Gentagne slag blandes med latter og tilråb, mens indianere og dødninge forsøger at komme to fastelavnstønder til livs. Børnene taler ivrigt sammen, mens de voksne forsøger at gelejde dem tilbage i lige rækker. Hvis man lytter efter, går det op for én, at børnene ikke taler dansk. I stedet taler de fleste arabisk, nogle urdu og andre noget helt tredje. Denne fastelavnsformation er nemlig for børn, der søger asyl i Danmark.

Det er ikke til at se på børnene, når de griner og pjatter, at de til daglig bor på Røde Kors' asylcentre i Avnstrup og Jægerspris og hver dag tager bussen til Dianalund, hvor de går i asylskolen Stormly. De venter både på en afgørelse i deres asylsag og på at lære at tale så godt dansk, at de kan komme ud på almindelige danske folkeskoler og starte et liv, der ikke længere består af politisk forfølgelse, krig og sult.

Det er blandt andet her, at 30-årige Sandra Radmers job adskiller sig synligt fra folkeskolen, hvor hun begyndte som nyuddannet lærer for fem år siden. Jobbet som lærer på asylskolen har hun haft i fire år, og her er intet for evigt. Hver uge er der ny klassedannelse, og lige nu har hun seks elever i sin klasse. Den er en fortsætterklasse for indskolingen, så hun modtager elever lige fra 1. til 3. klasse. Og Sandra underviser i alle fag.

»Jeg er ikke linjefagsuddannet i matematik, og jeg har derfor måttet lægge mig meget op ad Fælles Mål for matematik for at sikre, at undervisningen rummer alle emnerne i faget. Fordi min klasse indeholder, hvad der svarer til en hel indskoling, har børnene deres egne individuelle bøger for at opnå den nødvendige differentiering«, siger Sandra Radmer.

Struktur betyder alt

»Det er nok meget sigende om mig, at jeg er endt i det her job. De, der kender mig, var på ingen måde overraskede over, at jeg har valgt denne vej«, fortæller Sandra om sit karrierevalg. Hun har linjefag i dansk som andetsprog, og det er her, hendes faglige motivation bor.

Sandras elever har med hendes egne ord »rigtig meget bagage«, selvom det ved første øjekast ikke virker sådan, når Sandra sidder på en lillebitte stol og spiser frokost med sin klasse. Hendes elever virker nøjagtig lige så glade og frække som alle andre indskolingselever, sådan som flere af dem tager hul på slikposen fra fastelavnstønden i stedet for at dykke ned i madkassen først. Men skindet bedrager, og børnene har nogle meget voldsomme historier med sig.

Det er et meget lille klasselokale, der nogle gange skal huse op mod 12 indskolingselever. Men der mangler intet. Der er både white- og smartboard, legetøj, en postkasse, æsker med puslespil og farvet karton på væggene med hjemmelavede undervisningsmaterialer. Tavlen har en udførlig to do-liste over dagens aktiviteter med tilhørende billeder. Og der er sat hak ved de ting, der er blevet eksekveret.

»Struktur er for disse børn alfa og omega. Det er virkelig vigtigt, at jeg overholder dagens rutiner, da det sænker børnenes stress­niveau. Jeg lod på et tidspunkt, som om jeg havde glemt at skrive elevernes dagsplan på tavlen - bare for at se, hvad der skete. De kunne slet ikke holde fokus, fordi de hele tiden skulle tænke over, hvad vi mon skulle lave lige om lidt«.

Børnenes baggrund gør blandt andet, at deres stressniveau meget let øges og er meget svært at sænke igen. Derfor går al Sandras pædagogik ud på at skabe nogle rammer, hvor børnene er trygge nok til at kunne lære. På skolen benytter lærerne et pædagogisk redskab kaldet Strof-modellen, der netop har fokus på struktur og ritualer, som børnene har brug for.

»Det eneste fællessprog, vi i begyndelsen har, er kropssprog, og elevernes traumatiske baggrund gør, at jobbet er en meget stor omsorgsopgave. En stor del af undervisningen handler om at opbygge deres selvværd og troen på, at de faktisk kan løse de opgaver, jeg stiller dem. Derfor skal en opgave også helst være lidt for let end lidt for svær. Det står meget i kontrast til det arbejde, 'almindelige' lærere har«.

Det bedste og det sværeste

I sin tid som lærer på en asylskole har Sandra oplevet hundredvis af børn komme og gå på skolen. I indskolingen er der en målsætning om, at udslusningen til folkeskolen højst skal tage et år. For mange elever sker det allerede efter et halvt år, når de skal videre til en helt almindelig dansk klasse.

»De er som små svampe, de suger bare sproget til sig. Det er lidt sværere at tilegne sig et nyt sprog, når de bliver ældre«. Smilet er bredt hos Sandra. Hun er tydeligvis stolt af, hvor meget hendes elever rykker sig på så kort tid. Lige nu er omkring 20 børn blevet udsluset til skoler i de omkringliggende kommuner. Turen for andre går til andre dele af Danmark. Eller hjem til deres fødeland igen, hvis ikke de opnår status som flygtninge. Derfor er det også et job, hvor man tit siger farvel.

»Relationerne til børnene er både det bedste og det sværeste ved det her job, fordi der bliver knyttet nogle meget tætte bånd. Deres barndom er sat på hold, og at komme i skole er for mange det eneste lyspunkt i deres dag. Det påvirker mig meget, når jeg skal sige farvel til dem. Sorgen er et vilkår for mig i det her arbejde. Den dag, det ikke længere rører mig, når jeg skal tage afsked med et barn - den dag skal jeg ikke længere have det her job«.

På læreruddannelsen bliver de studerende ikke klædt på til at håndtere børn som dem, Sandra hver dag møder i sit klasseværelse og på skolen. Derfor har det også taget hende lang tid at få opbygget det, hun kalder »professionelle følelser« - der, hvor hun har lært at håndtere både sorgen og den dårlige samvittighed over ikke at kunne hjælpe hele tiden.

Både følelsen af at gøre en forskel og det at lære nogle et helt nyt sprog er virkelig det, der driver Sandra. Derfor kan hun heller ikke se sig selv i en almindelig folkeskole igen.

»Denne her skole er nok det eneste trygge, faste element for eleverne. Det er meningsfuldt at være en del af det, og det er ekstremt givende. Da jeg var i folkeskolen, var det ikke altid, at jeg følte mig som det bedste i mine elevers dag. Det er blevet vigtigt for mig, at jeg kan gøre en forskel for de asylbørn, der kommer hertil«, slutter Sandra Radmer.