A.Ks lyserøde taske er så tung, at hun har svært ved at bære den i én hånd.

»Det er, fordi jeg låner så mange biblioteksbøger. Min mor synes, den er tung. Og mine lærere. Men det er, fordi jeg låner bøger, der er så tykke«, siger hun og viser med to pegefingre, hvor tykke hendes bøger er.

A.Ks mor hjælper tasken på hendes ryg. Hurtigt er hun ude af døren til familiens to værelser i Center Sandholm.

A.K går i 3.a på Høsterkøb Skole i Nordsjælland. Hun er et af de få børn, som lærerne på Dansk Røde Kors Skole i Lynge har fået sluset ud i en almindelig folkeskole. Skolebussen tager hver dag en lille omvej til Sandholm for at få hende med som den første på ruten. Det er buschaufførerne, der selv har tilbudt at tage omvejen for at spare A.K for en lille times transport i tog og busser.

»Det er bedst at gå i skole i Høsterkøb. I Lynge får man kun de lette ting at lave. I Høsterkøb får man det hele. Man har også idræt i lokaler, der er til det. Jeg har lært at springe over buk - også den helt store«, siger A.K.

A.K er ni år. Hendes forældre er kurdere. De er begge født i Syrien, men har ikke boet der, siden de var teenagere. De er flygtet til Danmark fra Libanon. Men da de ikke er libanesiske statsborgere, er de tvunget til at vende tilbage til Syrien. De flygtede til Danmark, fordi A.Ks far har været aktiv i det kurdiske parti.

Det er to år siden, de fik afslag på asyl. Tidligere har de modsat sig hjemsendelse, men i slutningen af sidste år begyndte de at samarbejde med myndighederne om at rejse til Syrien.

A.K fik for halvandet år siden en lillebror. A.K, hendes nærmeste bror og mor og far kan godt rejse tilbage til Syrien, men Syrien vil ikke tage imod lillebroren, fordi han er født i Danmark, fortæller A.Ks mor.

Derfor venter A.Ks familie stadig i Center Sandholm. De har nu været i Danmark i fire år. Hvis Syrien efter 18 måneder stadig ikke vil tage imod lillebroren, kan de måske få asyl, håber AKs mor.

En vej ud

Det var lærerne på Dansk Røde Kors i Lynge, der syntes, A.K trængte til mere udfordring, end Røde Kors-skolen kunne give. Derfor kontaktede de skoleleder Peter Gottlieb på Høsterkøb Skole. Høsterkøb Skole er en lille landsbyskole, der kun har til og med 5. klasse. Skolelederen tog uden betænkeligheder mod A.K.

»Vi har ingen tosprogede elever - sådan i traditionel forstand. Vi ligger i et område, hvor de fleste børn og elever er resursestærke«, siger Peter Gottlieb.

Han har dog efterfølgende takket nej til endnu en elev fra Lynge.

»Man skal vurdere den enkelte situation. I A.Ks tilfælde havde vi en klasse, hvor elever og lærere kunne bære det. Jeg tror, at hvis praksis her i landet for alvor skal ændres, skal vi have nogle succeshistorier. Vi skal vise, at det virker, når asylbørn kommer i folkeskolen. Og det gør det med A.K«, siger Peter Gottlieb, som også har sagt ja til, at AKs lillebror begynder i børnehaveklasse efter sommerferien.

Også AKs lærer og forældregruppen i AKs klasse var meget positive.

Hendes klasselærer Eva Schou-Nielsen skrev et kort og sendte et billede af skolen, da hun hørte, at AK skulle begynde efter sommerferien.

»Jeg fortalte eleverne om hende. Vi kunne risikere, at hun ikke var her første skoledag, fordi hendes fremtid er så usikker. Så børnene var spændte på, om hun mødte op«, siger Eva Schou-Nielsen.

Med oprejst pande

AK burde egentlig gå i 4. klasse. Men asylbørnene bliver oftest sat en klasse ned, når de bliver sluset ud i folkeskolen.

