I Norge, Sverige og England er det de lokale myndigheder, der har ansvaret for mindreårige asylansøgeres skolegang. Det betyder, at børnene næsten altid kommer i almindelig skole og dermed får en mere normal hverdag, mens de venter på en afklaring på deres fremtid.

I Danmark er det Dansk Røde Kors, der står for de fire asylskoler, der findes i Danmark.

»Det er okay, hvis de skal være kort tid på en asylskole. Men de børn, der går der i årevis, får for lidt ud af det. Asylskoler er ligesom en åben modtageklasse, hvor der hele tiden kommer børn ud og ind. Børnene mangler et normalperspektiv, de mangler at komme ud mellem almindelige børn«, siger lærer Vicki Würtz, der i fem år var skoleleder på en asylskole i Randers, hvor der gik omkring 200 børn. Skolen lukkede for to år siden.

Retsløshed

Ifølge en bekendtgørelse skal undervisningen af asylansøgere »i indhold og omfang svare til den undervisning, der tilbydes tosprogede elever i den danske folkeskole«. Men ifølge reglerne om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog må eleverne i den danske folkeskole som hovedregel maksimalt gå to år i en modtageklasse.

Konstitueret sekretariatschef i Børnerådet cand.jur. Søren Gade Hansen mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, at elever kan gå i asylskole op mod otte år.

»Hvis bekendtgørelsen blev fulgt, ville sandsynligheden for, at de kom i en almindelig folkeskole, være meget større. Der må være en grund til, at der findes en grænse for, hvor længe børnene kan gå i en modtageklasse. Det må være, fordi forholdene i en modtageklasse ikke er tilstrækkelige«.

Men bekendtgørelsen hører sammen med udlændingeloven. Her står, at asylansøgere skal »deltage i særskilt tilrettelagt undervisning«.

Søren Gade Hansen mener, at reglerne må tages op.

»Lovligheden af den her undervisning skal simpelthen vurderes«, siger Søren Gade Hansen.

Og hans ønske vil muligvis blive efterkommet.

Sociolog og forsker på Socialforskningsinstituttet Kathrine Vitus Andersen er i gang med at søge penge til et toårigt forskningsprojekt med titlen »Børn i undtagelsestilstand«. Projektet skal belyse livet for børn på asylcentre.

»Børnene befinder sig i en form for retsløshed. På visse områder står de uden for den normale lovgivning, som børn i det danske samfund er omfattet af«, siger Kathrine Vitus Andersen.

Svært at sluse børn ud

Dansk Røde Kors får hvert år godt 46.000 kroner per barn. Men tidligere skoleleder hos Dansk Røde Kors Vicki Würtz har erfaring med, at de penge ikke slår til, hvis en Røde Kors-skole ønsker at købe pladser til asylbørn i en almindelig folkeskole.

Når man spørger i kommunerne, er det meget svært at regne ud, hvad det koster at sende et barn i en modtageklasse. Prisen kan også svinge en del fra kommune til kommune.

Vicki Würtz havde på et tidspunkt seks børn, der boede 30 kilometer fra asylskolen. Dem forsøgte hun at købe pladser til i den lokale folkeskole.

»Den pågældende skole krævede 65.000 per barn for at modtage dem. Begrundelsen var, at der foruden undervisningen i modtageklassen også skulle være penge til blandt andet rengøring og skoleledelse. Derfor blev jeg nødt til at droppe det«, siger Vicki Würtz.

Hun mener, at nogle skolelederes modstand hænger sammen med, at skolerne ikke er gearet til at skulle sige farvel til børnene.

»Der bliver en hulens ballade med klassekammerater, lærere og forældre, når eleverne skal rejse ud af landet. I Røde Kors-systemet er det et vilkår, at de skal sendes hjem. Men hvis de pludselig står i en almindelig 5.-klasse, er der en hel masse mennesker, der bliver berørt af deres hjemrejse«, mener Vicki Würtz.

Men der er kommuner og skoler, som gerne vil have asylansøgere. For tiden går 20 børn fra Dansk Røde Kors' skoler i almindelige folkeskoler. Her er det skolerne og kommunerne, der som velgørenhed betaler de fleste omkostninger for barnet.

Svært at vende tilbage

Størstedelen af de børn, der går på asylskoler i Danmark, bliver sendt tilbage, hvor de kom fra.

Dansk Flygtningehjælp undersøgte sidste år, hvordan det gik 56 afviste asylansøgere, da de vendte tilbage til Afghanistan.

»Det er ikke let for de voksne at vende tilbage, men det er meget svært for børnene. Børnene er de største ofre. Hvis de kom til Danmark som femårige og vender tilbage som tiårige, har de vænnet sig til det danske skolesystem. Afghansk skolekultur er meget anderledes. Pædagogikken er en helt anden, og så får de lussinger som en del af skoledagen«, siger informationsmedarbejder i Dansk Flygtningehjælp Ole Larsen.

Et andet problem, som han påpeger, er, at eleverne slet ikke eller i meget begrænset omfang modtager modersmålsundervisning under deres ophold i Danmark.

»Det er paradoksalt, at de ikke får modersmålsundervisning, når der er så mange af dem, der skal vende tilbage. De har meget svært ved at skrive og tænke på modersmålet, når de kommer tilbage«, siger Ole Larsen.

I Dansk Røde Kors' beskrivelser af undervisningen er et af målene, at alle elever skal have modersmålsundervisning. Men indtil nu har det været næsten umuligt at efterleve.

»Den måde, som vi har arbejdet med modersmålsundervisningen på indtil nu, har givet os en række problemer. Blandt andet har det været svært at skaffe kvalificerede undervisere«, siger skoleleder for de tre sjællandske asylskoler, Paul Karoff.

»Børnene befinder sig i en form for retsløshed. På visse områder står de uden for den normale lovgivning, som børn i det danske samfund er omfattet af« Kathrine Vitus Andersen, sociolog og forsker på Socialforskningsinstituttet