Hun gav skolen fingeren, og som elev var hun alt det, lærere kæmper imod. Det sidste, hun ville være, var lærer, fortæller Berit Schmidt. I dag er hun en engageret og arbejdsom en af slagsen, uddannet i 2008 fra Læreruddannelsen på Frederiksberg. "I de små klasser var jeg den artige pige; måske endda lidt bange for lærerne. Da jeg så blev teenager, var jeg helt forfærdelig. Jeg hang ind over bordet og viske-tiskede, sad med mine Dr. Martens-støvler på og havde bedrevidende idéer om alt, men var i virkeligheden mere usikker, end jeg selv gik og troede," fortæller Berit Schmidt. "Jeg var ikke ballademager, men var skrap og teenagesur." Det var på en skole i en lille landsby uden for Odense. I dag sidder vi på Nyhollænder Skole i Frederiksberg Kommune, hvor hun arbejder i indskolingen. Efter dagens arbejde har hun været nogle timer på kursus, bagefter skal hun øve med koret, og derefter er det hjem til manden og de to børn. "Ja, han må trække et stort læs indimellem med at hente børn, købe ind, lave mad og putte. Jeg prøver at holde min arbejdsuge nede på 42 timer, men indimellem smutter det. Sidste uge røg jeg op på 60 timer, men det var også usædvanligt. Det går jo i bølger, men når der skal forberedes et nyt tema, når jeg skal i gang med et forløb i musik, eller når der akut er noget med en elev, der koger op, så kan man jo ikke bare skrue ned eller slukke. Så er der kun én vej, nemlig at arbejde sig igennem det."

Man skulle have gode, ordentlige meninger om alt - Du var en umulig elev i skolen og ville ikke være lærer. Hvad skete der? "Hvis du havde spurgt mig i 7. klasse, ville jeg have vist den grimme finger og sagt: 'Det bliver jeg ikke! Det er helt sikkert'," kommer det prompte svar. Og så følger uddybningen: "Jeg er ikke bare lærerbarn. Begge mine forældre var lærere, og min far arbejdede på den skole, hvor jeg gik. Det var fedt i de små klasser, men da jeg kom i syvende, syntes jeg, at det var forfærdeligt. Han var heldigvis meget respekteret på skolen og i lokalsamfundet. Men det var så irriterende, at man skulle have gode, ordentlige meninger om alt, og alt skulle være så rigtigt. Jeg havde bare brug for at flippe ud, syntes jeg. Men det fik jeg ikke lov til, det var så irriterende, at jeg ikke fik lov til at gå hele vejen," husker Berit Schmidt. Og tilføjer så: "Det fik jeg heldigvis ikke lov til; det er jeg meget glad for i dag." - Er det derhjemme eller i skolen, du tænker på? "Det er nok lidt begge steder, jeg ved det ikke helt. For jeg husker det hele som en stor blanding af skole og hjem med lidt for stramme tøjler i forhold til, hvad jeg dengang syntes, jeg havde brug for. Men så kom jeg heldigvis på efterskole. Og det gav mig et helt stort ryk. Der var der andre, der havde dreadlocks, benvarmere med huller i og nylonstrømper på armene. Det var vildt overraskende for mig, at der var så mange af den slags, som også var trætte af den der flække, de kom fra."

Efterskolelærerne gav os et boost af selvtillid "Og så mødte vi lærere, som vækkede os midt om natten for at skræmme os på natløb. Som kom frugtfarve i bagværket, og en dag gav de os øl til morgenmaden! Vi følte, de virkelig gad os. Det gav et kæmpe selvtillidsboost, at de voksne faktisk gad os. Det var ikke, fordi andre voksne i mit liv ikke viste det, det var bare så anderledes på efterskolen. Der var nye, anderledes udfordringer, og samtidig passede efterskolelærernes øvrige idealer og værdier med dem, jeg kom med hjemmefra, nu så og oplevede jeg dem blot på helt nye måder, så jeg blev helt høj over de "vigtige" ting i livet," fortæller Berit Schmidt og remser op: Sammenhold. Solidaritet. Tillid. Musik. Og nøjsomhed. Og stærke venskaber. "Min stærke samfundsfølelse begyndte her, for før det var jeg bare imod."

