Fra Folketingets talerstol kalder statsminister Mette Frederiksen (S) mobiltelefonen for farligere end trafikken, og Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjer for børn og unges skærmbrug.
Regeringen ønsker den omfattende brug af skærme i skolerne stoppet, men indtil videre er det op til skolerne selv at finde ud af, hvordan det skal gøres, skriver Christina Folkmann i sit pædagogiske diplomprojekt fra Københavns Professionshøjskole.
På hendes skole har ledelsen besluttet, at skolen nu skal være mobilfri efter ”mobilfængselsmodellen”, hvor telefonerne låses inde hele dagen og ikke kommer frem i pauserne, med det formål at skabe mere rum for leg og sociale aktiviteter blandt eleverne.
Det, at man på skolen ikke har interesseret sig for børnenes perspektiv forud for beslutningen, førte til, at hun i projektet undersøger, hvilken betydning mobilfri skole har for børn og hvordan børnenes perspektiv kan bidrage til det pædagogiske arbejde med processen.
Læge, forfatter og debattør Imran Rashid holdt foredrag for personalegruppen på skolen, og det blev ”et kardinalpunkt for vores omstilling til mobilfri skole”, skriver Christina Folkmann. I Rashids bog ”Sluk” fra 2017 fortæller han i forordet, at bogens formål er at vise læseren sammenhængen mellem brugen af smartphones, internettet og sociale medier og risikoen for at udvikle fysiske og psykiske sygdomme.
Brugere af Facebook og snapchat sammenlignes med stofmisbrugere, og denne sproglige konstruktion ”bæres videre i min organisation”, skriver hun. Der males et billede af ”os og dem – dem som ungdommen og vi, de ansvarlige voksne, der mener at vide bedst om de ufuldstændige voksnes tarv og bedste”.
Når børnene ikke blev inddraget, er det eksempel på et ude-fra børneperspektiv, hvor man ved frakoblingen af elevernes stemmer, ”næsten lader eleverne komme til at fremstå som objekter på linje med mobilerne. De fratages medskaberretten – vi taler om dem og ikke med dem, på samme måde, som vi taler om mobilerne”, mener Christina Folkmann.
Hun har som led i projektet interviewet elever i 9. klasse for at undersøge deres syn på mobilfri skole. Det er tydeligt, at de oplever deres mobil som noget meget privat og føler et stærkt ejerskab til den.
”…Tanken om at folk har den i hænderne, og de kan komme ind og se, hvad jeg har skrevet med andre mennesker og hvilke billeder, jeg har taget. Jeg kan bare ikke lide at de har den i hånden eller tager den ud af hånden på mig”, siger en dreng.
Det er vigtigt for ham, hvordan lærerne håndterer mobilen, fortæller han:
”Man skal heller ikke tage telefonen og stille den, så den peger, så alle andre i klassen kan se notifikationerne, så er det ligesom krænkelse af ens privatliv, men hvis man bare lægger den”.
Andre elever beskriver mobilen som ”deres forlængede arm” og ”der, hvor jeg har næsten hele mit liv”. Mobilen er en del af den private sfære, hvor eleverne let vil kunne føle sig krænket og miste tillid, hvis de ikke føler, den håndteres som noget privat, mener Christina Folkmann.
Selv om der er tale om en lavere grad af krænkelse, så bliver elevernes selv- og omverdenstillid udfordret, når deres telefoner bliver låst inde. Hun mener, at det kan komme til at betyde, ”at tilliden til de lærere, der indsamler mobilerne og til selve systemet bliver afgørende, hvis det skal komme til at fungere og ikke ende med et pseudosystem, hvor eleverne afleverer gamle mobiler og beholder de rigtige i smug”.
Ledelse, konsulenter og det pædagogiske personale kan komme til at skabe fjendebilleder, når eleverne ikke inddrages i dialogen, siger hun.
Christina Folkmann argumenterer i projektet for, at man ved at ”sætte mobilen i fængsel” kan gøre mere skade end gavn, ”fordi man her fjerner lærernes og pædagogernes mulighed for at have en føling med elevernes digitale sociale liv”.
Hun henviser til Stine Liv Johansen, lektor og ph.d. ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, som peger på, at løsningen kunne være en middelvej, hvor eleverne har adgang til mobilen i pauser. Johansen mener, at det har afgørende betydning, ”om vi grundlæggende forstår børn som nogle, der skal skærmes fra og beskyttes mod det digitale, eller om vi mener, at deres egen praktiske betydningsdannelse med digitale medier er værdifuld og skal tages med i betragtning”.
Christina Folkmann konkluderer, at hendes interviews tydeligt viser mobilens store betydning for eleverne, at elever kan opleve ”mobilfængselsmodellen” som krænkende, men også at eleverne faktisk har ”en indsigt i mobilernes afhængighedsskabende problematik”.
Hun skriver, at hendes undersøgelse peger på, at der er behov for en ”ekstraordinær pædagogisk indsats” på skolen, blandt andet på baggrund af det fjendebillede, der er skabt af såvel ledelse som eksterne konsulenter og personale.
Om det er Christina Folkmann, der modtager en pris, vil vise sig fredag d. 15. november, hvor Lærerprofession.dk holder prisfest i København.