»Hun var ret god, da hun kom. Hun kunne læse dansk og beherskede dansk udmærket. Hun er meget dygtig til engelsk. Hun var generelt på niveau med klassen, men lå i den svagere ende. Nu ligger hun på niveau med gennemsnittet i klassen. Hun er utrolig motiveret for at lære. Hun har lige afleveret en flot opgave om kroppen. Hun vil være læge, og det tror jeg også godt, at hun kan blive«, siger Eva Schou-Nielsen.

»Hvis man er læge, kan man tjekke mange ting. For eksempel hjertet. Jeg låner mange bøger om kroppen. Jeg skrev om hjertet, fordi det ikke er godt for hjertet ikke at have nogle at snakke med. Jeg har ikke så mange at snakke med, men det betyder ikke noget. For jeg gemmer ikke på noget«, siger AK.

I begyndelsen var AK meget genert. Hun kiggede ned og sagde ikke meget. Men Eva Schou-Nielsen har mærket, hvordan pigen har forandret sig. Hun ser op og laver sjov med både lærere og elever.

Fejring i Sandholm

Klassen har tradition for, at man inviterer alle hjem, når man har fødselsdag. Der var to børn, der havde fødselsdag på samme tidspunkt som AK. Forældrene kontaktede AKs mor, og sammen planlagde de en fælles fest, som skulle foregå i Center Sandholm. Skolebussen kørte eleverne til Center Sandholm. Mødrene bagte kager.

»Det var dejligt. Min mor lavede roser af slik, som blev sat på kagerne«, siger AK.

Alle børnene fik passersedler for at komme ind i Center Sandholm, og festen blev holdt i et fælleslokale.

»Normalt tager jeg ikke med til børnefødselsdag. Men denne gang var jeg med. Det var en god oplevelse. De danske børn blev gjort opmærksomme på, hvad det er for et liv, AK hver dag vender hjem til. Det var helt forfærdeligt. Alle de små børn i lejren rendte rundt og strakte armene efter os. De stod og bankede på vinduet, fordi de ville med ind og være med til fødselsdagen«, siger Eva Schou-Nielsen.

AKs klassekammerater spørger tit.

»Hvor kommer hun fra? Hvordan kan det være, at hun ikke bare kan få lov til at blive boende? Hvorfor kan man ikke bare give dem et hus? - og et arbejde? Det er svært for dem at forstå«, siger Eva Schou-Nielsen.

Efter skole går AK i fritidsordningen på skolen. Den lukker klokken 17.00.

»Jeg tager bussen, toget og så en bus til. Nogle gange når jeg ikke bussen, men så går jeg bare på biblioteket. Jeg må kun låne to bøger på mit eget lånerkort, men på min mors kan jeg låne mange«.

»Jeg kan godt frygte, hvad der vil ske med hendes videre uddannelse. Hun er kommet hertil. Hun kan beherske et sprog. Hun kan ikke læse på sit eget sprog. Jeg prøvede, da vi var på biblioteket. Hun kunne se billederne og sige ordene, men hun kunne ikke læse dem. Hvis hun bliver sendt hjem, hvordan skal det så gå?« spørger Eva Schou-Nielsen.

AK er ikke i tvivl om, hvordan hendes drømmetilværelse ser ud:

»Jeg vil have mit eget værelse, så jeg kan få et dyr. Min mor siger, at jeg ikke må få et dyr, fordi vi ikke har vores eget hus ligesom de andre. Hvis vi får et hus, vil jeg have en hund, en kat, to kaniner og to fugle«, siger AK.

»For meget angst, bekymring og vrede er ikke godt for hjertet. Det er bedre at snakke om sin angst og sine bekymringer med andre end at gemme dem for sig selv« A.K, 3.a, I en månedsrapport om kroppen

A.Ks navn er redaktionen bekendt, men er anonymiseret efter A.Ks ønske den 12/6- 2019