Det eneste, der var helt sikkert Inden Berit kom på efterskole var drømmen i lang tid at blive tømrer - eller journalist, måske. "Det eneste, der var helt sikkert, var, at jeg i hvert fald ikke skulle være lærer. Men lærerne på efterskolen gjorde noget ved mig. Det var noget af en øjenåbner, at nogle voksne virkelig ville gå så langt for os. Det gjorde, at jeg tænkte, at det måtte være fedt at være lærer. De havde det også sjovt sammen, kunne vi se. - Og øl til morgenmad? "Det var kun en enkelt. For at overraske. For at vende noget på hovedet, få os til at reagere, tænke, handle. De krævede noget af os. Meget. Men på helt anderledes måder. 'I skal simpelthen lære de her fem sange', forlangte de. De var engagerede på måder, jeg ikke havde oplevet før," fortæller Berit Schmidt og holder en tænkepause." Og så alligevel," fortsætter hun. "Mine forældre har også altid været meget engagerede, og de har i den grad elsket deres lærerfag. Så når jeg tænker tilbage, så er det egentlig ikke, fordi det var så meget anderledes. Det var bare nogle helt andre rammer, som folkeskolen ikke havde dengang. På efterskolen kunne lærerne være skægge og seriøse på én gang - og prikke til os. Flytte os."

Frederiksberg er ikke Det Nødvendige Seminarium Efter et par fjumreår med løst arbejde, sang, musik og rejser begyndte Berit Schmidt så på Frederiksberg Seminarium. Hun havde glædet sig, men blev nu igen den, der var utilfreds og imod. "Jeg troede, lærerstudiet skulle være en blanding af vild fest og kæmpeudfordringer. Fra mine forældre har jeg jo hørt vilde historier om deres seminarietid. Om at tage ud i busser i Indien og blive beskudt. De løb fra en krig med kameraer, og filmene skulle rives ud, fordi politiet ville konfiskere det, de havde optaget. Det var dramatiske, fede fortællinger, så det ville jeg jo også gerne opleve." Men Frederiksberg er ikke Det Nødvendige Seminarium, måtte hun sande. Tiden var en anden, der var pænt og ordentligt - og ingen øl til morgenmaden. "Der var jo sket en del med seminariekulturen på de 30 år, og blev jeg slemt skuffet. Jeg forventede, at vi skulle hive instrumenterne ud på gangene, lave oprør og spille musik om natten og andre vilde ting. Men alt var pænt og ordentligt, man brød ikke nogen som helst systemer. Folk gik hjem klokken fire, 'Vi ses igen i morgen, hej!'." Men hun holdt ikke alene ud, hun blev ligefrem glad for studiet. "Ja, faktisk fik vi rigtig god undervisning," fortsætter Berit Schmidt og roser læreruddannelsens indhold. "Det er fint at få så god en teoretisk viden, og jeg er bestemt ikke en af dem, der synes, at vi skal have længere praktikperioder; man er jo alligevel ikke færdiguddannet, før man har arbejdet som lærer i måske fem år eller mere. Eller måske bliver man aldrig færdiguddannet, som lærer er jeg jo hele tiden på vej. Det var fint at få en hel masse teori og faglige og pædagogiske diskussioner, så jeg nu føler, at jeg har en kæmpestor rygsæk med derfra."

Først lavpraktisk, så komplekst Berit Schmidt har fire linjefag, dansk og billedkunst, musik og dansk som andetsprog, og efter et års barsel arbejder hun nu på femte år på Ny Hollænderskole, hvor hun mest underviser i dansk, musik og billedkunst. Men selv om hun følte sig fagligt og pædagogisk godt klædt på til arbejdet, blev hun ret overvældet af mødet med skolehverdagens mange lavpraktiske udfordringer. "Det var: 'Har vi nok sakse? Og hvor er limen henne? Har vi ikke noget karton? Jamen, der er jo slet ikke bøger nok!'. Det var meget lavpraktisk, syntes jeg. Og det var så det, jeg gjorde det til det første år, hvor jeg havde første klasse."

