Forfatterpris går til Kathrine Assels og Signe Parkins - se overrækkelsen i dag

I dag kl 15.15 overrækker kulturminister Joy Mogensen Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger. På grund af covid-19-smittefaren kan man i år overvære overrækkelsen via livestreaming.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger går i år til Kathrine Assels for hendes finurlige og uforudsigelige børnebog "Mester Esther". 

Illustratorprisen går til Signe Parkins for hendes fine illustrationer af blomster, der går ud i verden for at finde sig selv i "Blomsten der elsker mig".

Normalt ville prisoverrækkelsen til årets forfatterpris og illustratorpris være en større fysisk fejring, men på grund af risikoen for spredning af Covid-19, bliver arrangementet afholdt i en mindre skala i år.

Alle har derfor en mulighed for at komme helt tæt på via live-streaming på Kulturministeriets facebookside kl 15.15. Se link herunder.

De to andre nominerede til forfatterprisen var Adam O for "Den Rustne Verden" og Tina Sakura Bestle for "Bogen om Blom". Til illustratorprisen var Jan Oksbøl Callesen nomineret for"Hr. Løve i biografen" og Kamilla Wichmann for "Sommervenner".

Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979.

Prismodtagerne bliver udpeget af to indstillingsudvalg, som består af tre medlemmer og en formand, der repræsenterer Statens Kunstfond. Med hver pris følger 75.000 kr.

Det kan efter sigende også betale sig at følge med på Kulturministeriets facebookside onsdag morgen, hvor der vil blive offentliggjort konkurrencer i forbindelse med prisen.