I en 3. klasse på Nyrupskolen i Kalundborg sidder tyve børn og læser hver deres bog. Lærer Signe Viemose sidder på hug foran en elev. På bordet foran drengen ligger en bog, som han læser højt for sin lærer. Nogle gange bryder Signe Viemose ind.

Tillidsrepræsentant på Nyrupskolen: Vi mangler resurser

»Man siger 'manden' uden d«, siger hun. Drengen gentager ordet, nu med stumt d, og han læser videre.

Ved siden af bogen på bordet ligger Signe Viemoses telefon. Googles oversættelsesprogram er åbent. Det sidste ord, hun har skrevet ind, er »forår«, og telefonen har oversat det til arabisk. Drengen er nemlig fra Syrien og er kommet til Danmark med sin familie som flygtningebarn.

Hvis han var kommet til Svendborg, København, Esbjerg eller Bornholm, ville han nok have siddet i en modtageklasse lige nu, men i Kalundborg starter flygtningebørn under 14 år direkte i almenklasserne og således også på Nyrupskolen. Drengen har altså dansk, matematik, idræt og alle de andre fag sammen med sin almenklasse, mens han får sproglig støtte sammen med skolens tosprogede elever i to-sprogsundervisningen og i et særligt tiltag, som Nyrupskolen har døbt »integrationscrewet«.

Det har mødt en del kritik, at skoler følger Hørsholm-modellen og sender flygtningebørn direkte i almindelige klasser, men tilfredse kommuner roser modellen for hurtigt at skabe stærke relationer mellem flygtningebarnet og skolen. Skoleleder John Saxild-Hansen erkender, at det ikke er en let opgave, skolen er blevet sat på, men han mener, at personalet løser den, så godt de kan.

»Det er muligt, at det, vi gør lige nu på Nyrupskolen, ikke er tilstrækkeligt, ud fra den måde som Kalundborg Kommune har valgt på. Derfor forsøger vi hele tiden at søge nye løsninger, der optimerer undervisningen af børnene. Jeg oplever, at vi modtager børnene, som vi ville modtage et hvilket som helst andet barn. I det her tilfælde kommer de uden et dansk sprog, og så kigger vi på, hvad vi bedst kan gøre for børnene«, siger han.

Lærer i modtageklasse: Arbejdet kræver stor indsigt

 På Nyrupskolen oplever lærerne både positive og negative ting ved direkte integration. Signe Viemose sørger for at differentiere sin undervisning på en måde, som der ikke tidligere har været anledning til, før flygtningebørnene startede i klassen.

Det gør hun ved at sætte de dygtige læsere til at læse så levende op, at de syriske børn får en fornemmelse for tekstens handling, selvom de ikke forstår alle ordene. På samme måde får de elever, der er dygtige til at tegne og samtidig har læseforståelsesvanskeligheder, lov til at illustrere en oplæsningsbog, så flygtningebørnene bedre kan følge med ved at kigge på billederne. Det lærer alle børnene noget af, mener Signe Viemose.

»Børnene hjælper og vokser i samarbejdet med hinanden. De danske børn ser, at det arbejde, de laver, hjælper et andet barn, og det er en kæmpe motivation for dem. Samtidig bliver flygtningebørnene en del af flokken og bliver dygtigere«, siger hun.

Hun mener dog, at der skal mere end blot undervisningsdifferentiering til.

»Vi har brug for en ansat, der taler arabisk på et højere niveau, som kan fungere som sprog- og kulturtolk«, siger Signe Viemose.

Menneskelig udvikling

»I morgen kommer der en ny elev til skolen. Han kommer fra Syrien. Vi ved ikke, om han taler dansk, eller om han har oplevet noget, der har givet ham traumer«. Sådan lød beskeden til Signe Viemose og de andre lærere en dag i januar. Det var dagen før, skolen tog imod det første flygtningebarn. Og så havde de resten af dagen til at forberede sig selv og børnene på modtagelsen af den nye elev.

»Jeg fortalte børnene, hvor den nye elev kom fra, og at de skulle være gode til at tage hensyn. For eksempel måtte de gerne passe på med at lave pludselige lyde, da vi endnu ikke vidste, hvordan barnet ville reagere. Men det viste sig heldigvis, at der ingen problemer var«, siger Signe Viemose.

Siden har eleverne været gode til at tage imod deres nye kammerater, mener læreren:

»De danske børn lærer virkelig noget om, hvad det vil sige at sætte sig ind i andres kultur og i andres situation. Det lærer dem en masse om empati og udvikler dem som mennesker«, siger Signe Viemose.

Flygtningebørnene har udviklet sig meget forskelligt. Nogle har udviklet sig hurtigt, mens andre har større udfordringer og stadig har meget lidt dansk sprog.

Flygtningebørn - direkte i almenklasser eller modtageklasser?

Ny kultur

Udfordringerne kan man heller ikke komme uden om. Kulturforskellene har været tydelige mere end én gang, og forældresamarbejdet har ikke altid været let. Børnene har også skullet omstille sig til en kultur, som de slet ikke er vant til.

