Håbløsheden er med i skole hver dag. Som en usynlig gæst med fast plads på bagerste række. Den bliver holdt i ro i de fleste timer, men i frikvartererne, når lærerens faste blik forsvinder, bliver den lukket ud og skaber uro og ballade på skolens gange.

På Dansk Røde Kors' skole for asylansøgere i Lynge underviser ti lærere 103 slidte barnesjæle. Skolen skal rumme alt fra fagligt velfungerende elever til psykisk syge analfabeter. Der er op mod tyve nationaliteter. Skolen får resurser per elev, der svarer til, hvad et barn i en dansk modtageklasse udløser. Ekstra foranstaltninger skal søges separat hos Udlændingestyrelsen.

»Mange af vores elever ville øjeblikkeligt ryge på behandlingshjem, hvis de var i den danske folkeskole. Det er børn og unge, der lever og har levet en stor del af deres liv i et asylcenter«, siger Paul Karoff, der er skoleleder på de tre skoler for asylbørn, som Dansk Røde Kors driver på Sjælland.

Altid nye ansigter

Ercan Sarisaltik er kurder. Han er politisk flygtning fra Tyrkiet og kom til Danmark i 1983. Han har både en tyrkisk og en dansk læreruddannelse bag sig og underviser i rød klasse. Det er klassen for de syv-niårige. Det er første dag efter juleferien, og ifølge papirerne har han femten elever. Klokken lidt i ni er han klar til at modtage bussen fra Center Sandholm. Syv børn løber ham i møde og kaster sig om halsen på ham, før de tumler ind i lokalet. Med myndig stemme tæller han til ti, mens børnene får jakkerne af og stolene ned på gulvet.

En ny dreng har første dag i klassen. På hans bord ligger en ny skoletaske og penalhus. Han får udleveret tingene og bliver kort budt velkommen i klassen.

»Jeg er ikke tilfreds med kvaliteten af undervisningen. Hvis det havde været en stabil og homogen klasse, kunne vi være nået langt, men jeg har fået syv nye elever siden august, så det er svært«, siger Ercan Sarisaltik.

På opslagstavlen hænger en nøje beskrivelse af, hvordan dagen går i rød klasse. Det er vigtigt, at det altid er det samme, der sker. Også hvis der skulle komme en vikar. Hver dag skal der laves lidt matematik og lidt dansk. Undervisningen er individuel. Elevernes sproglige kompetencer er for forskellige til, at nogen form for fælles undervisning er mulig. Der står også hjemkundskab og idræt på skemaet. Men skolen åbnede i august, og der er endnu ikke velfungerende faglokaler.

»Det er børn, der har det hårdt. De bor i Center Sandholm med hele familien på små værelser. Flere af børnene har levet sådan det meste af deres liv. Deres forældre er svage og har ofte svært ved at tage sig af dem. Jeg har selv været i fængsel i Tyrkiet. Jeg har været på besøg i Center Sandholm. Da jeg kom ind, var det ligesom at træde ind i et fængsel. Jeg havde min madpakke med. Men jeg kunne intet spise«, siger Ercan Sarisaltik.

Ni ud af ti af eleverne i rød klasse skal sendes tilbage, hvor de kom fra. Deres familier har fået afslag på deres ansøgninger om asyl. Enten nægter de at rejse hjem, eller også håber de, at endnu en klagesag kan betyde, at de kan blive i Danmark.

Uden fremtid

Lærer Thomas Olsen mangler at gøre sin bacheloropgave på seminariet færdig. Skolelederen er glad for ham. Han er en ung mand med en stor favn. De sidste fire måneder har han undervist en gruppe af 11-14-årige.

Da Thomas Olsen træder ind i klassen, står en dreng i armybukser og stor sort hue helt tæt på den grønne tavle. Drengen har tegnet et ansigt på tavlen. Han strækker sig mod ansigtet og råber, alt hvad han kan: »Krig, krig, krig«. De andre ignorerer ham. Han er ven med et par af drengene fra klassen, men hører til i en anden klasse.

»Du skal ned til Majken«, siger Thomas Olsen. Drengen begynder at bevæge sig rundt i klassen væk fra Thomas. Han tjatter til de andre drenge på sin rastløse færd gennem lokalet. »Du skal ned til Majken«.

Ingen reaktion. Thomas Olsen tager et solidt tag i drengen og fører ham ud på gangen. Han låser døren, da han igen træder ind i klassen.

»Jeg har lovet jer, at vi kan tage på biblioteket i dag for at tjekke jeres Arto. Men først skal vi lave noget fagligt«, siger han.

Lærerne på skolen sidder på kanten af stolen. Altid parate til hurtigt at sætte i bevægelse.

Uden for klassen står drengen fra før og forsøger at komme i kontakt med nogle fra klassen. Han bliver ført væk af en anden lærer. Lidt efter lyder voldsomme bump fra naboklassen. Thomas Olsen sætter eleverne i gang med læs og forstå-opgaver. Så går han ud for at tjekke, hvad der sker.

