Skab struktur, forudsigelighed og genkendelighed med visuel støtte. Sådan lyder mantraet, når lærere skal have bugt med uro, konflikter og virvar blandt eleverne. Men hvordan gør man?

Det har psykolog Signe Baden skrevet en bog om med konkrete anvisninger til lærere i indskoling og på mellemtrin. 

“Jeg anbefaler ofte lærere at anvende visuel støtte til at skabe ro og struktur, men når jeg har søgt efter inspiration, har jeg kun fundet materialer til børn med for eksempel autisme. Der er masser af hjemmesider, som sælger piktogrammer, men de fortæller ikke, hvordan man skal bruge dem”, siger Signe Baden, som er psykolog i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Norddjurs Kommune. 

Børn har glæde af visuel kommunikation, fordi det er hurtigt at aflæse et billede.

“Elevernes hjerner er ikke færdigudviklede til at kunne planlægge, forstå konsekvenser og koncentrere sig i længere tid, så jo mere konkret vi kan gøre den ydre struktur, desto1 lettere får de ved at huske, hvad de skal”.  

Visuel støtte er godt til overgange 

Signe Baden anbefaler, at man begynder i det små. For eksempel kan man prøve at bruge visuel støtte til at skabe morgenrutiner. 

Timetimer til vedholdenhed og fastholdelse

Fastholdelse i individuelle opgaver

Eleverne i 4.b skal hver især løse opgaver i 20 minutter. Bagefter er der fælles gennemgang på tavlen. Undervejs spørger nogle af eleverne flere gange, hvornår de er færdige. Næste gang sætter læreren en timetimer til 20 minutter og fortæller eleverne, at når det røde er forsvundet, oguret bipper, er de færdige. Han forklarer, at de hele tiden kan følge med i, hvor lang tid der er tilbage, ved at kigge på timetimeren. Hvis en elev går i stå, henviser læreren til timetimeren og siger, at eleven sagtens kan nå lidt mere. På den måde retter han elevens opmærksomhed mod opgaven og hjælper eleven med at fastholde fokus.

“Der kan være meget uro op til klokken otte, fordi børnene ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv. Det gør det svært at få ro til at komme i gang med undervisningen. Hvis læreren kommer ti minutter i otte og hænger et piktogram op på tavlen, som viser, at eleverne enten skal tegne, læse eller spille et spil med sidemakkeren, ved de, hvad de skal”. 

Det er svært for mange børn at skifte fra en aktivitet til en anden, så her kan visuel støtte også være en hjælp. 

“Når læreren viser, hvad der venter, bliver følelsen af opbrud mindre. Det er især gavnligt, når eleverne er i gang med noget, de synes er fedt, og så skal skifte til noget mere kedeligt”. 

Visuel støtte egner sig også til situationer, som er konfliktfyldte og præget af uro, og hvor lærerne kunne tænke sig, at de foregår på en anden måde. Det kan være, når børnene kommer ind fra frikvarter, eller hvis klassen skal på tur. 

“Så kan man lave en oversigt med piktogrammer af destinationen, og at eleverne skal finde dyr, spise madpakker og lege, inden de skal hjem igen. Det kan også være af, hvem de skal sidde ved siden af i bussen”, siger Signe Baden. 

Eleverne skal lære at tyde piktogrammer 

Lærere kan ikke forvente, at eleverne i indskoling og på mellemtrin af sig selv går i gang med at følge piktogrammer. 

“Når børn har vænnet sig til visuel støtte, er det nemmere at implementere nye piktogrammer, men i begyndelsen tager det tid, fordi de skal lære, hvad et piktogram betyder. For viser et billede af en rutsjebane, at børnene skal ud at rutsje, at de skal på legepladsen, eller at de skal med ud at købe en ny rutsjebane?” forklarer Signe Baden og kommer med endnu et eksempel: 

“Og handler det om mig, når madkassen på piktogrammet er gul, og min er blå? For voksne kan det være indlysende, at en gul madkasse betyder, at alle skal spise, men et billede kan aflæses på mange måder. Derfor kræver det lidt at komme i gang”. 

Piktogrammer til struktur og overblik

Matematiklæreren har tendens til at møde eleverne i 4.b med en masse instruktioner, når de kommer ind i klassen: “I skal sætte jer ned, så skal I finde blyant og viskelæder frem. Nej, ikke hele penalhuset, kun blyant og viskelæder, og så skal I tage matematikhæftet op af tasken og slå op på side 48, som vi gik i gang med i går”.

 

For eleverne er det en lang instruktion, som gør, at læreren er nødt til at gentage trinene flere gange, da nogle enten ikke hørte det første gang eller har glemt det næste trin. Det giver en masse uro, at flere elever spørger: “Hvad for en side var det nu?” eller “Er det hæftet eller bogen, vi skal bruge?” 

Samtidig skal klassens lærere og pædagoger være rollemodeller og bruge den visuelle støtte konsekvent ved at italesætte den: “Vi ser lige på piktogramtavlen, hvad der skal ske i timen”. På den måde lærer eleverne, at de selv kan orientere sig mod tavlen. 

“Lærerne skal vise engagement, og efterhånden som eleverne bliver ældre, kan de tage dem med på råd. Når elever i 4. klasse spørger, hvorfor de skal have visuel støtte, skal man fortælle, at det skyldes, at der er for meget uro, når de kommer ind fra frikvarter, og det kan piktogrammerne hjælpe dem med at lave om på”, siger Signe Baden. 

Belønningsskema til øget motivation

Øve at komme ind i klassen efter frikvarter

I den sidste måneds tid er nogle elever i 4.b kommet for sent ind til time. Lærerne fornemmer, at det skyldes, at eleverne har gang i en leg, som de har svært ved at løsrive sig fra. 

 

Lærerne taler med eleverne om, at det er rart for alle, når lærerne ikke skal ud at lede efter elever eller irettesætte dem, der kommer for sent. De aftaler med eleverne, at de i to uger skal øve sig i at gå ind, når klokken ringer, og lærerne gør det klart, at eleverne skal hjælpes ad med at huske at komme ind. 

 

Lærerne laver et skema over ugedagene på tavlen. Når alle elever kommer ind fra frikvarter klokken 10, tegner læreren en smiley på skemaet. Hvis klassen får mindst fire smileyer den første uge, tager dansklæreren flødeboller med om fredagen. Får de fem smileyer i uge to, klæder matematiklæreren sig ud til en morgensamling. Det gør opgaven motiverende og lystbetonet. Det betyder også, at der ikke er en decideret straf, hvis opgaven ikke lykkes.

 

Lærerne opmuntrer hver dag eleverne til at huske skemaet, og de får masser af ros for at komme ind til tiden. Lærerne ved godt, at to uger ikke nødvendigvis ændrer en dårlig vane, men udsigten til en belønning sætter fokus på udfordringen og skaber forhåbentlig positive associationer til at komme ind, når klokken ringer. 

Lærere skal gå sammen 

 Visuel støtte virker, hvis den bruges konsekvent af alle klassens lærere og pædagoger. 

“Hvis dansklæreren bruger visuel støtte, mens matematiklæreren ikke gør, ved børnene ikke, om de skal orientere sig efter den eller ej. Det samme sker, hvis man kun bruger piktogrammerne nogle gange. Alle klassens lærere skal være med på at bruge støtten i en periode, så man skal blive enige om det og også om, hvordan man gør. Så kan det godt være, at én i teamet har ansvar for at finde billeder på nettet eller er god til at tegne”, siger Signe Baden. 

Som ved andre pædagogiske indsatser er det nødvendigt at evaluere. Det kan være: “Har du også lagt mærke til, at det virker supergodt med visuel støtte?” “Ja, lad os blive ved med det”. Eller lærerne kan tage en snak efter tre uger: Har det den ønskede effekt? Hvad fungerer? Og hvad bør ændres? 

Visuel støtte er ikke i sig selv et vidundermiddel, som kan løse alle skolens udfordringer, understreger PPR-psykologen. Men det kan være et supplement til god almenpædagogik, og man skal bruge hjælpemidlerne, så længe det giver mening.

“Når eleverne i en indskolingsklasse skal læse selv, og læreren sætter timetimeren til et kvarter, kan de se, at det ikke kan betale sig at gå i gang med næste kapitel, fordi der kun er et minut tilbage. Her giver det mening at blive ved med at bruge timetimer. Men hvis man bruger piktogrammer til at øve færdigheder, og eleverne når til at mestre færdighederne, er piktogrammerne ikke længere nødvendige”, forklarer Signe Baden. 

Signe Baden

Signe Søndergaard Baden er cand.psych. fra Aarhus Universitet. Har de seneste fem år arbejdet som PPR-psykolog i Syddjurs Kommune – primært på det almene dagtilbuds-og indskolingsområde. Arbejdet foregår ude i praksis i tæt samarbejde med forældre, pædagoger og lærere samt børne-og ungdomspsykiatrien og andre fagprofessionelle.

Jo ældre eleverne bliver, jo mere indre struktur får de. For eksempel kan de ældste elever huske deres skema i hovedet, og de kan selv planlægge og skabe egne systemer.

“Læreren skriver måske dagsordenen for timen på tavlen, og det er også visuel støtte. Den er bare på skrift. Men lærere kan godt lege med det. Jeg synes for eksempel, det er fedest at åbne en kogebog med store billeder af den mad, jeg skal lave”. 

Visuel støtte er ikke endnu en opgave, lærerne skal have tid til i en forvejen travl hverdag. Det er hjælp til selvhjælp. 

I en ny bog viser PPR-psykolog vej til visuel støtte til alle børn

“Jeg har mødt mange lærere, som er trætte af at høre sig selv sige: ‘Ti nu stille’, ‘hold nu op’ og ‘sæt jer ned’. Med visuel støtte kan læreren pege på et fælles tredje. Så er det ikke længere hende, som siger, hvad eleverne skal. Visuel støtte erstatter i det hele taget mange ord, for når eleverne har vænnet sig til at orientere sig mod den, behøver lærerne ikke at gentage så meget. Eleverne kan selv se, hvad de skal, så visuel støtte gør dem selvhjulpne”, siger Signe Baden. 

Piktogrammer til struktur og overblik

Påmindelse om at lytte

I 1.a har mange elever svært ved at være stille, når en klassekammerat taler. Lærerne vil gerne have, at eleverne øver sig i at lytte. Derfor laver de et stort lyttepiktogram, som de holder op, hvis der bliver for meget småsnak. Piktogrammet fungerer som en påmindelse, og de første mange gange henviser læreren til det ved at sige: “Hov, se lige på billedet her. Husk, at vi skal lytte nu”. 

 

Henvisningen gør, at lærerne i mindre grad behøver at irettesætte elever. Samtidig er det en mindre afbrydelse for den elev, der taler, end når læreren selv begynder at tale ind over for at bede nogle om at være stille og lytte.