»Forskellene bliver især tydelige, når der er konflikter mellem børnene. Flygtningebarnet kommer måske og fortæller om et problem med en anden elev. Så går jeg hen og snakker med barnet, mens flygtningebarnet står ved siden af. I barnets kultur ville man råbe, når man skælder ud, men det gør jeg ikke. Så barnet går frustreret derfra og tror, at jeg lader ham eller hende i stikken, for barnet forstår ikke de ord, jeg siger til den anden. Barnet føler, at han eller hun er kommet for at få hjælp, men ikke har fået det«, siger Signe Viemose.

Der er ikke ansat ekstra personale, i forbindelse med at skolen skulle til at modtage flygtningebørn. De har en AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel), som kan forstå det meste arabisk. Hun kan hjælpe i mange småkonflikter, men kan ikke selv instruere og forklare skoleopgaver eller hjælpe personalet med at forstå de kulturforskelle, de nogle gange oplever.

»Det er et problem, at vi ikke har en person, der kan klare de komplicerede konflikter, for konflikterne fylder helt vildt i børnenes hoved. Så når vi ikke kan løse dem og hjælpe dem videre, kan dagen gå helt i stå for dem. Så er de måske på tværs og får lavet nogle dumme ting, som de også er kede af. Det er en ond cirkel«, siger Signe Viemose.

Læreren fremhæver også forældresamarbejdet som et vigtigt element i at give en god skolegang for flygtningebørnene:

»Sprogbarrieren gør det svært, da der jo jævnligt er ting, man skal tale med forældrene om, som ikke bør tolkes af et andet barn. Derfor mangler vi voksne på skolen, som kan sproget og forstår kulturen så godt, at forældresamarbejdet kan komme rigtigt op at køre. Hvis der var nogen ansat på vores skole, som kunne stå for det, ville det helt sikkert skabe bedre trivsel og læring. Det står højt på vores ønskeseddel«, siger Signe Viemose.

Social og faglig gevinst

Integrationscrewet er samlet i et rum lidt væk fra de andre elever. I dag er tre piger af de i alt ni medlemmer fra crewet med. Eleverne i crewet går i 8. og 9. klasse og har meldt sig frivilligt til blandt andet at hjælpe med ekstra sprogundervisning. Nogle dage lærer de også flygtningebørnene at spille spil, cykle og spille fodbold, og de gør det altid med fokus på at udvide børnenes sprog og ordforråd. De frivillige elever, som er udvalgt efter at have sendt en ansøgning, bliver vejledt af lærerne i, hvordan de bedst muligt lærer fra sig.

Pigerne deler sig op og laver øvelser. To af dem tager sig af de yngre børn, som øver alfabetet og gætter dyr fra billeder, mens den tredje pige hjælper de ældre børn med at danne sætninger ud af ord på gule sedler.

»Det, at et andet barn bruger tid på dem, er både en gevinst fagligt og får også flygtningebørnene til at føle sig velkomne«, siger Signe Viemose.

Signe Viemose kom på idéen til integrationscrewet, da hun modtog det første flygtningebarn. Efter tre dage på skolen kom han til læreren og læste op fra en hel bog. Han havde brugt sin weekend på at øve danske lyde med hjælp fra sin telefon. Drengen forstod dog ikke, hvad han havde læst, så Signe Viemose bad en ældre arabisktalende elev på skolen om at hjælpe ham med at oversætte. Senere fandt hun dem i frikvarteret blandt larmende børn, hvor den arabisktalende dreng hjalp det syriske barn med at oversætte.

Danskkundskaber afgørende

Eleverne viser stor villighed til at hjælpe de nye elever. Hos integrationscrewet er der let til latter. Selvom eleverne og lærerne gør deres bedste for at give flygtningebørnene en god start i den danske folkeskole, er der dog stadig udfordringer.

Karen Rube er lærer i en 8. klasse på Nyrupskolen. Hun oplever, at der er store udfordringer med at få børnene ind og blive en del af skolen og en dansk hverdag. Læreren mener, at det er afgørende, at eleverne kan noget dansk, før de starter i almenklasserne.

»I nogle tilfælde er det ikke en gang tosprogselever, vi får. Det er etsprogselever, fordi nogle af dem for eksempel heller ikke har stiftet bekendtskab med engelsk. Som lærer synes jeg, det er frygteligt frustrerende. Vi har intet at læne os op ad. Barnet risikerer jo at blive isoleret socialt. De andre i klassen vil dem gerne, men må give op. Og så trækker de sig«, siger hun.

Skoleleder John Saxild-Hansen mener dog ikke, at eleverne mistrives:

»Jeg følger ikke alle elever, men får underretninger fra lærerne. De fortæller mig, at de selvfølgelig prøver at løse opgaven efter, hvad der er bedst muligt. Når de fortæller mig, at der er nogle problemstillinger, så kigger vi på det og prøver at løse det. Det bedste, jeg kan få at vide, er ingenting. For så betyder det, at børnene har det godt. Vi er meget opmærksomme på, hvad der sker, og jeg har ikke fået andre indikationer, end at de trives ganske glimrende«, siger han.