Foto: Hung Tien Vu og Bo Tornvig
Illustration: Pernille Mühlbach
»Det var den rigtige beslutning at gøre lektiehjælp frivilligt«
Det Konservative Folkeparti krævede, at lektiehjælp skulle være frivilligt, hvis partiet skulle være med i forliget om en folkeskolereform. De fik deres vilje, men flere partier peger på, at det bliver ændret efter næste valg.
Partiets nytiltrådte uddannelsesordfører, Daniel Rugholm, står fast trods hård kritik.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
? Mange peger på, at lektiehjælp og faglig fordybelse er meget lavt prioriteret, fordi det alligevel skal ændres senere. Hvad siger du til det?
! »Det var den rigtige beslutning at gøre lektiehjælp frivilligt. Vi knytter os til et spinkelt håb om, at vi med en ny, forhåbentlig borgerlig regering kan tale vores borgerlige venner til fornuft på det her område. Det er ikke sikkert, at vi med vores mandater kan overbevise nogen om det, men vi håber, at familier, der deler vores holdning, kan være med til at gøre det. Jeg tror, det bliver et tema i valgkam-pen, og så kan familiernes holdning være med til at præge politikerne«.
Ny undersøgelse: Elever spilder tiden i lektiecaféer
? Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, kalder kompromiset for »makværk«. Han mener, at det spænder ben for de gode ting, der kunne være i lektiehjælp og faglig fordybelse, fordi lektiehjælp ikke kan tænkes ind i en sammenhæng med understøttende undervisning og skoledagen som helhed. Hvorfor skal skolerne ikke have lov til at tænke tingene sammen?
! »Når vi har en uafklaret mellemfase frem til et valg, så kan det ikke rigtigt være anderledes. Hvis det reelt skal være frivilligt, så kan det jo ikke ligge fra 10 til 11. Sådan er det. Jeg er sikker på, at skolelederne er så dygtige, at det kan de godt håndtere i deres skemalægning og planlægning. Men det er klart, at det bliver en lettelse, når der kommer en afklaring«.
? Forskere peger på, at det øger det faglige udbytte af lektierne, hvis de integreres i undervisningen. Det kan ikke lade sig gøre med den nuværende løsning. Hvad siger du til det?
! »Jeg har stor respekt for forskningens resultater, men jeg tror, at mange familier har det sådan, at de ser det at læse lektier med børnene som en naturlig del af opvæksten. Som en del af opdragelsen. Jeg husker selv de stunder, hvor jeg læste lektier med mine forældre, som noget, der havde stor værdi, og en måde, hvorpå de også blev en del af min skolegang. Gennem lektierne kan forældrene opleve, hvordan børnene udvikler sig, og også lade skolegangen være en del af forældrerollen, så man ikke bare afleverer klokken 8 og henter klokken 14. Jeg anerkender forskernes resultater og kan også se logikken i det - jeg tror bare, at lektierne har stor værdi for mange familier«.
? Hvad ville I med kravet om, at lektiehjælp skulle være frivilligt?
! »Det handler om vores friheds- og menneskesyn. Man skal kunne bestemme mest muligt over, hvordan man vil planlægge sin dag og sit liv. For eksempel for den enlige mor, der kun har én jobmulighed, og det er den skæve aftenvagt på sygehuset. For hende har det stor værdi at have mest mulig tid med sit barn i løbet af eftermiddagen. Det er fint, at man har tilbuddet, men vi går ikke ind for, at man skal tvinges ind i det«.
? Hvordan går det med lektiehjælpen i dag?
! »Der er meget blandede tilbagemeldinger. Der er forældre og børn, der er glade for det, men så er der også steder, hvor det ikke fungerer ret godt. Det tror jeg, der er forskellige årsager til. Det kan have noget at gøre med personalet, det kan have noget med antallet af børn at gøre, det kan have noget med organiseringen at gøre. Og så gør det, at dagen bliver længere, at vi ser tilbagemeldinger om, at flere desværre vælger fritidsinteresser fra«.