"Yeah, vi skal ha' matematik. Det er mit yndlingsfag", råber mange af de yngste elever i skolen. Matematik er et fag, som mange elever elsker - indtil de når ungdomsårene. Men hvad er det, der så sker, spurgte Mona Røsseland ud i salen, da matematikvejlederne i går var samlet i Odense til konference arrangeret af Danmarks Matematiklærerforening. Det var den tredje nationale konference for matematikvejledere med omkring 300 deltagere.

Matematikvejledernetværk vokser og fortsætter

"Inden jeg gik i gang med min ph.d, troede jeg, at det var selve undervisningen i matematik, der var forklaringen på de dårlige karakterer og manglende motivation hos de ældste elever. Eller læreren. Det var min hypotese. Men jeg fandt ud af, at det er, hvad de andre tænker om dem, der betyder alt for disse elever. Det er en jungle derude! Eleverne kan være så slemme ved hinanden uden selv at vide det", forklarer Mona Røsseland.

Hun er lærer og ph.d ved universitetet i Agder i Norge. Hun arbejder ved Nasjonalt Senter for Matematikk i Trondheim og er medforfatter til lærebogssystemet Multi.

Fra top- til bundkarakter

Hun udvalgte sig otte drenge, som hun fulgte til sin ph.d. På de yngste klassetrin havde drengene matematik som favoritfag, og de fik topkarakterer i faget. Hun så på deres karakterer ved de nationale test og fandt de otte tilfælde, hvor motivation og karakterer faldt drastisk op gennem skoletiden. I 10. klasse (svarer til dansk 9., red.) fik de næstlaveste karakter i matematik.

"Der var også piger, der fik dårlige karakterer i udskolingen, men når jeg så på deres tidligere præstationer, så havde de altid ligget i den lave ende. Derimod var de otte drenge faldet voldsomt karaktermæssigt. Og i udskolingen var de alle enige om, at de aldrig ville få brug for matematik i livet", siger Mona Røsseland.

Hun fortæller, at der undervejs i skoletiden er nogle overgange, hvor mange elever synes, at matematik bliver sværere. Samtidig bliver de usikre på sig selv.

Drengene tænker undervejs: "Jeg ved, at flere har svært ved matematik, men der er ingen, der er så dårlig som mig" eller "de kommer med nye ting hele tiden i matematik, og læreren forklarer kun kort, hvad vi skal gøre".

"En dreng fortalte, at han var ligeglad med matematik. "Jeg gider ikke mere", sagde han. De har simpelt hen sænket et gitter ned, og så kan de ikke længere lære. Jeg spurgte ham, hvorfor han så ikke bad om hjælp. Og han svarede, at så ville de andre tænke, at dér sidder idioten. De tror, at de andre kan det hele meget bedre end dem selv".

Hun fortalte, at flere af pigerne har hånden oppe hele tiden og spørger læreren, om de nu har gjort det rigtigt. Pigerne søger bekræftelse.

"Det sociale spil i klasserummet påvirker de enkelte elever. Pigerne spørger, selv om de kan det, og faktisk stjæler de ofte lærerens opmærksomhed, så drengene kan gå under radaren. I det sociale spil er det en større kvalitet at være klassens klovn, at gøre grin med andre - det er helt andre kvaliteter, der værdsættes hos klassekammeraterne. Ikke at være god til matematik. Det tæller ikke. Der foregår så meget i klasserummet, som læreren ikke opdager. Eleverne er til stede i lokalet fysisk, men psykisk er de der ikke nødvendigvis".

En dreng forklarede, at udskolingen tærede på ham. "Hvis du bare fokuserer på skole, så får du ingen venner", forklarede han. Han ville ønske, at der var skoleuniform for alle, for så behøvede han ikke at tænke på, hvordan han så ud og hvilket tøj, han skulle tage på. Det ville fjerne noget af presset.

Elever hjælper hinanden

Mona Røsseland fortalte, at mange elever i udskolingen ville ønske, at læreren gjorde som i indskolingen - viste en opgave på tavlen, før eleverne selv skulle forsøge sig med samme type opgave. Som en elev sagde: "I indskolingen og på mellemtrinnet blev læreren ved med at vise os det, indtil vi alle kunne regne opgaven". Det er en af de ting, der ændrer sig i matematik gennem skoletiden.

Hun har tidligere været et par år i Asien, fordi hun var nysgerrig på, hvad det egentlig er, de kan dér. Hvorfor asiatiske elever klarer sig så godt i matematik? Og hun opdagede, at eleverne dér sad i store grupper ved et bord. Først hvis ingen elever ved bordet kendte svaret på en opgave, spurgte de læreren. Meningen var, at eleverne spurgte hinanden først.

Det oplevede hun også, at en af de norske drenge fortalte. Han spurgte altid en af de andre elever, der havde forstået opgaven - aldrig læreren.

"Ofte stiller læreren desværre ingen krav til de elever, der er "stået af". Det får eleven til at tænke, at han er dum - og læreren ved det udmærket - eller at læreren er ligeglad. Derfor sidder eleven helt stille og gemmer sig".

Mona Røsseland understregede, at man bliver dygtig i skolen, hvis alle tror, man er dygtig. Det motiverer utroligt meget at blive mødt positivt, har hun selv oplevet.

"Det var sindssygt ubehageligt at være så usikker"