Fagplaner

Der lægges op til sprælsk undervisning med masser af plads til elevernes nysgerrighed i det bud på nye fagplaner, fortæller Ida Geertz-Jensen.

Lærerstemmen: Den didaktiske samtale skal tilbage til lærerne 

Slut med tjekliste, ned i tempo og plads til fordybelse. Det er nogle af intentionerne med fremtidens fagplaner, forklarer dansklærer Ida Geertz-Jensen, der har siddet i ekspertgruppen. Men rammerne for at lave den sprudlende undervisning er hun fortsat ikke tilfreds med.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Den pædagogisk didaktiske samtale skal tilbage til lærerne", siger forkvinde for Dansklærerforeningens folkeskolesektion Ida Geertz-Jensen om de anbefalinger til fremtidens læreplaner for fagene, som hun har været med til at forfatte. 

Overskueligt, indbydende, en klar rød tråd og et godt overblik over fagets forskellige områder. Og ikke tjeklisteagtigt. 

Det er nogle af de ord, hun giver opbygningen af de kommende fagplaner med på vejen, som hun og resten af ekspertgruppen i dag har afleveret til politikerne.

For det er netop anbefalinger til opbygningen af fagplanerne, ekspertgruppen har beskrevet. Selve fagplanerne skal grupper af faglige eksperter forfatte fag for fag, og de skal være klar til skoleåret 2027/2028.

Hvordan vil man som lærer mærke forskellen, for eksempel når man skal lægge sin årsplan?

"Man skal tænke mere cyklisk, mere cirkulært. Mindre i trappetrin. Progressionen sker ikke på samme tid for alle eleverne", forklarer hun.  

Ida Geertz-Jensen er glad for de anbefalinger, som ekspertgruppen med Alexander von Oettingen og Lise Tingleff Nielsen i spidsen har afleveret til partierne i folkeskoleforligskredsen.

"Jeg er sikker på, der er masser af lærere, der allerede i dag, laver den undersøgende, producerende undervisning, vi lægger op til. Men nu kommer fagplanerne også til at afspejle det", fremhæver hun.

Prøveforberedende undervisning kan godt være fed

Først og fremmest håber Ida Geertz-Jensen, at fremtiden byder på en folkeskole, hvor lærerne har ro og opbakning til at fordybe sig, lytte til, hvad børnene bringer på banen og gå undersøgende ind i de forskellige fagområder. 

Men der er jo nogle afgangsprøver, der venter for enden?

"Vi har været nødt til at skrive med udgangspunkt i, at der er nogle prøver. Men der sker jo noget på den front. Danmarks Lærerforening har lige meldt ud, at de slet ikke synes, der skal være prøver, Rådet for Børns Læring siger to prøver, og der er også nedsat en ekspertgruppe, der skal se på prøverne. Og det kunne da være herrenice, hvis de ting kom til at følges ad", siger Ida Geertz-Jensen og understreger samtidig: 

"Én ting er lærerens egen følelse af prøvepanik. Men det handler også om skolernes syn på prøverne og kommunerne, der er obs på, hvor de ligger på ranglisten. Der er nogle prøver, ja, men vi skylder børnene at lave fed undervisning. Og man kan godt lave fed undervisning, der også er prøveforberedende. Men det kræver noget af lærerne", siger Ida Geertz-Jensen.

Hun er overbevist om, at fagplanerne bliver en hjælp for lærerne til at lave mere motiverende undervisning.

"Nu giver vi lærerne en hjælpende hånd til at lave en mere sprælsk undervisning. Kunne jeg have ønsket mig nogle andre rammer? Ja. Kunne jeg have ønsket mig nogle flere penge til udviklingsprogrammet for fagfornyelse og fagplanerne? Ja. Men jeg synes, vi er kommet rigtig godt til bunds i opgaven", siger Ida Geertz-Jensen.