'Schhh', 'Sæt jer ned!', 'Hold nu mund!'. Mange gange hver dag tysser lærere på elever. Og det selvom undersøgelser viser, at 'skæld-ud' slet ikke er en særlig effektiv måde at skabe ro på.

Derimod kan enkle samværsregler, strukturer og rutiner være et effektivt redskab for læreren til at forebygge og dæmpe uro i klassen og hjælpe eleverne til en overskuelig og tryg hverdag. For eksempel kan lærerne klappe en bestemt remse, tælle ned fra tre eller ringe med en klokke, som et tegn til eleverne om, at nu skal der være ro.

Klokken: Læreren bruger klokken for at få elevernes fokus, når der skal gives en besked. Eller i starten af en time til at signalere, at nu starter undervisningen. Det sparer tid og hindrer uro, hvis eleverne ved nøjagtigt, hvad der skal ske, når læreren ringer med klokken.

»Det kræver god ledelse fra lærerens side at skabe et stimulerende og lærerigt arbejdsmiljø i en klasse med 28 børn, og her kan disse teknikker være afgørende redskaber til at skabe ro i klassen«, siger Andreas Rasch-Christensen.

Samtidig understreger han, at de forskellige metoder ikke er noget som læreren kan diktere oppefra, men kræver at klassen i fællesskab er blevet enige om spillereglerne. »Der bliver ikke ro, fordi læreren ringer med en klokke. Der bliver ro, fordi eleverne har købt den præmis, at når klokken lyder, skal der skal de tie stille«.

Derfor kan metoderne heller aldrig stå alene, men bør fungere som et supplerende værktøj, som læreren kan gribe til.

Lyssignalet: Bruges til at justere lydniveauet i klassen. Når det viser rødt, skal der være helt ro og eleverne skal sidde på deres plads. Viser det gult,  må de snakke dæmpet med deres sidemakker, men de skal blive på deres plads. Viser det grønt må de tale med normale stemmer og gå rundt i klassen.

Fremadrettet fokus  At skabe ro i klassen handler først og fremmest for læreren om, at skabe troværdighed og tillid.

»Fordelen ved at ringe med klokke eller klappe en rytme i stedet for at råbe og skælde ud er, at klassen sammen med læreren har opnået en fælles forståelse af, hvilke handlinger der er acceptable, og hvilke der ikke er«, siger Andreas Rasch-Christensen.

Klappereglen: Læreren klapper en rytme, som eleverne skal svarer tilbage på i samme rytme. På den måde tager eleverne aktivt del i, at nu skal der være ro, så læreren kan give en besked. Metoden bruges også, hvis lydniveauet er blevet for højt og skal dæmpes lidt.

Det er vigtig at eleverne forstår metoden og føler sig trygge ved den. Hvis metoden ikke bliver overholdt, skal der være en sanktion som eleverne accepterer. Derfor er det vigtigt at eleverne bliver taget med ind i processen, og måske selv har været med til at vælge, hvilket redskab der skal give ro i deres klasse.

»Det handler om, at have sit fokus fremadrettet, så du ikke tænker: 'Åhh, nej nu skal jeg have nogle elever, hvor jeg bliver nødt til at råbe og være sur', men i stedet tænke, 'hvilke teknikker kan vi indføre, som vil virke i vores klasse'«.

3-2-1-Shh: I stedet for at læreren råber og bliver sur over, at det ikke er ro, tæller læreren ned fra tre og afslutter med "sshh". Eleverne tæller med, og inden de når til "sshh", skal roen have lagt sig.

Cirklen: Når eleverne kommer ind fra frikvarter, skal de stille sig i en optegnet cirkel. Det er med til at skabe ro, at eleverne ved, hvor de skal gøre af sig selv i starten af timen. Så kan læreren starte sin undervisning uden først at bruge tid på at skabe ro eller løse konflikter.