Tekst, tekst, tekst, tekst … Mængden omkring os er enorm. Nogle gange kan det være svært at se, hvordan man skal få snuden oven vande. Det enorme tekstudbud inviterer til læseformer, hvor vi hele tiden hurtigt skal orientere os, finde de rigtige informationer, trække det centrale ud og så videre. Tips til genveje er i sådan en situation velkomne.

FrontRead er et bud på sådan en genvej. Materialet er et veldesignet, interaktivt, netbaseret system, hvor eleverne skal arbejde med hurtigt at få overblik over teksters indhold og at øge deres læsetempo. Teorien bag FrontRead er, at eleverne kan øge hastigheden af øjnenes fiksering i teksten, spændvidden i den enkelte fiksering og deres arbejdshukommelse. Derfor starter hvert modul med træning af disse tre områder, som ikke er egentlig læsetræning. For eksempel skal eleverne hurtigt se, om to sekvenser af bogstaver på skærmen er de samme. Men ingen af bogstavsekvenserne danner ord, det er bare tilfældige rækker af bogstaver. Her ville det være mere oplagt at bruge de små højfrekvente ord, som eleverne alligevel skal træne lynlæsning af.

Det er først efter disse øvelser, at eleverne skal læse egentlig tekst. Konkret sker det på baggrund af en starttest, som fastlægger elevernes læsehastighed. Resultatet af testen er bestemmende for, hvor hurtigt eleverne skal læse teksterne i materialets øvrige øvelser. Her skal eleverne læse forskellige tekster i en læserude på skærmen med fem-seks linjer, hvor linjerne løber forbi i et tempo bestemt af den målte læsehastighed. Da systemet sigter mod at øge læsehastigheden, skal eleverne først skimme teksten i læseruden ved høj hastighed. Efter skimningen ser de nogle arbejdsspørgsmål til teksten, som de så genlæser ved deres ideelle hastighed for til sidst at svare på spørgsmålene.

Det er ikke umiddelbart muligt at skrue op eller ned for læsetempoet for den enkelte tekst. Det burde det være. Eleverne kan også have behov for at træne, hvor meget og hvornår de trykker på læsespeederen.

Platformen rummer tekster rettet mod 3. klasse og op til videregående uddannelse. Et kort overblik viser, at teksterne generelt er tilpasset de enkelte klassetrin, og det er godt, at læreren kan give eleverne adgang til tekster uafhængigt af deres aktuelle klassetrin. Den enkelte elev kan følge sin egen udvikling på baggrund af øvelserne, og læreren kan se resultaterne for alle elever i et administrationsmodul. Det gør det muligt for eleverne at arbejde individuelt og ud fra eget niveau – men giver også risiko for, at de fortaber sig i indbyrdes konkurrencer.

Fleksibiliteten og muligheden for at individualisere arbejdet med læsehastighed i FrontRead kan uden tvivl danne god baggrund for, at nogle elever får styrket automatiseringen af deres læsning. Det er også en fordel, at der igennem alle skoleårene er mulighed for at vende tilbage til materialet i korte træningsforløb, hvor eleverne umiddelbart vil kende arbejdsgangen.

Men jeg har også akademiske, nørdede og langhårede betænkeligheder i forhold til materialet: Den kedsommelige akademiske betænkelighed går på, at der ikke er genveje til en væsentlig øgning af læsehastigheden, uden at det skader forståelsen. Med for højt tempo går forståelsen fløjten, fordi man ikke fanger tekstens sammenhæng. Hvis vi bare læser løs uden at skabe indre forestillingsbilleder, ved vi egentlig ikke, hvad vi læser. Genvejene kan hurtigt blive til smutveje, hvor man går glip af centrale dele af teksten. Det er rigtigt, at ”en høj læsehastighed skaber et stærkere grundlag for en god læseforståelse”. Imidlertid gælder det også den anden vej. Læsetempoet påvirkes af tekstens indhold: Er det kendt stof, som man har forhåndsviden om eller erfaringer med, kan man sætte tempoet i vejret.

Det er et hovedproblem, at systemet ikke i tilstrækkelig grad tager højde for forhold som læseformål, elevens kendskab til og interesse for emnet, læsesituationen med videre. For eksempel er der til 6. klasse en tekst om terrakottahæren, som man fandt i Kina i 1974.  Sådan en tekst vil læses væsentligt hurtigere af en elev, der allerede har hørt om det arkæologiske fund, end af en elev, der end ikke har hørt ordet terrakotta før.

Den digtalt nørdede betænkning går på, at læsning i dag er meget mere end ren ordafkodning. Tekster består af mange forskellige former for tegn: bogstaver, farver, billeder, grafik, diagrammer, lyd og så videre. Det giver ikke mening at træne én læseform isoleret, for vi møder stort set kun sammensatte tekster, hvor vi afkoder alle de forskellige tegn som helhed. I FrontRead er der absolut ingen af disse ydre signaler i form af underrubrikker, illustrationer, grafer eller andet, som normalt ville understøtte både tempo og forståelse. Der er ganske vist i materialet et tillæg om vigtigheden af andre læseaktiviteter, og der er også drypvis nogle korte introvideoer om læseformål, læseteknik med videre. Men her skal læreren være meget opmærksom på at gøre en indsats.

Afslutningsvis kan man lidt langhåret spørge, om vi egentlig ikke, i stedet for hele tiden at pace igennem tekster, har brug for at dyrke den langsomme og grundige læsning? Smutveje har sine fordele, men de kan også føre os væk fra de smukke udsigter, vi kan møde.