MeWe Space læringsrummet giver både mulighed for fysisk aktivitet, præsentationer og afslapning.

Elever lærer med sanserne i nyt læringsrum

Et mørkelagt rum med tre store skærme danner ramme om en ny måde at undervise på. I MeWe Space-læringsrummene lærer eleverne gennem lyd, lys og billede - og uden forstyrrelser udefra.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tre store skærme lyser det sortmalede rum op. Martin Luther King holder tale i Washington på den midterste skærm. Den anden viser sort-hvide billeder af de mange mennesker, der er samlet foran talerstolen, mens den tredje skærm skifter mellem hvide citater på en sort baggrund. Det mørke gulvtæppe, som breder sig fra væg til væg og lydisolerer rummet, giver efter, når man presser fødderne mod det.

En solstribe har sneget sig ind gennem mørklægningsgardinerne under forberedelsen til præsentationen af det nye, specialindrettede læringsrum kaldet MeWe Space på Issøskolen i Svendborg på Fyn, men den bliver hurtigt lukket ude igen.

"Virkeligheden presser sig på. Det vil vi ikke have", siger kunstner og direktør i MeWe Space Erling Hjernø. 

Og det er lidt som at træde ind i en osteklokke, når man forlader skolens lyse gange og lukker døren bag sig. Her er især fokus på lys og lyd. Forskellige farveindstillinger lægger rummet i blandt andet blåt, rødt og lilla skær. Når der ikke kører film eller præsentationer på de tre skærme, fyldes rummet af en blid, let hypnotiserende melodi, og en grafik af universet med fem roterende planeter og stjerneskud strækker sig over alle tre skærme. Ifølge lærer Anja Thomas på Issøskolen skaber rummet en totaloplevelse, som giver lærerne flere muligheder i undervisningen.

"Vi får muligheden for at tage eleverne med et andet sted hen. Det skaber en totaloplevelse, som kan sparke døren ind til noget andet, end det vi har kunnet før. Vi er jo efterhånden blevet vant til at tingene kan vises på en stor skærm, men det, at vi kan dæmpe lyset og så videre, skaber en helt anden oplevelse", siger Anja Thomas. 

Som engelsklærer har hun blandt andet taget eleverne med under terrorangrebet mod World Trade Center-tårnene, som eleverne ikke har mange minder fra, da de knap var født i 2001. Men rummet kan også bruges til mere muntre ting som at koble af med en tur gennem en jysk skov.

Erling Hjernø har arbejdet på projektet i fem år. Han fik inspiration fra det hollandske projekt 'Snoezelen', hvor man med fokus på musik, lys, berøring og dufte har skabt afslapningsrum til personer med handicap.

En verden eleverne kender

Et af flere mål med læringsrummet er at udvikle læringsmiljøer, hvor digitale medier understøtter elevernes læringsprocesser. På den måde møder man eleverne i et univers, de allerede kender og mestrer.

"Vi skal anerkende børnenes mediebrug. Den fremtid, der ligger foran os, med de unge og deres medieforbrug, den skal vi ind og have med at gøre. Det er svært for os at påvirke deres normale medieforbrug, men vi skal have de unge til selv at producere, og det gør de her", siger Erling Hjernø.

I 6.a., som Anja Thomas er dansklærer i, har de gennem en tid trænet oplæsning. Anja Thomas bad derfor eleverne om at lave en gyserhistorie. Eleverne filmede hver deres rolle, hvor de læste op fra historien, og klippene blev sat sammen til flere sekvenser, som satte alle skærme i MeWe Space-rummet i spil. Rummet blev mørklagt, og flere lydeffekter var tilføjet den sorte-hvide-gyserhistorie.

Catrine fra 6.a. på Issøskolen synes, at det har været sjovt og lærerigt at lave sine egne produktioner:

"Man kommer mere ind i det. Det er sjovere og mere spændende, og så er det jo også noget helt nyt. Det er lidt en fantasiverden. Det må godt være lidt spændende, når man skal lære noget. Ellers gå man i stå i det, og så gider man ikke rigtig at følge med", siger Catrine på 13 år.

Taler til flere typer

Issøskolen er den ene af to skoler i Svendborg Kommune, som har fået installeret et MeWe Space. Rummet er også installeret på Rantzausminde Skole. Rummet koster 180.000 kroner at installere. I det beløb er blandt andet rummets interiør og diverse licenser. Softwaren, man benytter, er udviklet af MeWe Space ApS. Det er meningen, at rummet skal kunne tale til flere typer af elever på en gang.

"Som lærer har man jo længe vidst, at der er nogle elever, der er auditivt disponeret, og nogle, der er visuelt disponeret. I MeWe Space bringer man nogle af alle de der kanaler i spil samtidig. Det er fotos, video, lydeffekter, der er stemning og musik. Alle de ting gør, at det bliver et stærkt medie, når man skal overføre informationer", siger Michael Raunholst, lærer på Rantzausminde Skole.

Det, at eleverne opfatter forskellige ting under en præsentation, giver anledning til diskussioner i klassen bagefter.

"Vi kan ikke nå at overskue det hele på en gang, men det giver os mulighed for bagefter at snakke om, 'hvad var det du så?' og 'hvad så du?'. Det sætter sig i eleverne på en anden måde, fordi det er en oplevelse og ikke bare undervisning. Det er ikke nødvendigvis bedre undervisning, men det er anderledes, og det har eleverne også brug for", siger lærer Anja Thomas.

Projektet er stadig under udvikling, og hvis det går godt, er der ønske om at udbrede det til alle skoler i Svendborg Kommune.

"Jeg synes bestemt, at det er noget, vi skal have rigtig meget fokus på, hvis det viser sig, at de virkelig kan bruge det i læringssituationer, og hvis det er med til at udvikle det læringsmiljø, som skal være på skolerne. Det er jo en ny og moderne måde at få læring på, og vi er nødt til at følge med for at eleverne interesserede i deres egen læring. En af eleverne havde fortalt, at det kunne få ham til at blive i folkeskolen, og så har vi åbenbart ramt plet i forhold til noget, der interesserer de unge mennesker", siger Mette Kristensen, formand for det politiske udvalg for Børn og Unge i Svendborg Kommune.