Flannov fra Danmark Lærerforening (i modten). Til venstre Dorte Andreas, til højre Regitze Spenner Ishøy.

Skolens parter: Onlineundervisning mod skolefravær skal være et offentligt tilbud

Flere kommuner er netop gået med i nationalt forsøg med onlineundervisning til elever med skolevægring. Skolens parter håber på, at de offentlige tilbud kan udfordre private onlineskoler, der er populære blandt forældre til 

Offentliggjort Sidst opdateret

18 kommuner har søgt om at komme med i et nationalt forsøg, der skal undersøge, om onlineundervisning kan hjælpe elever med skolevægring og langvarigt fravær tilbage i skolen.

De senere år er den virtuelle undervisning blevet mere og mere populær blandt forældre til elever med skolevægring, og en undersøgelse foretaget af fagbladet Folkeskolen tyder på, at private onlineskoler har fundet en opskrift, der virker. 

En del kommuner har da også tidligere benyttet sig af de private onlineskoler, men for halvandet år siden indskærpede Undervisningsministeriet, at det er forbudt ifølge folkeskoleloven, og nu vil ministeren og forligskredsen altså se på, om det offentlige system kan gøre de private kunsten efter.

Men er det overhovedet værd at bruge fire år på at eksperimentere i kommunerne, når private udbydere lader til at have fundet en model, der virker?

Ja, lyder svaret enstemmigt fra skolens parter. Deriblandt skoleledernes formand, Dorte Andreas, der byder det nationale forsøg velkommen.

”De private onlineskoler er lige nu mange skridt foran kommunerne, fordi de har oparbejdet noget viden og erfaring på det her område. Men i det forsøg, som ministeriet har udbudt, ligger der jo en mulighed for, at kommunerne kan gå sammen, og på sigt blive i stand til at levere det samme tilbud, som de private har i dag”, siger Dorte Andreas og tilføjer,

”Jeg vil til enhver tid håbe på, at vi ender med det kommunale tilbud, fordi det er inde under folkeskoleloven og under en skoleleder og kommunal forvaltnings beføjelser, så man er sikret et højt niveau”.

Dorte Andreas understreger også, at  målet med den virtuelle undervisning ikke er at erstatte det fysiske fremmøde, men derimod et middel til at få elever med skolevægring tilbage i skole. En pointe, som alle skolens parter samt ministeren har gentaget flere gange.

"Vi skal jo ikke have et a- og et b-hold"

Kvaliteten er ikke den eneste grund til, at det offentlige bør være førende på den virtuelle sygeundervisning. Det er også et spørgsmål om principper.

Det mener Regitze Flannov, der er forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.

”Jeg ser en tendens til, at når noget bliver svært i skolen, så outsourcer man det. Og det er en rigtig ærgerlig tendens. Jeg synes, at vi skal sørge for at opbygge en folkeskole med mangfoldige kompetencer, det gør vi ved at investere ind i skolen”, siger Regitze Flannov.

Den holdning deler Dorte Andreas.

”Vi skal kunne løfte den opgave som kommuner, og der skal være lige mulighed for alle for at kunne få sådan et tilbud. Der må ikke være forskel på, om man har mulighed for at betale sig fra det eller ej”, siger Dorte Andreas.

I skolebestyrelsesorganisationen Skole og Forældre mener formand Regitze Spenner Ishøy også, at en stærk kommunal løsning vil stille forældrene mere lige.

”Vi skal jo ikke have et a- og et b-hold blandt forældrene, hvor nogen har råd til undervisning til deres børn, mens andre ikke har. Det ser vi allerede for meget af på diagnoseområdet, hvor nogle forældre har mulighed for at betale for en udredning af deres børn i den private psykiatri, imens andre må stå i kø i det offentlige. Derfor er det kommunale vejen frem”, siger hun.

Tæt samarbejde er bedst i kommunen

Regitze Flannov har desuden et mere lavpraktisk argument for at holde online-sygeundervisning på kommunale hænder.

Særligt for elever med skolevægring er det nemlig vigtigt, at der er et tæt samarbejde imellem onlineunderviserne og den lokale folkeskole, som eleverne skal tilbage til.

”Der skal hele tiden evalueres på, hvordan de kan komme tilbage lidt ad gangen og opbygge de fællesskaber, som de skal tilbage til”, siger hun. Og det, mener hun, gøres bedst, hvis underviserne er ansat i kommunen.

Udvalgsforkvinden anerkender, at det kan blive kostbart for især de små kommuner, hvis de skal lave virtuel undervisning af tilstrækkelig høj kvalitet til de ganske få elever med skolevægring, der er i en lille kommune. Men den udfordring kan løse med tværkommunalt samarbejde, mener hun.

Regitze Spenner Ishøy fra Skole og Forældre vurderer også, at den kommunale onlineundervisning er bedre til at sikre et godt samarbejde med distriktskolen om at få eleverne tilbage i klassen.