Scenen er sat. Hassans lærer Rita har budt Hassans far Abdullah velkommen til forældrekonsultation og starter samtalen med, at der er problemer med Hassan. Han vil ikke læse.

»Problemer med Hassan? Nej, Hassan læser. Hvis ikke skal du bare slå ham, så læser han«, siger Abdullah.

»Neej. Det kan jeg ikke. Du skal hjælpe mig med at lære Hassan, at han skal læse«, svarer Rita med forarget tone.

Abdullah ryster på hovedet og småsnakker for sig selv på tyrkisk. »Hvad er det for noget i Danmark. Det er dig, der skal lære ham at læse. Jeg kan ikke læse. Det er ikke mig«.

Her stopper scenen brat. For Abdullah og Rita bliver spillet af to lærere på Rådmandsgades Skole i København, Sabah Eltawil og Kirsten Sørensen. Som publikum sidder 20 lærere og ledere, som er på integrationskursus på Rådmandsgades Skole. De skal bryde ind og komme med forslag, så snart de mener, at situationen kører skævt.

En lærer mener ikke, at Rita skal lægge ud med at sige, at der er problemer. De spiller det igennem, men ender samme sted. Nye bud kommer til. Nogle vil invitere Abdullah til at overvære en time, andre vil inddrage Hassans mor. Men de er enige om, at der først skal skabes en god relation til Abdullah.

I teaterformen må man normalt bryde ind for at give gode råd til begge sider af konflikten, men som Camilla Ottsen, som styrer teatret på kurset, siger, så kan man ikke forvente, at de tosprogede forældre skal ændre sig. Det er læreren som den professionelle, der skal arbejde på at få tingene til at fungere.

Man kan hurtigt blive stemplet

Sabah Eltawil, som spiller Abdullah, mener ikke, at det er en god idé, at læreren forsøger at tage samtalen alene.

»Man kan inddrage AKT-læreren (adfærd, kontakt, trivsel). Og hvis man skal stå ligeværdigt, så skal man efter min mening bruge en tolk. Abdullah har helt tydeligt problemer med at forstå det danske skolesystem. Han skal have forklaret skolens regler og normer, og det vil fungere meget lettere med en tolk«.

Hun har selv haft problemerne inde på livet både som forælder og som lærer.

»Jeg kan godt huske, hvor svært det var, da min datter skulle i skole, og jeg næsten lige var kommet hertil fra Gazastriben. Jeg læste breve fra fritidsordningen med en ordbog, og alligevel lykkedes det mig at tage fejl af mødetidspunktet to gange i træk. Det var nok til, at jeg det første stykke tid blev stemplet som en dårlig mor«, fortæller hun.

Sabahs datter kom til at gå på Rådmandsgades Skole, og her mødte Sabah lederen Lise Egholm, da hun ville have sin datter fritaget for kristendomsundervisning.

»Jeg blev kaldt ind til en samtale på hendes kontor, hvor hun spurgte, hvorfor jeg mente, at det ikke var noget for os. Hun forklarede, at det er religion mere end kristendom, og jeg fik en bog med hjem. Og da jeg havde læst den, forstod jeg, at det ikke er forkyndende, men almen viden«.

Da Sabah Eltawil blev uddannet lærer, blev hun ansat på Rådmandsgades Skole, og her kan hun hver dag bruge sine erfaringer og sin baggrund til at få nye tosprogede forældre til at forstå, hvordan den danske skole fungerer.

»I starten var jeg meget forarget, når tosprogede forældre for eksempel ikke kom til forældremøder. Men så begyndte jeg at tænke på, hvor hurtigt jeg selv blev stem-plet som dårlig mor. Man er nødt til at have noget forståelse for folk, der kommer fra krig, tortur eller bare har en helt anden baggrund«.

Lærere skal ikke have flere tørklæder på

For de 20 lærere og ledere på Rådmandsgades integrationskursus er dette tydeligvis en kærkommen lejlighed til at få diskuteret forældresamarbejdet med de tosprogede forældre. Alle har eksempler på, hvordan kommunikationen kan gå skævt, og mange kommer med løsningsforslag. Lærerne vil gerne bruge tolke, men det er ikke alle steder, budgettet er til det. Tükay Tas fra Tingbjergskolen i København undrer sig over, hvorfor Sabah vil bruge tolk, når hun selv taler forældrenes sprog. Det ville hun aldrig selv gøre.

