Anmeldelse

Når alt er nyt – undtagen kultursynet

Multikulturel begynderlæseserie vil alt det bedste, men snubler i stereotyper og gode intentioner.

Offentliggjort

Fakta

Alinas første dag/Malin vil sove hos Lea/ Kato og en høne

Forfatter: Vicky Devi Smidt

130 kroner per bog

22 sider per bog

Serie: Når alt er nyt

Forlag: Alinea

Når alt er nyt er en ny letlæsningsserie om børn, der kommer til Danmark fra fattige eller krigshærgede lande og for hvem alt - fra hjemmet og skolen til soveaftaler og madlavning – er nyt. Serien forsøger at være kulturformidlende brobygger ved gennem enkle hverdagshistorier at beskrive, hvorfor det ikke kun er sproget, der gør det svært for nyankomne børn og deres familier at finde sig til rette i det nye land.

Som begynderlæsetræning er serien både god og engagerende. Det er skønt, når letlæste fortællinger har noget på hjerte og giver anledning til forståelse og dialog. Illustrationerne er klare og indbydende og understøtter tekstforståelsen 1:1, og med et lixtal på 6-7 vil bøgerne kunne bruges fra 1. klasse.

Forlaget målretter serien til begynderlæsere med dansk som andetsprog, men der er bestemt ingen grund til at begrænse målgruppen ud fra etnicitet og (andet-)sproglige forudsætninger - tværtimod. Multikulturelle bøger og historier om nyankomne er vigtig læsning for alle, hvad enten fortællingerne fungerer som spejl eller som vindue for læseren. Og de mangler i høj grad i de danske klasseværelser.

Men – for der er desværre et larmende men - de indtil videre tre titler i serien afspejler for mig at se et stereotypt kultursyn, som i bedste fald er forsimplet og generaliserende og i værste fald karikeret. I Alinas første dag møder vi Alina, som kommer fra en lille landsby i Pakistan, og som ikke kender til penalhuse. Det gør hendes mor heller ikke, så de køber et tomt penalhus, og først da læreren træder til, forstår de, at penalhuset også skal indeholde blyanter. I Malin vil sove hos Lea, må syriske Malin ikke sove hos Lea, fordi hendes far siger, at syriske børn sover hjemme. Det gælder dog kun, indtil Leas forældre inviterer sig selv på te hos Malins familie. Herefter falder de syriske principper, og soveaftalen kommer i hus. I Kato og en høne går det helt galt. Her forstår Kato og hans mor ikke, hvorfor ovnen med hønen ikke bliver varm, og Kato ender med at lave bål på køkkengulvet. Lykkeligvis tilkalder Nabo-Lis brandvæsenet og viser Katos mor, hvordan man tænder ovnen ved at dreje på en knap. Derefter spiser de alle sammen og bliver mætte hos Lis.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at intentionen har været at give anledning til identifikation og samtidig fremme kulturforståelse med fokus på empati og hjælpsomhed. Men jeg kan ikke se bort fra de stereotype beskrivelser af uvidende nyankomne, der hjælpes af velmenende danskere, og det spænder ben for de varme anbefalinger, jeg ellers kunne ønske at sende efter serien. Jeg håber, forlaget og forfatteren vil overveje at vride vinklen, inden fjerde bind lander i trykken, for seriens idé er både god og relevant.