Alle har knækket læsekoden i 1. klasse Nu er der gået fem år, og hun har første klasse igen, nu er det alt muligt andet, der udfordrer. Nu er det blevet endnu mere kompliceret, mener hun. "Jeg bruger meget tid på forberedelse af klasselærerudfordringerne, den funktion sætter jeg stor pris på, men den er også voldsomt krævende. Jeg tænker: 'Har han en legekammerat i dag? Jeg skal huske, at jeg skal ringe til hendes mor klokken halv tolv. Jeg skal også lige…'." Berit Schmidt tager en dyb indånding. "Altså den der kompleksitet, at det hele tiden skifter mellem noget lavpraktisk og så noget meget alvorligt, for det kan handle om mennesker, der har det dårligt, og som jeg har ansvaret for, den kompleksitet føler jeg mere nu." - Du taler ikke om udfordringen med at lære dem at læse! "Det kræver selvfølgelig også nøje planlægning og opfølgning. Men jeg har en meget homogen klasse - egentlig både fagligt og socialt. De har for eksempel alle sammen knækket læsekoden her i slutningen af første klasse, det giver ligesom luft og energi til de andre ting. Det er jo lige så meget klasselæreren, du taler om her, som det er dansklæreren. I hvert fald med første klasse er det ikke det at tage litteratur ned fra hylden og sige: 'Hvad for et eventyr skal de læse', der tager tid. Det gør det at forberede en emneuge derimod. I det daglige er det for eksempel forberedelse af elevernes arbejde i grupper, der kræver mange overvejelser. Hvordan skal det fungere og på hvilke præmisser? Hvad er det for en læring, jeg vil opnå? Hvordan sikrer jeg, at alle kommer til orde? Hvordan får vi styrkerne frem hos de introverte børn, så de ikke ender med at blive opfattet som nørdede eller svage? Der er så mange ting omkring det i undervisningen, og det er der også uden for undervisningen. Hvis der er en, der ikke har det så godt med at gå i skole, så er jeg jo nødt til at reagere med det samme."

Jeg elsker musiktimerne, men… "Det er udfordrende, det er nødvendigt, og det er krævende. Og jeg er vild med det. Men," fortsætter Berit Schmidt og ler: "Jeg elsker måske musik- og billedkunstfagene højest."  Alligevel vil hun dog ikke ønske at undervise mere i de to fag. Det ville ødelægge balancen i arbejdet. "Jeg har det godt med at have få timer i musik, selv om det nok er mit yndlingsfag. Man skal have et kæmpelager af sange, hele tiden udvide og lære nye, og jeg bruger rigtig lang tid ved klaveret med at øve igennem og forberede mig. Når jeg står der med eleverne og skal improvisere, skal jeg jo intuitivt vide, hvad man må her, og hvad man ikke må. Hvem skal være sammen, og hvem har de sidste gange spillet på hvilke instrumenter? At køre rutiner ind er vigtigt, og det tager tid. Børn har svært ved at skifte fra høj aktivitet til musestille ro, og det er præcis, hvad jeg kræver, at de skal kunne gøre 25 gange i løbet af sådan en time. Jeg har faktisk prøvet kun at have musiktimer, det var helt forfærdeligt. Jeg kendte ikke børnene, jeg kunne ikke løse deres problemer, jeg kunne ikke komme i dybden med noget som helst. Og de havde overhovedet ikke respekt for én, der ikke kendte deres navne. Jeg synes, det er enormt vigtigt at have forskellige fag i de samme klasser."

På de ekstrovertes præmisser Det er også i musiktimerne, at den stille, måske lidt sky elev, som tenderer til at lukke sig indad, kan få hjælp, så det er en fordel både at have klassen i dansk og musik, mener Berit Schmidt. "Samfundet fungerer meget på de ekstrovertes præmisser. Det er også det, eleverne ser i fjernsynet: Hvor meget kan du larme og vise dig selv? Og jeg bidrager jo også til det som musiklærer. 'Op at stå, op på scenen', siger jeg. Men det er bare ret vigtigt, at de får en fornemmelse af, at de er noget værd. Det kan jeg så også bearbejde i grupperne i de andre fag. Hvis jeg satte dem fuldstændig frit sammen i grupperne, ville det være de ekstroverte, der vandt. Derfor skal jeg sørge for, at ham den lille indadvendte ikke bliver mast af de dominerende og udadreagerende. Jeg skal give dem roller og opgaver, så der bliver plads til, at alle er med, at alle er aktive og fokuserede på det, de skal lære. For at det kan ske, skal den introverte opleve tryghed, så han kan åbne sig. Den slags principielle og praktiske overvejelser tager tid, inden du sammensætter grupperne. Og kræver selvfølgelig opmærksomhed undervejs i forløbet. Men det er jo en balancegang, for nogle af de meget ekstroverte børn er også direkte grænseoverskridende, og dem ser jeg også som nogle, der har brug for noget. De sender også et signal om noget, de har behov for."