»Her er aldrig tid til at følge noget til dørs. Man står alene i en klasse med meget svære elever. I en almindelig klasse i folkeskolen ville her vel være to til tre faste støtter og en hjælpelærer plus psykologbistand til næsten alle børnene, men sådan er det ikke her«, siger Thomas Olsen.

De samme mål og drømme

»Spiser man grød med en hammer?« spørger han en pige, der løser læs og forstå-opgaver.

De faglige mål for børn på et asylcenter er de samme som for elever i folkeskolen.

»Det er utopi, at eleverne her skal kunne det samme. Og det er frustrerende. Målet er, at der foregår undervisning, men det er svært. Man skal virkelig skære igennem, og samtidig er det utrolig vigtigt, at man viser, man holder af de her unger. For det er der ikke andre, der gør«.

Selv drømmer børnene om de samme ting som andre børn. Én vil være rapper, en anden mener, at hans mor forventer, at han bliver læge. De synes, livet i Center Sandholm er kedeligt.

Alle børnene i denne klasse er på »cafeteriaordning«. Det vil sige, at deres familie har fået afslag på deres asylansøgning, men nægter at rejse hjem. Familien får udleveret madbilletter til tre måltider om dagen i kantinen og får ingen kontanter. Når børnene er i skole, får de madpakke med fra Center Sandholm.

»Vi får altid kold ris om aftenen. Jeg hader kold ris«, siger en pige, der har boet i asylcentre i otte år.

Den somaliske dreng med lægedrømme har boet i Danmark i fire år.

»Jeg har gået på fire forskellige skoler. I Frederikshavn, Blovstrød, Avnstrup og nu i Sandholm«, siger han.

Elevernes skæbne

Tina Høeg underviser de ni-elleveårige elever. Hun er uddannet cand.comm. og har undervist asylbørn i fire år. Hun står for at finde skoler og kommuner, der er parate til at tage imod de børn, som fagligt klarer sig så godt, at de kan komme i en dansk folkeskole. I øjeblikket drejer det sig om fire børn fra skolen.

»Når vi får børn, der klarer sig rigtig godt, gør vi, hvad vi kan for at få dem ud i en folkeskole. Vi betaler ikke for at have dem i folkeskolen, alligevel er nogle skoleledere og kommuner parate til at tage dem. Andre vil helst ikke. De synes, det er for hårdt for de andre elever, når klassekammeraten bliver sendt ud af landet«, siger skoleleder Paul Karoff.

Børnene skal tale fornuftigt dansk og kunne forstå sammenhænge i undervisningen og begå sig socialt, før Tina Høeg forsøger at få dem ud i folkeskolen.

»Det skal helst være en succesoplevelse. Både for børnene og for skolen. Og det er det. Når de kommer ud i en stamklasse, går der ikke lang tid, før de er rigtig gode. De kommer med de danske elever hjem og får et helt andet liv«, siger Tina Høeg.

Børnene bliver altid sat en klasse tilbage i forhold til deres alder.

Tina Høeg har det svært med, at mange elever lever et meget begrænset liv i Danmark i mange år.

»Jeg har en pige i min klasse. Hendes far har været her i otte år, hun har været her i syv - siden hun var helt lille. Det er længe. Vi regner med, at hun skal sendes hjem. Det føles umenneskeligt, når det drejer sig om børn og unge. Et eller andet sted kan man sige, at forældrene må tage et ansvar og rejse hjem, når de får afslag, men de håber til det sidste«, siger Tina Høeg.

Hun fortæller, at hun engang underviste en dreng fra Afghanistan i halvandet år. En dag fik hun et opkald fra Dansk Flygtningehjælp, der var ved at lave et projekt, hvor de undersøgte, hvad der sker med de asylansøgere, der efter opholdet i Danmark rejser tilbage til hjemlandet.

»Drengen var virkelig god, da han gik i skole i Danmark. Hans far var svær at snakke med, fordi han havde utroligt mange tics. Men drengen var helt i orden. De fortalte, at drengen også var begyndt at få tics. Da de havde mødt ham i Afghanistan, havde han sagt 'Jeg savner Tina. Jeg vil hjem'. Jeg ved godt, at man skal være professionel, men jeg fik tårer i øjnene og sendte en hilsen og nogle julestickere til ham«.

»Det er kedeligt at tænke på, at børnene på grund af det lange ophold her går glip af det skolemæssige i hjemlandet. Og det er, uanset om opholdet skyldes langvarig sagsbehandling eller eget valg om ikke at rejse. Børnene står ikke særligt godt, når de efter mange år vender tilbage«, siger Tina Høeg.

Asylskolen i Lynge nordvest for København er én af de fire asylskoler, som Dansk Røde Kors driver. På skolerne går i alt 315 børn.

Omkring 20 børn, der er tilknyttet Røde Kors' skoler, går i almindelige folkeskoler.

På de to kommunalt drevne asylcentre i Brovst og Hanstholm går de godt 40 børn i modtageklasser i de lokale folkeskoler. Børnene bliver langsomt sluset ind i de danske klasser.