»Nogle gange er det vigtigt, at jeg ikke har flere kasketter - eller tørklæder - på samtidig. Jeg havde for eksempel en dreng, der skulle indstilles til psykolog, og det er meget negativt i den arabiske verden, fordi det opfattes, som om han er sindssyg. Det var en kompliceret sag, og der er det vigtigt, at jeg kan stå som ren lærer og ikke også skal være den, der hjælper faren med det sproglige. Samtidig er det også en principsag, at jeg er ansat som lærer, ikke som tolk«, forklarer Sabah Eltawil.

Kirsten Halling fra Bjergmarkskolen i Holbæk spørger til gode råd i forhold til lejrskoler og badning.

På Rådmandsgades Skole kan man ikke blive fritaget fra svømning eller badning til idræt. Eleverne må dog beholde undertøjet på under bruseren.

»Jeg bruger ord fra Koranen, der siger, at det er haram at se på andre, så der bør ikke være noget problem i at være nøgen. Og på samme måde er der ord i forhold til lejrskole, der siger, at hvis man som pige rejser med en troværdig gruppe, så er det okay. Samtidig er det vigtigt at forklare forældrene, hvad der foregår på lejrskolen, for der er rygter i nogle kredse om pædofili, og at drenge og piger sover sammen. Det skal alt sammen afkræftes«, forklarer Sabah.

En multikulturel håndbog giver retning

På Rådmandsgades Skole udarbejdede man, da skolen begyndte at have mange tosprogede børn, en multikulturel håndbog. Her står alt, der er nødvendigt at vide i forhold til badning, hjemkundskab, kirkegang, musik og fravær, så lærerne ikke selv skal tage stilling i hvert enkelt tilfælde.

Elever, som tager på besøg i deres forældres hjemland i flere måneder, er et problem, som flere skoler har diskuteret før. På Rådmandsgade indgår skolen en kontrakt med forældrene. De skal skrive under på, hvornår de kommer tilbage, og at eleven skal lave skolearbejde, mens de er væk. Og hvis kontrakten ikke overholdes, får de at vide, at eleven kan risikere at måtte gå en klasse om.

»De muslimske elever har også ret til en fridag i forbindelse med højtiden Eid, men kun én. Det er vores måde at sige, at vi har respekt for jeres helligdage, men vi skal også holde det faglige niveau. Derfor er det kun én dag, og derfor kan man ikke bare være væk flere måneder uden konsekvenser«, forklarer Sabah.

På samme måde skal alle elever være med til at danse om juletræet og gå i kirke til jul. Det er et fællesarrangement. Men der er taget hensyn.

»Vi har indgået en aftale med præsten i forvejen, så vi er sikre på, at det, han siger, ikke er forkyndende, men alene en historie. Og mange af historierne i Biblen er jo de samme i islam«, forklarer Kirsten Sørensen

Flere af lærerne har oplevet problemer med at få de tosprogedes forældre til at møde op til forældremøder. Her vælger man på Rådmandsgade at lave møderne til et socialt arrangement med multietnisk buffet. Det er meget populære aftner, hvor der har været forskellige kulturelle temaer.

Heller ikke hjemkundskab, musik eller lejrskoler kan man blive fritaget fra. Skolen har indrettet sig, så der ikke er nogen undskyldninger for ikke at deltage.

Som Lise Egholm siger, når man spørger, hvad det er, skolen kan i forhold til integration:

»Det handler om at være tydelig. Jeg går ikke ind for kæft eller trit. Men retning! Både for elever, forældre og skolen. Vi skal vide, hvilken retning vi skal følge«.

Rockwool Fonden har bevilget den halve million, det har kostet at oprette integrationskursus på Rådmandsgades Skole, og fonden følger op på kursets resultater på skolerne. Rådmandsgades Skoles leder Lise Egholm mener, at skolen selv har fået lige så meget ud af kurset som kursisterne, fordi de er blevet ekstra bevidste om det, de kan. Hun håber at kunne udbyde kurset igen næste år. På Rådmandsgade holder man sig nemlig ikke tilbage med at sige, at man kan noget i forhold til integration. »Vi gør, hvad vi kan for at slå janteloven ihjel hver dag«, siger Lise Egholm med et grin.