At jonglere med luft - Hvad bruger du mest tid på at forberede, musik eller dansk? "Det har jeg ikke overblik over, og det er det, der er så fedt. Jeg lægger energien dér, hvor jeg kan mærke, at der er brug for den. Jeg gennemfører fire eller flere emneuger om året i min egen klasse, ud over dem, vi laver i teamet. Så bruger jeg ekstra megen tid på at forberede stoffet og sammensætte grupper, alt skal være gennemtænkt, så nogle gange har jeg svært ved at holde arbejdsugen nede på de 42 timer, og det har mine kolleger også. Vi kommer til at arbejde for meget i nogle uger, men så må vi arbejde lidt mindre i andre uger." - Hvordan "kommer man til" at arbejde for længe? "Det er jo, fordi vi vil have, at det bliver godt. Det vil enhver lærer sige. Der er jo ikke nogen, der har lyst til at stå og jonglere med luft. Og hvis forberedelsen ikke er færdig inden for den skønnede tid, så bliver man ved, til man er færdig," siger Berit Schmidt. Men selvfølgelig skal man da ikke arbejde for meget, funderer hun videre. "Lærere kan jo ikke få overarbejdsbetaling eller afspadsere. Så vi er nødt til at holde nogenlunde regnskab med, hvor meget vi arbejder, det synes jeg, man skal af principielle årsager. Men det er svært. Ja, det er faktisk rigtig svært, for det er en livsanskuelse at være lærer," siger Berit Schmidt.

Vi er jo daglige ledere for 25 mennesker "Jeg er faktisk så meget lærer, at selv om jeg ikke arbejdede som lærer, ville jeg stadig føle mig som lærer. Det er svært at forklare, men det er en livsstil. Det kan godt være, at det ikke er noget særligt for andre, vi er jo ikke noget særligt, fordi vi er lærere. Men som lærer er man optaget af børnenes udvikling. Hele tiden. Uanset om man er på skolen eller derhjemme, så kører der et spor, som tænker i undervisning og på elevernes læring. Tænker på dem, der ikke trives. Der er en særlig lærerkultur, og det er dilemmafyldt. Første maj i Fælledparken føler jeg mig som arbejder, så jeg kan forstå hele den lønarbejderkultur, der også ligger i os. Men samtidig er vi jo videnarbejdere, der skal lede. Det kan godt være, at vi i offentligheden bliver opfattet som lidt mærkelige, fordi vi ser os selv som ledere, men vi er jo daglige ledere for 25 mennesker, som skal udvikle sig på alle mulige forskellige niveauer, og vi skal kunne se, hvor de er, og så vide, hvad de har brug for for at komme videre. Klassen er et minisamfund. Som lærer kan jeg hurtigt se, at det går galt, hvis der er nogen, der bare banker løs på andre. Det er jeg nødt til at rette op på og sørge for, at de opfører sig ordentligt, snakker ordentligt til hinanden og er gode kammerater. Det skal til, for at de kan udvikle sig som mennesker, og det skal til, for at de kan åbne sig og lære det faglige. Det miljø og den konstante forholden sig til andre er med til at forme hele vores forståelse af samfundet. Jeg tror, det er derfor, vi ikke ser på os selv som nogen, der bare skal gøre et stykke arbejde. Men offentligheden ser os jo som nogens underordnede medarbejdere, og så kan jeg da godt forstå, at man synes, det er mærkeligt, at vi ikke bare makker ret. Men vi er jo uddannet til at forholde os, til at handle og tage ansvar. For hver enkelt elev, for hele klassen og skolen og dermed også for samfundet."

Læs også interviewet med hendes far: »Man kan ikke være en god lærer, hvis ikke man elsker sit fag«

Man kan ikke være en god lærer, hvis ikke man elsker sit fag

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk