Ordet disciplin er forsvundet fra lærernes fagsprog. Det er en skam, mener prorektor, dr.pæd. Alexander von Oettingen, der i sin nye fagbog, »Almen didaktik - mellem normativitet og evidens«, argumenterer for en genindførelse af begrebet i skolen.

»'Disciplin' og 'disciplinering' gled ud af det pædagogiske fagsprog i løbet af 1980'erne. I stedet er man begyndt at tale om ledelse - klasseledelse, klasserumsledelse, læringsledelse. Men det er en fejl, fordi disciplin og disciplinering er en grundkategori i det at være lærer. Tager man disciplineringsopgaven fra læreren, afprofessionaliserer man ham«, siger han.

Det var især reformpædagogikken og den pædagogiske psykologi, der pressede begrebet disciplin ud af det pædagogiske fagsprog, fortæller Alexander von Oettingen.

»De forveksler skoledisciplin med disciplin i militæret - de overser, at disciplin i skolen er en bærende del af didaktikken. Uden ro i klassen kan eleverne ikke lære noget«, siger han.

Alexander von Oettingen opfatter således disciplin som den ene af de tre søjler, der efter hans mening definerer didaktikken i skolen, nemlig:

• Undervisning, som udvikler elevernes viden og holdninger.

• Vejledning, som klæder eleverne på til livet.

• Og så altså »disciplin«, som gør eleverne klar til at lære.

I nærværende interview sætter vi fokus på den søjle, der handler om disciplin.

»Disciplin er langt mere end ledelse. Det er et bredere begreb. Det indeholder både den disciplinering, som læreren står for i den daglige undervisning, og den disciplinering, som udgår fra skolen som organisation, for eksempel ringeklokken«, siger Alexander von Oettingen.

»Vi skal give ansvaret for disciplin i skolen tilbage til læreren. Give ham disciplinerings-sproget tilbage. For at professionalisere læreren«, tilføjer han. »Det er ikke muligt at undervise uden disciplin«.

Første skridt er, at børnene skal lære at gå i skole. Det er nemlig noget andet end at gå i børnehave eller i fodboldklub. Det er også noget andet end at være barn i familien. Skolen er firkantet sagt til for elever, ikke for børn.

»Både lærere og forældre og ledelse og forvaltning skal grundlæggende se i øjnene, at i skolen går der ikke børn, men elever. De elever, der hurtigt forstår det, falder hurtigere til i skolen og klarer sig bedre end dem, der ikke forstår den kode«.

»Når børnene har knækket den kode, så har de mulighed for at lære i regi af skolen. Så forstår de, at det er anderledes at lære i skolen end i børnehaven og idrætsforeningen. At i skolen lærer man gennem undervisning, gennem samvær med en lærer og med klassekammerater«.

»Det er derfor vigtigt, at lærerne forstår, at de har en opgave i at lære børnene, hvad et læringsrum er. At der er et skema, at der er én, der bestemmer, at man kommer til tiden. At der er helt klare spilleregler og strukturer - og når vi har dem, så er det ikke, fordi vi vil ødelægge børnenes liv og trivsel, tværtimod, det er for at gøre det muligt at lære ved hjælp af undervisning«.

Skolens kerneydelse er nemlig ikke læring, påpeger Alexander von Oettingen, men undervisning. I skolen lærer man via undervisning. I familien lærer børnene gennem kærlighed, i skolen lærer de gennem undervisning.

»Tager man undervisningen væk fra skolen, bryder den sammen«, siger han. »Det er vigtigt, at lærerne forstår, at det, de forvalter, er undervisning«, fastslår han. Og læring via undervisning kræver disciplin.

»Derfor er disciplin et vigtigt begreb i didaktikken. Man kan ikke lære i kaos. Vi har didaktik for ikke at skulle lære i kaos. Disciplin frisætter energi«.

Læring er kun et antropologisk faktum, siger Alexander von Oettingen: Mennesker kan lære. I børnehaven lærer man typisk gennem leg og aktiviteter, i skolen igangsætter læreren læringsprocesser gennem undervisning.

Derfor er det altså så afgørende, at børnene forstår, at de i skolen er elever, der skal lære gennem undervisning. Det skal forældrene også forstå, og lærerne kan for eksempel prøve at sige det til dem på forældremøder. At i skolen er deres børn elever, der skal lære noget gennem undervisning, og det kræver spilleregler og disciplin og opbakning fra forældrene.

Fire teknikker til disciplinering

I det daglige arbejde kan lærerne gribe til fire »legitime disciplineringsteknikker«, som Alexander von Oettingen kalder det. Og lad det være sagt med det samme: De har intet med lektor Blomme at gøre. De er netop legitime. De handler ikke om at knægte eleverne, men om at hjælpe dem til at lære gennem undervisning.

»Det er pædagogiske disciplineringsteknologier. Vi slår ikke børn mere. Før brugte vi vold, nu bruger vi pædagogik«, understreger Alexander von Oettingen.

De fire teknikker er:

• At advare

• At holde opsyn

• At lede (autoriet)

• At være velvillig (kærlighed).

Børn kan tit ikke overskue, hvad der sker, hvis de gør sådan og sådan, derfor advarer vi dem, når de skal over gaden, for eksempel, forklarer Alexander von Oettingen.

»Og i skolen, siger vi, at hvis du ikke stopper nu med det dér, så sker der det og det. Vi advarer eleven, og det er godt, for så er der hele tiden opmærksomhed på spilleregler og strukturer - så kan du som elev selv afgøre, og du vil køre videre ad det spor eller ej«.

Og opsyn? - ja, læreren kan for eksempel vise eleverne, at han tager sig af dem, ved at gå rundt i klassen. »Men de må ikke fornemme, at han overvåger dem. Det er frygteligt at blive overvåget. Men hvis eleverne ved, at han holder opsyn, så er det et rart sted at være«.

Og at være leder?

»Læreren skal tage på sig at være en leder i klassen, den, der i sidste ende bestemmer. Børn har brug for en ledelsesautoritet. De kan ikke lære i kaos. Derfor skal læreren påtage sig den pædagogiske ledelse af klassen«.

For at det ikke skal udarte sig til noget, der er meget strikt og meget advarende, er det vigtigt, at læreren viser velvillighed.

»Læreren kan vise velvillighed ved for eksempel at sige, at det kan være okay at begå fejl og overtræde regler en gang imellem. Det er vigtigt, at der er en elastik. At der er kærlighed - det er jo børn, der skal lære i folkeskolen, ikke voksne«.

Kom, før det ringer

Disse fire disciplineringsredskaber kan læreren gribe til, men han og eleverne får også disciplinering foræret af selve den måde, som skolen er organiseret på. Hvis lærer og elever altså respekterer den disciplinerende effekt af organisering. Og igen: Ikke for disciplinens egen skyld, men jo altså fordi disciplin er en didaktisk grundkategori, understreger Alexander von Oettingen.

Eksempelvis: Eleverne skal lære, at de skal komme til tiden, de kan ikke bare komme vadende ind i klassen, siger han.

»Og læreren selv skal være der, før det ringer ind, så han er klar til at tage imod eleverne, når de kommer«.

»Man har talt om at opskaffe klokken, men det er ikke holdbart. Klokken er en vigtig didaktisk faktor, fordi den angiver, at nu starter undervisningen, og nu er der pause, og nu starter undervisningen igen. Eleverne har brug for den rytme i undervisningen«.

Og skoleskemaet, for eksempel - »det er også fantastisk«.

»For læreren kan skemaet være et fagligt sikkerhedsnet. Enhver undervisningslektion kan ikke være superduper, nogle gange er læreren ikke så godt forberedt, som han kunne være, andre gange er eleverne ikke så godt forberedt, som de kunne være - men så sikrer skemaet kontinuiteten. Skemaet sikrer, at undervisningen fortsætter, selv om det har været en dårlig dag«.

Og så er der klasserummet - det er også en didaktisk disciplineringsagent, siger Alexander von Oettingen.

»Klasserummet er ikke bare en ramme, men noget, man konstruerer ved at bevæge sig. Når læreren går ned bag i lokalet og er dér, så sidder de elever, der før sad bagerst, pludselig forrest«.

Brug klasserummet didaktisk

På den måde kan læreren eksempelvis bruge klasselokalet didaktisk. Han kan også diskutere med eleverne, hvordan det skal indrettes, hvordan de skal sidde, hvordan det er hensigtsmæssigt, at de sidder, set i forhold til undervisningen.

En sådan samtale vil også medvirke til at gøre dem bevidste om, at de er i skole for at lære gennem undervisning. Samme bevidstgørende effekt kan samtaler om og beslutning af spilleregler for klassen have. Reglerne er der ikke for deres egen skyld, men for undervisningens skyld.

Og det samme med kedsomhed. Sæt det på dagsordenen i klassen, siger Alexander von Oettingen. Italesæt kedsomhed som noget naturligt og uundgåeligt, som en del af livet, også skolelivet, i stedet for at forsøge at skjule det og tabuisere det.

»Empirisk forskning viser, at skoleelever keder sig indimellem. Det gør lærere i øvrigt også af og til. Det hører med til skolen. Det kan man ikke bare afskaffe, der er kedelige perioder, der er kedelige fag, der er kedelige læringsprocesser«, påpeger Alexander von Oettingen.

»Så tal åbent med eleverne om det: Det er okay at synes, at et fag er kedeligt, men det betyder ikke, at man ikke kommer. Du skal udholde de kedsomhedsperioder, der kommer, for det skifter. Næste time er spændende. Og næste igen. Gør kedsomhed til en undervisningsgenstand, så kedsomheden bliver synlig. Så den ikke bliver tabuiseret«.

Alt sammen for at lære eleverne disciplin. Og for at få dem til at forstå - og bifalde - at disciplin er befordrende for deres undervisning, som i skolen er vejen til deres læring.